Sænke Slagskibe spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 4 år + | Spilletid: Ca. 15 min. | Spillere: For 2 deltagere

Et velkendt spil

Vi ser efterhånden os selv som ret habile og rutinerede ”spillere” herhjemme. Vores spilsamling vokser og vokser og vi bruger efterhånden rigtig meget tid ved spisebordet med diverse familiespil i mellem os.

For os er det en utrolig hyggelig måde at være sammen på, hvor vi alle kan lære, udvikle, grine og få gang i nogle snakke, vi måske ikke ellers ville have haft.

Det samme gjorde sig gældende for spillet Sænke Slagskibe. Et spil jeg altid har kendt, men faktisk aldrig kan huske at have spillet.

Så inden vi gik i gang, måtte jeg lige undersøge, om jeg egentlig kendte spillet. Heldigvis er spillet super nemt at gå til. Bortset fra første gang man spiller spillet…

Klargøring af spillet

Hold nu op, hvor er der mange ting, der skal gøres klar i dette spil. Utallige små plastik-brikker skal frigøres fra hinanden, hvilket ikke bare tager lang tid, men faktisk også kræver lidt flere kræfter end en 4-årig kan præstere.

Og så tager det altså en krig, for nu at blive i spillets krigs-retorik. Efter ca. 20 minutter, hvor vores søn, forståeligt nok, havde fundet en anden leg at gå i gang med, var vi alle tre klar til at spille.

Sænke Slagskibe kan spilles af to personer, hvor det anbefales fra 4 år+ og tager ca. 15 minutter. Spillet består af et utal af små markører i to forskellige farver, som spillerne kan bruge til at huske, hvilke felter, han har spurgt til.

Derudover består flåden af fem forskellige skibe, der er alt fra to til fem felter lange.

Før spillet kan begynde

Før spillet kan begynde skal hver spiller placere sine skibe på sin side af spillepladen. Det er nu op til modspilleren at finde skibene, ved at nævne forskellige felter, der ligger i kolonner A-K og 1-9. Den spiller, der først får sænket alle sin modspillers skibe, vinder spillet.

Herhjemme var vores søn meget begejstret og spændt, da spillet gik i gang. Han havde fået lov til at placere skibene sammen med mig, og nu gik jagten efter hans mors skibe i gang.

Det var meget fristende for ham, at kigge over på hans mors side, når det var muligt, og dermed få et lille hint til, hvor vi skulle lede. Snyd mente moderen. Sund fornuft mente faderen.

Da vi havde sænket 2 af hans mors skibe, begyndte det at knibe med interessen og dermed koncentrationen. Derfor blev vores spil reduceret til at handle om sænke tre skibe, og derfor vandt drengene heldigvis hurtigt.

Vores mening om spillet

Undervejs havde vi store problemer med at aflæse felternes navne, da de blot er markeret i plastikpladen, og derfor måtte vi bruge lommelygter, selvom vi spillede spillet i dagslys.

Producenten kunne med fordel have markeret kolonnerne med en anden farve end spillepladen, for at tydeliggøre bogstaverne og tallene. Men kritikken bliver i småtingsafdelingen, da vi faktisk er ret begejstrede for det billige og interessante spil.

Det er ikke så stort, og kan derfor nemt tages med som underholdning på ferien, eller en impulsiv strandtur.

Spillet kan endnu ikke fastholde vores 4-åriges interesse, men det skal nok komme om et år eller to. Indtil da synes vi forældre heldigvis det er underholdende!

- Christian Hjortdal

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilGa-toys

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris799,95 kr
På lager
Se varen