Its A Wonderful World spilanmeldelse
Spillet er desværre udgået af Legebyen.dk's sortiment.
Vi har dog mange andre spændende brætspil på Legebyen.dk!

Alder: Anbefales fra 14 år | Spilletid: Ca. 45 - 60 min. | Spillere: For 1 - 5 deltagere | Priser: Nomineret til As dOr 2020

"It’s a Wonderful World er et sjovt og udfordrende brætspil, hvor du får lov til at bygge din drømmecivilisation. Reglerne kan måske lyde lidt kringlede ved første øjekast, men det er slet ikke slemt, når man kommer i gang. Og det er helt sikkert besværet værd, for It’s a Wonderful World er et fremragende spil, som jeg allerede glæder mig til at få spillet igen – også selvom jeg tabte sidst..."

Skab en vidunderlig verden

I It’s a Wonderful World konkurrerer du og dine modspillere om at skabe den mest fabelagtige civilisation, verden har set.

I udvikler opfindelser, gør opdagelser og bygger våben, bygninger og monumenter. Alt sammen for vise jeres overlegenhed.

Lyder det ikke spændende?

Så lad os komme i gang!

Klar, parat, tænk

Spillet er hurtigt at komme i gang med. I sætter spillepladen sammen og lægger ressourcekuber på. I de farver, I kan se på brættet. Så trækker I hver et civilisationskort, som giver nogle særlige startbonusser. Og så kommer den største udfordring, nemlig at blande den meget store bunke med kort. Der er cirka 170 styk, så bunken er ikke helt nem at håndtere.

Så er I sådan set klar. Spillet forløber over fire runder. Hver runde har tre faser. Først vælger I syv kort hver, så vælger I, hvilke af de kort I vil bygge og så producerer I de ressourcer, som I bruger til at bygge kort med.

It’s a Wonderful World er et såkaldt card-drafting spil. Det vil sige, at man vælger kort og forsøger at få kortenes evner og bonusser til at spille sammen. Hvert kort viser et projekt, som giver en særlig bonus.

Tænk dig godt om

Helt konkret starter I med at dele syv kort ud til hver spiller i første fase. Så vælger I hver især et af de syv kort, I har på hånden, og sender resten videre til næste spiller. Så vælger I et kort til, og sender resten videre. Sådan fortsætter det, indtil alle kortene er fordelt.

Når man vælger kort på den måde, er spillet mindre baseret på held. For så slipper man for, at én spiller kommer til at sidde med alle de gode kort på hånden, så de andre ikke har en chance. Dermed ikke sagt, at det er nemt at vælge. Den første fase er som regel den, der tager længst tid, fordi du skal lægge en plan og få alle delene til at passe sammen.

Hvad skal bygges og hvad skal skrottes?

Så er det tid til næste fase, hvor I vælger, om I vil prøve at bygge de enkelte kort, eller om I vil genbruge dem for at få ressourcer med det samme.

Hvert kort har en pris, som det koster at bygge. For eksempel skal man bruge fire grønne forskningsressourcer for at udvikle gensplejsning, eller tre sorte energiressourcer og en grå produktionsressource for at bygge en ubåd.

Til gengæld producerer de fleste kort også ressourcer, når de er bygget. Men fra start af er der ikke mange ressourcer at gøre godt med, så du skal tænke dig rigtig grundigt om for at være sikker på, at du kan bygge alt det, du gerne vil.

Producér og byg

Ressourcerne bliver produceret i fase tre. Efterhånden som du får ressourcer nok til at færdiggøre et projekt på et kort, kan du flytte kortet over til dine færdige projekter. Og så begynder det kort også at producere ressourcer. Så i løbet af spillets fire runder får du flere og flere ressourcer mellem hænderne, indtil du til sidst kan bygge de dyreste projekter, der giver en ordentlig bunke point.

Efter fire runder er det hele ovre, og I kan tælle pointene sammen og finde en vinder. Der er masser af forskellige måder at samle point, så det er svært at vide på forhånd, hvem der løber med sejren.

Det er en rigtig god egenskab i et spil som It’s a Wonderful World. For der er ikke noget værre i brætspil end at vide, at man er langt bagude og ikke kan gøre så meget ved det. Det er derfor at gammeldags spil som Matador egentlig ikke er særligt sjove at spille.

Hjernegymnastik på den sjove måde

It’s a Wonderful World kræver en hel del omtanke. I de første par spil går det nok lidt langsomt med at tage beslutninger, men det bliver hurtigt lettere og mere underholdende.

Det er vildt fedt, når man lægger en indviklet plan, som lykkes. Der er en lille smule held indblandet, men langt hen ad vejen, er det dine egne beslutninger, der afgør om du klarer dig godt eller skidt.

Spillet er virkelig vellavet og illustrationerne er flotte. Stilen minder om, hvordan folk i 1950’erne forestillede sig fremtiden og dens mange vidundere. Det hele er veldesignet, så spillet er hurtigt at få på bordet. Og det er vigtigt i forhold til, hvor tit man rent faktisk får spillet det.

It's A Wonderful World blev i 2019 nomineret til en Golden Geek pris for Årets Spil og i 2020 blev det nomineret til den franske spilpris As dOr 2020 - Jeu de lAnnée Expert Nominee, som er Frankrigs svar på den danske pris for "Årets Voksenspil".

For voksne og større børn

Spillets designere anbefaler det til børn på 14 år eller ældre. Men selvom spillet kræver, at man tænker sig om, mener jeg godt, at lidt yngre børn også kan være med.

På verdens største brætspilsside, Board Game Geek, har brugerne stemt sig frem til, at It’s a Wonderful World egner sig til børn helt ned til 10 år. Den grænse passer bedre efter min mening.

Reglerne kan måske lyde lidt kringlede ved første øjekast, men det er slet ikke slemt, når man kommer i gang. Og det er helt sikkert besværet værd, for It’s a Wonderful World er et fremragende spil, som jeg allerede glæder mig til at få spillet igen – også selvom jeg tabte sidst.

God spillelyst.

- Søren Vinggaard Hellerung

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilSpilbræt

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris799,95 kr
På lager
Se varen