EXIT: Den Sunkne Skat anmeldelse
Spillet er desværre udgået af Legebyen.dk's sortiment.
Vi har dog mange andre spændende brætspil på Legebyen.dk!

Alder: Anbefales fra 12 år | Spilletid: Ca. 45 – 90 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere | Sværhedsgrad: 2 af 5 (1 = begynder & 5 = ekspert)

"Med EXIT: The Game – Den Sunkne Skat får man en unik spiloplevelse, som ikke ligner noget man kender fra traditionelle brætspil. Prisen er dog også, at man kun får oplevelsen én gang, for spillet er ubrugeligt efter den ene gennemspilning. Til gengæld bliver man udfordret på sammen måde, som man gør i et rigtigt "escape room"..."

Introduktion til EXIT spillene

”EXIT: The Game” er en række brætspil som kun kan spilles én gang.

Umiddelbart lyder det jo som en dårlig deal, i og med at spillene alligevel koster en smule penge, men i min optik skal spillene opfattes som et alternativ til en tur i biografen, eller måske nærmere et af de populære ”escape rooms”, hvor man i en gruppe skal løse en række opgaver, der tillader at man kan forlade rummet med succes inden tiden udløber.

Denne anmeldelse er af EXIT: The Game – Den Sunkne Skat som er nummer 4 i serien, men mit første forsøg med et spil i denne serie.

Jeg lover at anmeldelsen ikke indeholder spoilers som kan ødelægge spiloplevelsen for dig, og billederne vil være delvist sløret for ikke at røbe nogle hemmeligheder!

Indpakning og kasse

Spillet kommer i en lille, solid kasse. På ydersiden er sværhedsgraden påført til 2/5, så umiddelbart et af de lettere i serien. På bagsiden bliver der advaret om at spillet kun kan spilles én gang, da der skal foldes, skrive og klippes i komponenterne…

Spillets komponenter består af 1 afkodningsskive, 85 kort, 9 mystiske genstande, 1 bog og 1 regelbog. Komponenterne er i fin kvalitet, er lavet af pap, papir eller plast (så er det også nemt at genbruge spillet, i stedet for at smide det ud efter brug).

Selve spillet

I vores gennemspilning af Den Sunkne Skat var vi tre personer, to flasker vin og ét Twin Peaks soundtrack på anlægget – bare lige for at sætte den mystiske stemning. Vinen kan man med fordel undlade (mere om det senere), men lidt mystisk baggrundsmusik er med til at sætte en stemning som et spil som dette fortjener. Vi skal jo løse gåder!

På kassen lyder introduktionen til historien: ”Sæt sejl på en farefuld jagt efter Santa Marias sagnomspundne skat. Under udforskningen af et mystisk skibsvrag går noget frygteligt galt, og I bliver fanget langt under havets overflade! Kan I løse vragets mysterier og finde skatten, inden jeres luft slipper op?”. Selvfølgelig kan vi det! Lad os komme i gang!

Vi gik i gang med troen om at med en sværhedsgrad på 2 ud af 5, så var dette spil det rene barnemad. Vi tog fejl. En gruppe på tre personer skulle nok kunne klare spillet på under en time, når jeg tænker tilbage, men vi tog det stille og roligt, mens vi drak lidt vin for at dulme nerverne ved at være fanget under havets overflade.

Uden at fortælle hvad der skal ske og hvordan man løser de forskellige gåder, så er der ikke to gåder der er ens. Og det kræver, at man tænker ud fra boksen – helt fra starten af spillet. Vi blev udfordret både mentalt, logisk og motorisk.

Hvordan motorisk? Jo, spillet røber jo selv på boksen at der skal foldes og klippes. Spillet folder sig lynhurtigt ud til at være i flere dimensioner, og derfor er det også nemt at lave parallellen til de rigtige escape rooms, hvor man ofte skal løse gåder med fysiske objekter og deres placering.

Det er faktisk utroligt hvad de har formået at proppe ind i boksen til EXIT: The Game – Den Sunkne Skat, for inden man ved det er hele bordet fyldt med noter, papirstumper, foldede figurer og mystiske objekter. Og det giver et forvirrende, men pirrende element til spillet, at man sidder med en masse stumper og dele, som man ikke ved hvordan passer sammen.

Mens man sidder der midt i kaosset, med uret tikkende og med håret i hænderne fordi man ikke kan finde løsningen på en gåde man stædigt på forhånd har besluttet sig ”ikke kan være så svær”, så ligger alle spillets hint-kort også og gør sig sært tiltrækkende.

Hver gåde har nemlig to ledetråde som man kan trække, hvis man er gået helt i stå. Det trækker selvfølgelig points fra i den endelige opgørelse, men de er en livredder, hvis man som os går i stå flere gange. At der er to ledetråde til hver gåde er godt, for så føler man ikke at man er helt tabt bag en vogn, hvis man kun har brug for det første! Et godt lille morale-boost, når man kan mærke at ilten er ved at slippe op.

Spillets gang er egentlig supersimpel, og spillets historiebog guider hurtigt en i gang. Man finder ud af om man har svaret rigtigt ved at indstille afkodningsskiven og trække det kort som den derefter peger på.

Hvis man har gættet forkert i første omgang, kan man gætte videre uden at have fået noget afsløret – det er smart! Men jo flere gange man gætter forkert, jo færre points får man selvfølgelig til sidst. Derfor har man ikke altid lyst til at gætte, før man er stensikker, og det kan desværre sløve spillet lidt ned i hastighed.

Opsummering

Med EXIT: The Game – Den Sunkne Skat får man en unik spiloplevelse, som ikke ligner noget man kender fra traditionelle brætspil. Prisen er dog også, at man kun får den én gang, for spillet er ubrugeligt efter den ene gennemspilning.

Til gengæld bliver man udfordret på sammen måde som man gør i et escape room.

Uret tikker, man har lyst til at skynde sig, men man bliver presset mentalt for gåderne ER svære, selv på niveau 2 ud af 5. Desuden skal man tænke kreativt, tale sammen og i det hele taget være god til at brainstorme med dem man spiller med (man kan dog også spille spillet alene).

På æsken er spilletiden angivet til 45 til 90 minutter, men vi klarede selvfølgelig spillet på en sublim tid der hed 2 timer og 17 minutter!

Kunne vi have gjort det hurtigere? Ja, måske.

Især hvis vi havde droppet vinen. Men egentlig gjorde den lange spilletid ikke noget for os. Det var rigtig fin underholdning, vi blev udfordret mange gange og blev gang på gang overrasket over spildesignernes kreativitet i måden gåderne var udformet på.

Det er svært at beskrive hvordan uden at afsløre noget, men lad os sige at fra første gåde og resten af spillet blev vi totalt afsporet og kastet på dybt vand. Det gjorde spillet interessant lige fra starten og hele vejen igennem, for nu vidste vi at vi i virkeligheden ingenting vidste.

Kan du lide udfordringen ved et escape room? Elsker du adrenalinen ved at løse en gåde som man har kæmpet med længe? Og synes du det er fedt at leve dig ind i et eventyr under vandet, uden at forlade hjemmets fire vægge? Så tror jeg at EXIT: The Game – Den Sunkne Skat er lige noget for dig. Men husk din harpun…

- Anders Bertelsen

Læs også anmeldelsen af EXIT 5: Den Glemte Ø

Læs også anmeldelsen af EXIT 6: Døden På Orientekspressen

Læs også anmeldelsen af EXIT 7: Den Gådefulde Villa

https://youtu.be/TA0G4j_Rqy4
Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilExitSpilbræt

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris799,95 kr
På lager
Se varen