EXIT: Den Gådefulde Villa anmeldelse

Alder: Anbefales fra 12 år | Spilletid: Ca. 60 – 120 min. | Spillere: For 2 – 4 deltagere | Sværhedsgrad: 3 af 5 (1 = begynder & 5 = ekspert)

"Er man ny til Escape-room-genren, vil vi nok anbefale at starte med de lettere spil i EXIT-serien (Den Sunkne Skat og Spøgelseshuset har begge sværhedsgrad 2 og Den Forladte Hytte følger efter med 2½), så man vænner sig til den måde, de stiller gåder på. I Den Gådefulde Villa kan de godt være lidt kryptiske i forhold til Døden på Orientekspressen, som mere gik ud på at finde spor..."

”Escape room in a box”

”Escape rooms” – altså et sted, hvor man betaler for at blive låst inde, og så skal finde ud eller løse et mysterium inden for en given tid ved hjælp af gådeløsning og detektivarbejde - er blevet voldsomt populære, og der kommer flere og flere af dem rundt omkring.

Man kan dog også få lidt af oplevelsen hjemme i stuen, med de mange forskellige escape room spil, der også findes.

Her har du ikke de stemningsgivende omgivelser, men til gengæld kan man gøre det derhjemme, og så koster det ikke de 5-600 kroner et rigtigt escape room oftest koster.

EXIT-spillene er også praktiske lige nu, da alle de fysiske Escape Rooms er corona-lukket i skrivende stund…

Jeg har fået lov til at prøve et par escape room spil i den prisvindende EXIT – The Game serie, som vandt den meget prestigefyldte Kennerspiel des Jahres (årets spil i Tyskland, som nærmest er brætspillenes Oscar, i kategorien ”kenderspil”) i 2017, hvor det fik stor ros af juryen.

Dette indlæg handler om det spil, der hedder Den Gådefulde Villa, men jeg må hellere komme med en ”disclaimer”:

En del af anmeldelsen vil være ret generel for ikke at afsløre for meget, ligesom nogle af billederne vil være sløret.....

EXIT spillene er en type escape room spil, der kun kan spilles én gang.

Alle escape room spil (i hvert fald alle jeg kender) kan man selv kun spille én gang, for så kender man jo løsningen, men hvor man med nogle af spillene så kan give dem videre til nogle andre, når man har spillet det, er det ikke muligt med EXIT spillene, da man ødelægger nogle af komponenterne undervejs.

Til gengæld koster de ikke en bondegård (omkring 130 kr. i skrivende stund).

EXIT serien har i skrivende stund 9 forskellige spil på dansk, samt nogle stykker mere, der ikke er oversat (endnu?), og selvom de er opbygget på nogenlunde samme måde, er gåderne helt forskellige, så man sagtens kan spille dem, selvom man har prøvet andre i serien.

Indholdet af æsken

Når man åbner æsken, skal man IKKE begynde at bladre i de forskellige ting. Det er meningen at man først åbner ”historiehæftet” når man starter med at spille, og kortene og alle de andre ting må man først se, når man er nået til bestemte steder i mysteriet.

I æsken finder man:

  • Et hæfte, som hører til historien
  • Et kodehjul
  • En bunke kort, som indeholder 24 mysteriekort, 30 resultatkort og 32 hjælpekort (og et stop-kort i hver ende, så man ikke får set kortene ved et uheld)
  • 1 plakat, der tydeligvis først må kigges på, når man får besked på det
  • 3 ”mystiske genstande”
  • Spilleregler – dem må man gerne kigge i ?

Udover tingene i spillet, er det en fordel at have papir og blyant til at tage noter med samt et stopur til at tage tid på hvor lang tid man bruger (der findes også en EXIT app, der kan tage tid og udregne score), og da der står i reglerne at man må bøje, skrive på og klippe i komponenterne, fandt vi også en saks og en sprittusch frem.

Sådan spiller man

Man starter med at sortere kortene i mysteriekort (røde med bogstaver), resultatkort (blå med tal) og hjælpekort (grønne med symboler). Hjælpekortene sorteres efter deres symboler, sådan at ”første hint” ligger øverst for hvert symbol fulgt af ”andet hint” og ”løsningen”.

Historien i dette spil er, at din nabo – som du ikke anede eksisterede, da du troede at huset stod tomt – lægger en seddel i din postkasse, hvor han spørger om du ikke vil fodre hans kat, da han har måtte rejse med kort varsel.

