Alder: Anbefales fra 5 år | Spilletid: Ca. 20 min. | Spillere: For 2 deltagere
"Kalaha er let at gå til. Der er ikke nogen ting, der skal klargøres, inden spillet kan begynde..."
Kalaha i plast fra GA-Toys
Hold da op, hvor har jeg spillet meget Kalaha i mit liv. Derfor syntes jeg også, det var enormt rart at kunne inkludere Kalaha i vores voksende spilsamling herhjemme, og opfriske den nostalgiske Kalaha-glæde fra fortiden.
Spillet ligner fuldstændig sig selv, som jeg husker det. En mørk plade med seks runde fordybninger (ambo) på hver side og to aflange fordybninger (kalaha) for enden, klar til at blive fyldt med Kalaha-kugler.
Ifølge spillet selv kan Kalaha spilles af 2-4 spillere, anbefales til børn på 5 år eller ældre og tager ca. 15 minutter at spille. Bagpå spillet står der dog at spillet spilles af 2 personer, hvilket jeg også husker, fra mine tidligere erfaringer med spillet.
Hver spiller får hver en aflang fordybning, hvori de skal samle flest mulige Kalahakugler. De 72 kugler fordeles i de runde fordybninger, så der er seks kugler i hver ambo, og når alle amboer er fyldt, er spillet klar til at starte.
Klar til start
Første spiller må selv vælge, hvilken ambo på egen side af pladen, han ønsker at tage kugler fra, og kuglerne skal nu fordeles i hver ambo hele vejen rundt mod højre. Hvis den sidste kugle lander i egen kalaha, må spilleren igen vælge frit mellem egne amboer og begynde fordelingen af kugler.
Hvis sidste kugle lander i en tom ambo på modstanderens side, er det modstanderens tur. Lander sidste kugle i tom ambo på egen side, må man tage kuglen og alle kuglerne i amboen overfor - på modstanderens side - og lægge dem i sin egen kalaha.
Når en spillers banehalvdel er tom, slutter spillet, og den spiller, der har flest kalahakugler i sin kalaha, vinder spillet.
Kompliceret? Nej, det er ikke så slemt!
Reglerne kan virke komplicerede, da der er mange nye termer og regler at holde styr på for børn. Men for de fleste voksne vil reglerne være en genopfriskning, da de fleste voksne tidligere har stiftet bekendtskab med Kalaha.
Herhjemme var spillet dog en lidt for stor mundfuld for vores 4-årige søn, som havde lidt svært ved at navigere rundt i reglerne, samtidig med at det var lidt af en motorisk prøvelse, at holde Kalahakuglerne i det samme karakteristiske ”Kalaha-greb” som sin far, for derefter at fordele kuglerne én efter én.
Måske er spillet lettere at forstå for de 5-årige, men vi vil alligevel mene, at spillet egner sig bedst til børn, der er startet i skole, da reglerne kan virke komplicerede, og det kan være lidt langtrukkent og kedeligt, at vente på sin egen tur, hvis modspillerens tur trækker ud.
Let at gå til
Men Kalaha er let at gå til. Der er ikke nogen ting, der skal klargøres, inden spillet kan begynde.
Endelig synes vi, denne udgave af spillet er en fin kvalitet, der nok skal kunne holde mange år. Dog synes vi, det er lidt ærgerligt, der ikke medfølger ekstra kugler, da sådanne kugler kan have det med at hoppe væk.
På den måde kan spillet hurtigt ”gå i stykker”, da der nok må forventes at komme til at mangle kugler med tiden.
Med det sagt, er vi rigtig glade for vores nye spil.
Indtil videre kommer spillet på voksenhylden og bliver uden tvivl fundet frem om aftenen, når vi vil genopleve barndommens glæde i Kalaha-universet.
- Christian Hjortdal