Alder: Anbefales fra 8 år| Spilletid: Ca. 15 - 30 min. | Spillere: For 2 - 5 deltagere | OBS: Udvidelsen kræver grundspillet!
"Kingdomino – Age of Giants en rigtig fin udvidelse til grundspillet. I får mere afveksling og flere muligheder for at vinde. Men heldigvis er spillet hverken blevet for indviklet eller langtrukkent. I kan stadig spille et spil på cirka 20 minutter..."
En god udvidelse til et hyggeligt spil
Kingdomino – Age of Giants bygger videre på originalspillet Kingdomino, så det bliver ved med at være spændende.
Kingdomino er i sig selv et hyggeligt strategispil for hele familien, og hvis I allerede godt kan lide det spil, kan I helt sikkert også lide udvidelsen Age of Giants. Det kan jeg lige så godt få afgjort med det samme.
Kingdomino er et enkelt spil, hvor det gælder om at opbygge et kongerige af de brikker, du trækker. Hver spiller trækker brikker og bygger sit eget rige, så normalt er der ikke så meget interaktion mellem spillerne.
Men det bliver der lavet om på med udvidelsen Kingdomino – Age of Giants.
Her kan du nemlig sende kæmper ind modstanderens kongerige for at forpurre deres chancer for sejr.
Udvidelsen giver også en række nye mål at gå efter, så der er flere forskellige muligheder for at vinde. Og sidst men ikke mindst får du også et flot tårn til alle de brikker, I skal trække i løbet af spillet. Lad os se nærmere på det hele.
Et kongerige af dominobrikker
Uden at tage reglerne fra A til Å, kan man sige, at Kingdomino går ud på at sætte brikker sammen så de danner store områder med ensartede landskaber.
I hver runde lægger I en stribe brikker frem, som spillerne så skiftes til at vælge mellem og lægge i deres kongerige. Men når man tager de bedste brikker, vælger man også sidst i den efterfølgende runde.
Derfor er det hele tiden balancegang mellem at få en god brik nu og måske få en endnu bedre en i runden efter.
Spillet slutter, når alle spillere har lagt 12 brikker.
Du får point for, hvor store områder du har lavet, og hvor mange kroner, der er i netop det område.
Kronerne er markeret på den enkelte brik. Så hvis du har et skovområde på fire felter, og der er to kroner i det område, skal du gange det op, så det giver otte point.
Områder uden kroner giver nul point, uanset hvor store de er. Når I har talt op for alle områder er vinderen (selvfølgelig) den spiller med flest point.
Nye muligheder
Det var Kingdomino i helt korte træk, og spillet er grundlæggende det samme med udvidelsen Age of Giants. I tæller fortsat felter og kroner, men nu har I også muligheden for at stikke en kæp i hjulet på modspillerens planer.
Age of Giants indeholder en god bunke nye brikker, som I blander ind med dem fra grundspillet. Der er to forskellige slags: Brikker med kæmper på og brikker med fodspor.
Når du får en brik med en kæmpe på, skal du placere den i dit kongerige som sædvanligt. Men bagefter skal du tage en af de kæmpefigurer, der følger med spillet og stille den på en af dine kroner. Den krone bliver ikke talt med, når I tæller point til sidst, så det kan hurtigt blive et dyrt bekendtskab.
Du kan heldigvis slippe af med kæmpen igen, hvis du trækker en af brikkerne med kæmpefodspor på. Så kan du nemlig fjerne kæmpen og give den til en af dine modspillere. Modspilleren vælger så selv, hvilken krone kæmpen skal stå på i deres kongerige.
Kæmperne tilføjer en ekstra dimension til spillet, for nu skal I ikke blot tænke på, hvilken brik der passer bedst ind i jeres kongerige. I skal også overveje, om det måske er smartere at tage en anden brik, hvor I kan få lov at flytte en kæmpe.
Udfordringer der giver afveksling
Den næste tilføjelse i Kingdomino – Age of Giants er en række udfordringer, der giver bonuspoint i slutningen af spillet.
I starten af hvert spil trækker I to bonusudfordringer. De kan for eksempel gå ud på at bygge et perfekt kongerige, hvor alle 12 brikker passer ind i en kvadrat, eller at bygge et kongerige, hvor din borg ligger helt ude i et hjørne.
Der er 17 udfordringer i alt, så hvert spil byder på en ny kombination af mål. Det er en god tilføjelse, der giver afveksling til et spil, som man hurtigt kommer til at spille mange gange.
Et genialt paptårn
Det sidste, du får i æsken med Kingdomino – Age of Giants, er et tårn til alle de brikker, I spiller med. Det er en helt lavpraktisk ting, men det er en genial idé at smide det med i pakken, fordi det gør spillet lettere at få på bordet.
Når man trækker brikker er det nemlig vigtigt, at ingen ser forsiden af brikken før tid. Og det bliver meget lettere, når man bare trækker brikker ud fra bunden af tårnet.
Forlænger Kingdominos levetid markant
Kingdomino – Age of Giants en rigtig fin udvidelse til grundspillet. I får mere afveksling og flere muligheder for at vinde. Men heldigvis er spillet hverken blevet for indviklet eller langtrukkent. I kan stadig spille et spil på cirka 20 minutter.
Det er dejligt, at udviklerne er kommet hele vejen rundt, så de både giver nye muligheder i selve spillet og gør spilflowet lettere med det nye briktårn.
Spillet egner sig til børn fra otte år, og med udvidelsen kan I nu spille fem personer ad gangen i stedet for fire. Så nu egner det sig også til familier, der er en anelse større end gennemsnittet.
NB: Udvidelsen Age of Giants, kan også bruges sammen med Kingdominos storesøster Queendomino.
God spillelyst.
- Søren Vinggaard Hellerung
Læs også spilanmeldelsen af Kingdomino
Læs også spilanmeldelsen af Queendomino