Imagic spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 20 min | Spillere: Fra 2 - 4 deltagere | Mærke: Spilbræt / Lautapelit | Antal: 1 spil i æske.

"Der er som sagt 96 kort med tegningskode på begge sider. Men hvis man er glad for spillet og spiller det jævnligt, så er det ikke særlig mange. Vi nåede ret langt i kortene og ulempen er, at man ikke kan spille de samme kort igen. Det er forholdsvist nemt at huske alle tegninger, man har været igennem. Selv efter flere mdr. vil man kunne huske/genkende mange af tegningerne, så snart man har de første streger..."

En spilanmeldelse af Imagic

Dette er vist et af de eneste tegnespil, jeg kender, hvor man ikke behøver at være god til at tegne. Her gælder det om at være hurtig til at få et overblik, kombineret med en slags ”paint by numbers”.

Indhold:

Spillet indeholder spillevejledning på dansk, norsk, finsk og svensk, 4 tegneplader, 4 tuscher med ”viskelæder”, 1 timeglas på 30 sek., 96 kort (med tegningskoder på begge sider).

Spillevejledningen er forholdsvist kort og nem at forstå, så man kan hurtigt komme i gang med at spille. Skulle man ske alligevel at have lidt svært ved at finde ud af den korrekte måde at spille på, så findes der videoer på youtube, som forklarer det på få minutter.

Spillet er for 2-4 spillere fra 8 år og opefter. Årsagen til man kun kan spille 4 personer er, at der kun er 4 tegneplader. Men i teorien kan man godt spille flere, hvis man fx har 2 spil og derved 8 tegneplader.

Selve spillet:

Hvis man lader være med at blande bunken af kort, er spillet lavet så smart, at man automatisk starter med de nemmeste tegninger, og gradvist bliver det sværere og sværere. I den første bunke (som er markeret med en grøn cirkel i hjørnet), skal man bare tegne fra symbol til symbol.

I anden række (som er markeret med en gul cirkel), kan man også blive bedt om at tegne cirkler omkring nogle af symbolerne. I tredje og sidste sværhedsgrad (markeret med en rød cirkel) lærer man at lave buede streger, ved at indsætte et ”via-punkt”, som er markeret med, hvad der ligner, et stjerneskud.

Alle får en tegneplade og en tegnepen. Tegnepladen er fyldt med symboler (små tegninger) og nogle af dem, ligner til forveksling hinanden.

På kortene finder man de samme symboler. Symbolerne på kortet er lavet således, at man ved at følge rækkefølgen, som de er vist i, ender med at få en tegning (ligesom prik-til-prik eller paint by numbers, men med symboler i stedet).
Hvis symbolerne er lavet i en slags cirkel, kan man starte, hvor som helst og følge rækkefølgen rundt (man skal altid huske at slutte af på samme felt, som man startede, så cirklen sluttes). Hvis symbolerne ligger på en lang række, så skal man starte i en af de to yderpunkter og følge rækkefølgen derfra. Det er ligegyldigt, om man starter fra den ene eller den anden ende.

Hvis der er et symbol, som blot er tegnet for sig selv uden at hænge sammen med andre symboler, skal man tegne en ring/cirkel omkring dette symbol på tegnepladen. (Det giver bl.a. mulighed for at lave dæk på nogle af tegningerne).

Hvis der er et kort, hvor der er vist et slags stjerneskud, betyder det, at man skal lave en lang buet streg. Der ser man altså på hvilke to symboler, der er før og efter symbolet med stjerneskuddet og disse forbindes i en bue, hvor stjerneskudssymbolet er halvvejs mellem de 2 punkter/symboler. (Det er vist på startkort 3, så hvis I synes det lyder forvirrende, så trøst jer med, at det er nemmere at forstå, når man rent faktisk sidder med spillet foran sig).