Selvom du ikke er meget for det, gør du det selvfølgelig (som den dyreven du jo er), og dine venner, som var til spilleaften hos dig, går med. Som man jo nok kan gætte, går det ikke helt som forventet.

Døren smækker i bag jer, og I finder en gæstebog, hvor der står at den mystiske nabo åbenbart har lavet huset om til et escape room – men i modsætning til dem, man betaler for, har han ikke til sinds at lukke jer ud efter en time… Nu må I se om I kan løse gåderne og finde ud, eller blive i villaen resten af jeres liv…

Når man har læst spillereglerne igennem, og er klar til at starte, åbner man gæstebogen (man må læse alle sider med det samme) og starter derefter tiden.

Måden man spiller på er, at når man kan se et mysteriekort i bogen eller andre steder, må man tage det i bunken. På mysteriekortene er der opgaver, der fører en videre igennem historien. Der kan være nogle opgaver, som kræver mere end ét mysteriekort at løse.

Når man ser et mysteriekort, må man tage det i bunken og læse det

Ligesom i mange rigtige escape rooms, hvor alt er låst med hængelåse med koder, er resultatet af gåderne i EXIT spillene også trecifrede tal, der så ”låser låsen op”. Det foregår ved, at når man mener, at man har løsningen på en gåde, putter man tallene ind i kodeskiven, og får så et resultat, som er et tal.

Man tager så det blå resultatkort med dette tal, og læser det. Hvis der er et stort rødt X, var resultatet af gåden forkert, men hvis man får en ”måske rigtig”, henviser kortet til endnu et kort.

Dette kort kan så være et rødt X, hvorpå man må forsøge at løse gåden igen, eller man kan få at vide at det var rigtigt, og få nogle nye oplysninger, eller få adgang til flere mysteriekort.

Når man så er kommet i gang, og har fundet de første gåder, er det egentlig ”bare” at følge historien fra gåde til gåde, indtil man slipper ud af villaen.

Hjælpekortene kan bruges, hvis man sidder fast i en gåde, og til sidst kan man så beregne en score, så man får en ide om hvor godt man klarede det, som er baseret på hvor lang tid man brugte, om man overhovedet slap væk, og hvor mange hjælpekort man brugte.

Ubegrænset tid, men det påvirker scoren

EXIT spillene er lidt anderledes end de fleste andre escape room spil (og de rigtige escape rooms) på det punkt, at man ikke absolut skal klare det på en given tid.

De fleste escape rooms og -spil skal klares på 60 minutter, ellers taber man. Vi har tidligere prøvet rigtige escape rooms samt andre escape room spil med gode resultater, så vi mener ikke at vi er helt dumme på området, men så prøvede vi EXIT – Døden på Orientekspressen (som du kan læse anmeldelsen af her), hvor vi havde som målsætning at klare det på under en time, men måtte bruge 2, så denne gang justerede vi målsætningen lidt – Den Gådefulde Villa skulle være sværhedsgrad 3 ud af 5, hvor Døden på Orientekspressen var 4, så vi tænkte at halvanden time måtte være et realistisk mål.

Tiden påvirker også den score man kan udregne til sidst, men alt over 90 minutter giver det samme, så hvis vi kunne holde os under det, og spare på ledetrådene, kunne vi da få op til 8 stjerner (hvilket ville være en betydelig forbedring fra Orientekspressen).

Denne gang ville vi se hvordan EXIT spillene fungerede med 2 spillere (hvor vi lavede Orientekspressen med et hold venner), så vi var kun Lisbeth og mig.

Vi kom rimeligt fint i gang, og havde løst de første 2 opgaver på små 10 minutter.

Der er 10 opgaver i alt, så hvis vi kunne holde tempoet, ville vi komme under en time – vores erfaring fra Orientekspressen sagde dog også, at det pludselig bliver sværere.

De næste gåder tog da også lidt længere tid at få has på – generelt havde vi sværest ved at få hul på gåderne, men når vi først fik regnet ud hvad den gådefulde tekst betød, var vi ret gode til at løse opgaverne.

Her føler jeg at vi fik lidt hurtigere hul på opgaverne da vi var 4, da vi måske tænkte lidt mere forskelligt. Et par ledetråde måtte der da også til, for at få gang i nogle af gåderne.

