Ice Cool spilanmeldelse

"Ice Cool er et spil, der taler til YouTube-generationens hang til en hurtig spiloplevelse med spektakulære tricks. Og det er faktisk ret sjovt..."

Vilde tricks og heftig fangeleg

Du er en pingvin, der går i skole. Men i stedet for at følge med i timen, skøjter du ud af klasseværelset for at rende rundt på skolen og lede efter lækre fisk. Men pas på, at pedellen ikke opdager dig.

Det er historien bag spillet Ice Cool, som vi har testet i de seneste uger. Ice Cool er anderledes end de fleste andre brætspil, fordi det går ud på teknik frem for terningslag. På den måde er det tættere beslægtet med Pool end med Ludo.

Stærkt design

Spillet er flot og veldesignet på mange måder.

Æsken er smart i sig selv. Inden i er der fire mindre æsker, som I sætter sammen, så de danner en stor spilleplade med gulve og vægge. Det smarte design giver jer en kæmpe spilleplade at udfolde jer på uden det store besvær.

Når I har samlet banen, sætter I fisk op i de farver, som I spiller med. Så hvis I er tre spiller kan I for eksempel sætte de gule, grønne og røde fisk op og lade de blå fisk ligge i æsken. Fiskene skal sættes fast over tre døre, der er markeret med et fiskesymbol.

Selvom I skal samle banen og placere fisk, tager det kun et minut, før I er klar til at spille.

Tid til fangeleg

Der er fokus på de fede tricks, så regler er der ikke mange af.

I skiftes til at være henholdsvis pedel og uartige elever. Eleverne forsøger at stjæle de fisk, der hænger rundt om på skolen, mens pedellen prøver at få fat i eleverne.

I starter i hver jeres ende af skolen. Først skyder eleverne sig afsted. De kan snuppe fisk ved at passere gennem en dør, hvor der hænger en fisk i spillerens farve. Når du får en fisk, trækker du et kort fra en bunke. Det giver et tilfældigt antal point.

Pointkortene indeholder også en særregel, for hvis du får to 1’ere, kan du bruge dem til at få en ekstra tur.

Så er det pedellens tur. For pedellen gælder det om at fange eleverne ved at ramme dem. Hvis pedellen rammer en elev én gang, bliver eleven sendt tilbage til klasseværelset, hvor han startede. Samtidig tager pedellen elevens ID-kort. Når en elev bliver fanget anden gang, er spillet ude, og så kan eleven ikke få flere point i den runde.

Fangelegen med pedellen er nervepirrende. Du kan aldrig vide dig sikker, hvis din modspiller laver det perfekte skud. Men til gengæld kan du også selv lave nogle utrolige undvigelsesmanøvrer.

Fingernemme pingvintricks

Man bevæger sig rundt på banen ved at knipse til de små pingvinfigurer. Regelhæftet giver en god forklaring på, hvordan du bedst gør det.

Hvis du vil lige ud, skal du bare knipse lige på pingvinens nederste del. Hvis du vil skyde i en flot bue, skal du knipse i den ene side. Det kræver lidt øvelse at få den helt rigtige fart og vinkel, men du lærer hurtigt at skyde præcist igennem døråbninger og ind i andre rum.

Den sidste måde at skyde på er lidt overraskende. Hvis du knipser hårdt på pingvinens hoved, laver den et hop. Det er den teknik, der kræver mest øvelse, men når du har styr på det, kan du springe fra den ene ende af skolen til den anden med et enkelt knips.

Nogle gange ender din pingvin lige op ad en væg, så det er svært at skyde. Men så kan du rykke den ud fra væggen til den røde streg, der er langs alle kanter.

En YouTube-venlig spiloplevelse

Det lykkes langt fra hver gang, når man prøver at lave vilde trickskud, men når det endelig lykkes, er det meget tilfredsstillende. Og det er den helt store styrke ved Ice Cool. Man får lyst til at blive ved, fordi man lige vil forsøge at lave et endnu federe skud i næste runde.

Som du kan se i den her video https://www.youtube.com/watch?v=q4KZ_SWTRQo, kan man virkelig lave nogle vilde skud. Det appellerer helt sikkert til mange af de børn, der normalt bruger tid på at se YouTube-videoer med ”bottle flips” og et væld af andre besynderlige tricks.

https://youtu.be/q4KZ_SWTRQo
Se de vilde Ice Cool tricks i denne video :-)

Men man behøver ikke at være fra YouTube-generationen for at nyde spillet. Det egner sig for hele familien. Det kræver dog lidt fingerfærdighed, som de mindste børn ikke har endnu.

Så hvis du er til trickskud og nervepirrende action, er Ice Cool et spil for dig. God spillelyst.

- Søren Vinggaard Hellerung

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilSpilbræt

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris719,96 kr Normalpris799,95 kr
På lager
Se varen