Kontakt os
Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 30 - 45 minutter | Spillere: Fra 2 - 4 deltagere
"Efter den første runde, sad både Stine og jeg og tænkte "hm, hvornår er det lige, at der kommer strategi ind i dette spil" - men efter et par runder, så skal jeg love for det kommer. Hele humlen i spillet går ud på, at bruge så få træk som muligt - og samtidig komme så langt frem ved hjælp af slipstrøm..."
En anmeldelse af Flamme Rouge
For en stor cykel entiutiast glædede jeg mig rigtig meget til at prøve Flamme Rouge. Herudover har det vundet årets voksenspil i 2017 i Danmark og nomineret til årets familiespil i Norge samme år samt nomineret endnu til samme pris i endnu flere lande - så forventningerne var høje til Flamme Rouge.
Spillet skal forestille at foregå i udkanten af Paris i 1932, hvor man starter på Flamme Rouge (den sidste kilometer). Spillet er et taktisk og hurtigt spil om cykelløb, hvor deltagerne hver styrer to cykelryttere! Og det gælder naturligvis om at være først over målstregen ;)
Indhold og udpakning af spillet
Flamme Rouge kommer i en fin klassisk brætspilskasse med en rigtig god illustration udenpå. Generelt vil jeg sige om spillet, at kvaliteten er virkelig god og de illustrationer som pryder kort og bane er virkelig flot tegnet - på den måde er det et flot æstetisk spil!
Spillet indeholder 4 spilleplader, 190 kort - hvoraf 120 er de såkaldte energiform og 60 er udmattelseskort, 8 cykelryttere, 6 etapekort, 4 referencekort, 21 banebrikker og et sæt gode og udførlige spilleregler.
Første gang man skal spille spillet skal man lige afsætte fem minutter til at “pakke” spillet ordentligt ud, da for eksempel banebrikkerne sidder sammen også videre.
Reglerne til Flamme Rogue
Jeg vil ikke sige, at reglerne til Flamme Rouge er svære, men første gang man skal spille det, så tager det lidt ekstra tid at blive sat ind i reglerne - der er blandt andet derfor også lavet et par forslag til handicap, hvis man er en rutineret spiller der spiller mod nye spillere - Hverken Stine eller jeg havde dog prøvet det før, så vi kørte uden handicap :)
Når man starter spillet, skal man først bygge en bane - reglerne foreslog at man skulle starte med etapen Avenue Corso Paseo, så det gjorde vi :)
Herefter vælger spillerne en farve, og man får her to cykelryttere - en sprintuer og en rouleurs (og her må kendere af cykelsporten hurtigt forsøge at glemme, hvad navnene betyder, for der er ikke forskel på, hvad de to ryttertyper kan!) - man blander en bunke med energikort til de to ryttere og til sidst en bunke med udmattelseskort som er fælles for alle spillere.
En rigtig sjov ting som vi oplevede, da vi spillede er, at Stine mildest talt ikke er så begejstret for cykling, men efterhånden som vi kom længere i spillet, kunne man mærke hendes interesse stige - blandt andet ved at spørge hvad en rouleurs i grunden var for en :)
Spillet er bygget op i tre faser, som meget godt beskriver, hvad de går ud på;
- Energifasen
- Bevægelsesfasen
- Slutfasen
Der medfølger et lille kort, som i stikord viser hvad faserne går ud på – det er meget handy første gang man spiller.
Energifasen:
Hver spiller får to ryttere i samme farve og de dertilhørende energikort i samme farve - fordelt i to bunker for hver ryttertype. Energifasen er den første fase, og den begynder med, at alle trækker fire kort fra begge rytterbunker.
På energikortene står et nummer som indikerer, hvor mange ryk rytteren kan foretage - man vælger det kort, som synes er bedst for den første rytter, og herefter gør man det samme for rytter to.
Der er nogle flere elementer i reglerne til denne fase, men dem vil jeg gemme til man selv skal have fornøjelsen af spillet🙂
Bevægelsesfasen:
Bevægelsesfasen giver lidt sig selv - her vender spilleren med den forreste rytter sit kort med billedsiden opad og rykker det antal felter, som man nu engang har valgt på det kort - det samme sker for resten af "feltet".
Vi snakkede lidt om, at denne del jo er lidt som i Ludo, når man har slået med terningen.
Man gemmer bare spændingen lidt, og der er ingen terning til at ryge på gulvet!🙂
I modsætning til Ludo, så kan man dog ikke slå hinanden hjem, så hvis der står en rytter på det felt du burde lande på, så skal man placere sin rytter på det næste felt bagved.
Slutfasen:
Slutfasen var for mig den sjove fase, og den hvor der for alvor begyndte at være lidt cykling over det. Det var samtidig også den fase, hvor Stine stillede sig lidt undrende overfor værdien af slipstrøm🙂
For her skal man manuelt flytte på brikkerne, hvis det giver mening ift. slipstrøm - det bliver lidt "teknisk" for et brætspil, men det giver god mening når man sidder med brættet foran sig!
Hvis ryttere/grupper kun har ét tom felt foran sig, så bliver de "opslugt" af gruppen foran. Det svarer lidt til at sidde på hjul på landevejen. Er der omvendt mere end ét tom felt foran dig, så har man balladen.
Så skal man nemlig trække et udmattelseskort - og det er jo faktisk meget realistisk i og med, at man så ikke har nogle til at tage vinden og man trækker - stor ros til spillet for realismen i denne runde🙂
Vores oplevelse af spillet
Efter den første runde, sad både Stine og jeg og tænkte "hm, hvornår er det lige, at der kommer strategi ind i dette spil" - men efter et par runder, så skal jeg love for det kommer. Hele humlen i spillet går ud på, at bruge så få træk som muligt - og samtidig komme så langt frem ved hjælp af slipstrøm.
Samtidig skal man hele tiden passe på, at man ikke får for mange udmattelseskort. Man kan længere henne i spillet også vælge forskellige taktikker. Vil man forsøge at stikke af med begge ryttere, vil man lade det andet/de andre hold trække udmattelseskortet, velvidende at man kan blive efterladt alene osv.
Det var tydeligt i vores spil, at jeg gik efter et godt gammeldags udbrud, hvor Stine forsøgte at holde lidt mere sammen på tingene🙂 Spillet slutter, som i ethvert andet spil og cykelløb - når den første rytter krydser stregen. Det blev i vores første spil desværre Stine, til stor skuffelse for mig, der ellers normalt er den med interesse for cykling herhjemme.
Der er, som tidligere nævnt, forskellige ruter man kan benytte sig af. På den vi spillede her, som var Avenue Corso Paseo, var det en flad rute. Der findes nemlig også bjerge i spillet og som er med på nogle af de andre ruter. Der gælder her lidt andre regler, såsom at en rytter aldrig kan bevæge sig mere end fem felter ind eller på et bjerg, i forhold til slipstrøm og i forhold til nedkørsler, hvor man naturligvis kan flytte sig mange felter.
Konklusionen på La Flamme Rouge er en helt klar anbefaling. Dette gælder uanset sit forhold til cykelsporten. Spillet er sjovt, taktisk og med en tilpas grad af uforudsigelighed. Til anmeldelsen her spillede vi kun Stine og jeg, men vi glæder os allerede til at prøve at øge feltet, og se hvad det gør ved mekanismen🙂
- Anders Østergaard