Spillet angiver at det er fra 1-4 personer, men man kan vel godt være mere end 4 – dog bliver det sværere for alle at have noget at give sig til. Selvom jeg ikke har prøvet det, vil jeg ikke anbefale at spille det alene.

Man kunne da godt løse gåden, og for nogle er det måske også nemmere ikke at ”dele oplysningerne” men have styr på alt selv, men for mig er det en social ting. Jeg ville heller aldrig tage i et fysisk escape room alene, det er bare sjovere at have nogen at dele oplevelsen med.

Man kan godt have mysteriekort til flere forskellige gåder,
så det er om at regne ud hvad, der er til hvad...

Vores mening: Holder niveauet fra det første vi prøvede

I forhold til Orientekspressen, fyldte historien ikke ret meget undervejs.

Det føltes mere som et ”gådespil”, hvor den ene gåde bare leder til den næste, og selvom det ikke er en dårlig ting, så var jeg ret vild med at det var en mordgåde i Orientekspressen.

Det her var lidt mere som et ”rigtigt” escape room, hvor man mere føler historien/stemningen i omgivelserne end i gåderne, og det er så her omgivelserne mangler lidt når det er et spil. Men det er jo også forskellen på at give 500 kr., eller at give 130 kr. og kunne gøre det hjemme i stuen.

Gåderne er altid trecifrede tal, for det er det man kan putte ind i kodehjulet. Det giver en lille begrænsning i forhold til rigtige escape rooms, hvor gåderne også kan være 4 eller 5-cifrede, være med bogstaver, hvor det er ord, man skal regne ud, eller simpelt hen gåder, der leder en et bestemt sted hen, hvor man skal finde noget.

Det er dog betingelsen i EXIT serien, når de har bygget det op på denne måde, og det gør egentlig ikke noget. De har formået at lave gåderne meget varierede, selvom man ved at det skal ende med 3 tal, og man skal godt nok tænke kreativt en gang imellem!

Sværhedsgraden var udmærket – vi brugte dog alligevel lidt længere tid, end vi havde håbet og forventet, men vi var nok også lidt for stædige med ikke at bruge hjælpekort, hvis vi ikke kunne få gang i en gåde.

En enkelt gåde brugte vi også alt for meget tid på, fordi vi egentlig havde løst den rigtigt, men fået sat løsningen ind det forkerte sted på kodehjulet, så det kort vi fik ud af det, sagde forkert – og så brugte vi en masse tid på at forsøge at nå frem til en anden løsning, selvom vi havde de rigtige 3 tal fra starten. Vi tyede til sidst til et hjælpekort, som hintede til vores oprindelige løsning på gåden, og der opdagede vi så at kodehjulet stod forkert…

Er man ny til genren, vil vi nok anbefale at starte med de lettere i serien (Den Sunkne Skat og Spøgelseshuset har begge sværhedsgrad 2 og Den Forladte Hytte følger efter med 2½), så man vænner sig til den måde, de stiller gåder på. I Den Gådefulde Villa kan de godt være lidt kryptiske i forhold til Døden på Orientekspressen, som mere gik ud på at finde spor.

Selvom det er de eneste to vi har prøvet i EXIT serien, forventer jeg at de fleste af de andre minder mere om Villaen end om Orientekspressen, da jeg ikke lige ser flere detektivhistorier i de andre titler.

EXIT The Game serien er stadig glimrende underholdning til en aften med vennerne eller til en par-aften (for det fungerede glimrende til 2 personer), og til en pris på omkring 130 kroner, er det billigere end en tur i biffen, hvilket jo også er en engangsoplevelse.

Vi har allerede købt en håndfuld af de andre titler, som står klar på hylden til vi kommer i det rette humør – så må vi se om vi ikke kan gøre det lidt bedre! EXIT 7: Den Gådefulde Villa er i hvert fald godkendt herfra som en god aftens underholdning.

- Kim Larsen

Læs også anmeldelsen af EXIT 4: Den Sunkne Skat

Læs også anmeldelsen af EXIT 5: Den Glemte Ø

Læs også anmeldelsen af EXIT 6: Døden På Orientekspressen

Læs mere om Årets Spil kåringerne i DK og Tyskland

https://youtu.be/TA0G4j_Rqy4
Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilExitSpilbræt

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris799,95 kr
På lager
Se varen