Vi har dog mange andre spændende børnespil ;-) Klik her!
Alder: Anbefales fra 3 år | Spilletid: Ca. 15 min. | For 2 - 5 spillere
"Kanin Hop Hop byder på god kvalitet og et hyggeligt tema. De enkle regler gør, at det passer perfekt til børn allerede fra 3 år..."
Red kaninerne fra den oversvømmede hule
Der er skybrud og kaninhulen er ved blive oversvømmet. Nu er din opgave at redde kaninerne ud hurtigst muligt.
Det er den enkle historie, der danner optakt til Kanin Hop Hop. Det gælder om at få kaninerne mod udgangene én efter én og derefter at få dem ud i det fri.
Spillet blev kåret som Årets Børnespil i 2016 af Legebranchen. Det er en pris med fokus på sjove og lærerige spil, så det er et klart kvalitetsstempel.
Lynhurtigt at gøre klar
I Kanin Hop Hop behøver man ikke engang at slå et spillebræt op for at komme i gang. Man spiller nemlig nede i selve æsken, så man skal bare fjerne låget, og så er man i gang. Det er en smart designløsning, der gør det dejligt enkelt at tage et hurtigt spil.
Kaninerne og terningen er lavet træ. Derfor er spillet slidstærkt og rart at lege med.
Designet er flot og nuttet hele vejen igennem. I et spil uden tekst er det illustrationerne, der bærer handlingen. Det lykkes rigtig godt i Kanin Hop Hop. Det er med til at vække børnenes fantasi og gøre dem engagerede i at klare redningsmissionen.
Man fornemmer i det hele taget, at der er lagt en stor indsats i at skabe den helt rigtige spiloplevelse. Det er dejligt, fordi man tit oplever spil, hvor designet virker som venstrehåndsarbejde.
Kast terningen og red kaninerne
Spillepladen inde i æsken har et stort hul i midten, som forestiller kaninernes hule. I starten af spillet står alle kaninerne der. Rundt om er der fem huller i forskellige farver. Det er hulens udgange, som man skal have alle kaninerne ud igennem.
Terningen viser fem forskellige farver. Og på den sjette side er der et billede af en kanin. Den kommer vi tilbage til.
Når det er din tur, slår du med terningen. Så rykker du en kanin fra hulen og ud til den udgang, der svarer til den farve, du slog. Hvis der allerede står en kanin i den udgang, tager du i stedet den kanin ud og stiller den foran dig på bordet. Nu har du reddet kaninen ud.
Spillet slutter, så snart den sidste kanin bliver fjernet fra midten. Den spiller, der har reddet flest kaniner ud, vinder spillet.
I kan spille på flere måder
Som sagt har den sjette side på terningen et billede af en kanin i stedet for en farve. Der er flere muligheder for, hvilken effekt den kanin har.
Man kan vælge mellem tre forskellige effekter, som hver især gør, at spillet ændrer sig en smule.
- Tag en kanin direkte ud fra midten. Det er sådan, man spiller normalt.
- Tag en kanin direkte ud fra midten og slå én gang til. Det giver et hurtigere spil.
- Sæt en kanin fra bordet tilbage i hulen. Det giver et længere spil.
Det er smart, at man på den måde kan variere spillet en lille smule, alt efter hvad man har tid og lyst til.
Sjovt for alle
Det er svært at designe børnespil. For på den ene side skal det være enkelt nok til at de mindste kan være med. Men samtidig skal det ikke være for ensformigt eller kedeligt for voksne og større børn.
Agnes på snart 5 år føler sig rigtig godt underholdt. Vi spiller typisk et par spil, og så leger hun i øvrigt videre med kaninerne i hulen bagefter. Desuden er reglerne så klare og enkle, at hun selv har lært spillet videre til sine veninder, der var på besøg.
Kort og godt
Kanin Hop Hop er designet af tyskeren Reiner Knizia. Som har adskillelige hundrede spil under bæltet. Han har fire gange vundet Spiel des Jahres, som er den største pris inden for brætspil, så han ved, hvad han laver.
Hans filosofi er, at missionen med spil er at bringe folk sammen om noget fælles. Og det lykkes fint i Kanin Hop Hop. På grund af spillets gode design og korte varighed (som man selv kan variere), når det ikke at blive kedeligt.
Spillet vinder også på godt design og god kvalitet og så vandt det også prisen for Årets Børnespil i 2016, kåret af Legebranchen (LEG).
- Søren Vinggaard Hellerung