For nogle kan det lyde nemt bare at trække streger fra symbol til symbol ud fra, hvad kortene viser. Men særligt i starten, kan det være ret svært at finde symbolerne på tegnepladen, da flere af dem minder om hinanden, så man nemt bliver snydt. Selve spillet er ikke på tid, men den første spiller, som gætter på, hvad tegningen viser, sætter samtidig gang i timeglasset, og de øvrige spillere har nu kun 30 sek. til at tegne så meget de kan og forsøge at gætte, hvad det er.

Når man har skrevet sit svar på tegnepladen, vender man den om, så de andre spillere hverken kan se, hvad man har skrevet som svar, eller hvordan tegningen så ud. Dette element gør, at man nemt bliver ret presset. Det hjælper bestemt ikke på overblikket, og derved bliver det automatisk sværere.

Hvis den hurtigste spiller gættede rigtigt, får han/hun 2 point (Man holder styr på sine point ved at krydse af, på tegnepladen i toppen, på samme antal stjerner, som man fik point).

Hvis de andre spillere nåede at gætte rigtigt indenfor de 30 sek. de havde tilbage, (da den hurtigste spiller havde vendt timeglasset) får de 1 point. Hvis den hurtigste spiller til gengæld gættede forkert, slettes 1 point som straf. Hvis de øvrige spillere har svaret forkert, så sker der ikke noget ved det. Det er altså kun den hurtigste spiller (som først gætter på, hvad tegningen viser), der kan risikere at få minuspoint.

Hvis en spiller får 2 point, skal han/hun vende tegnepladen og tegne på bagsiden. Det er de samme symboler uden farve, hvilket gør det væsentligt sværere. På denne måde udjævner man lidt sværhedsgraden. Man spiller 8 runder og spilleren med flest point til sidst, er vinderen.

Vores vurdering

Dette spil kræver, at man ikke bliver alt for frustreret under pres. I vores første spil var pigernes morfar med (altså min far på 65 år). Han havde meget svært ved at nå at finde symbolerne og stresselementet var IKKE noget for ham. Derfor endte han med at opgive efter noget tid. Til gengæld havde onklen stået og kigget lidt på og gik gladelig ind og tog morfars plads. Da spillet var færdigt fortsatte vi for sjov med at lave et par tegninger mere og her kom moster også med, da hun også gerne ville prøve.

Det tyder altså på Imagic deler vandene lidt. Vi var 11 personer i sommerhus i alderen 14 – 67 år, da vi spillede det første gang. I dette tilfælde havde det været smart at have et ekstra spil, da der som sagt var flere, som synes, at det var meget sjovt. Det er ikke et spil, som vi vil komme til at spille flere timer i træk. Man kan fint tage 2-3 spil i træk, men derefter bliver det alligevel lidt ensformigt.

Jeg havde set lidt på youtube om spillet, inden jeg selv fik det i hænderne. Jeg var meget i tvivl, om jeg overhovedet skulle anskaffe mig det, da det godt kan virke lidt kedeligt, når man kigger på det. Men det er egentlig sjovere end jeg lige forestillede mig.

Der er som sagt 96 kort med tegningskode på begge sider. Men hvis man er glad for spillet og spiller det jævnligt, så er det ikke særlig mange. Vi nåede ret langt i kortene og ulempen er, at man ikke kan spille de samme kort igen. Det er forholdsvist nemt at huske alle tegninger, man har været igennem. Selv efter flere mdr. vil man kunne huske/genkende mange af tegningerne, så snart man har de første streger.

Det kunne være smart, hvis spiludvikler fik lavet flere kort i en udvidelse, som man kunne tilkøbe til en fair pris. Alt i alt et simpelt spil, der er nemt at lære, men svært at vinde.

- Joan Frederiksen

Læs også anmeldelsen af Ligretto

Læs også anmeldelsen af Trivial Pursuit Familieudgave

Læs også anmeldelsen af Combo Color

 

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilSpilbræt

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris799,95 kr
På lager
Se varen