Vi har dog mange andre spændende spil på Legebyen.dk!
Alder: Fra 12 år | Spilletid: 30-60 minutter | Spillere: For 2 eller flere personer | Materiale: Pap/Plast | Antal: 1 spil med 100 kort.
"Spillet indeholder hele 300 spørgsmål og da I kun kommer igennem nogle får pr. spil, er der mange spil i den lille æske, før I støder på gentagelser. Idéen bag spillet er sjov og veludført. Det er enkelt og hurtigt nok til at være et spil, man hurtig kan få på bordet. Det er perfekt, hvis man ikke har oceaner af tid til at spille Trivial Pursuit eller Bezzerwizzer. Og det er også fint som opvarmning til en aften med brætspil. Børn kan være med fra cirka 10-års alderen afhængig af deres niveau af paratviden – og interesse for quizspil"
En spilanmeldelse af Er du dummere end en kasse sten?
Det er sjældent jeg prøver et spil udelukkende på grund af titlen. Men det er lige præcis det, der er tilfældet med Er du dummere end en kasse sten? Den usædvanlige – og lidt provokerende – titel vakte min nysgerrighed. Bag den spøjse titel gemmer sig et fint, lille quizspil, som afprøver din evne til at komme med kvalificerede gæt.
Er du dummere end en kasse med sten? består af en bunke kort med spørgsmål og så selvfølgelig en kasse med sten. Der er kun tre sten, og de er kunstige, men spillet holder i hvert fald, hvad det lover.
Stenene giver tilfældige svar
Men hvordan quizzer du så mod tre sten?
Ja, det er et oplagt spørgsmål, for stenene har i sagens natur ingen paratviden at trække på. Det går simpelthen ud på, at de giver helt tilfældige svar. Faktisk bruger du kun to af stenene til at få svar. Den tredje bruger du som markør på pointsporet. Din markør er en lille menneskefigur.
Hver gang du læser et spørgsmål, siger du, hvad du vil svare og ryster så æsken med de to sten. Hver sten har et 1-tal på den ene side, mens den anden side er blank. Når du har rystet æsken tæller du sammen. Hvis begge sten er landet, så 1-tallerne er synlige, lægger du sammen, så det giver svaret 2. Hvis kun et 1-tal er synligt, giver det svaret 1. Og hvis ingen af tallene er synlige, ja, så giver det selvfølgelig 0.
Alle svar på spørgsmålene i Er du dummere end en kasse med sten? er enten 0, 1 eller 2. Så på den måde kan stenene helt tilfældigt give et rigtigt svar.
Hmm, godt spørgsmål
Dit mål er bare at være bedre end stenene. Og du kan da sagtens slå nogle sten, der bare viser et tilfældigt svar, ikke?
Måske, må være svaret. Det er nemlig ikke altid lige nemt, for spørgsmålene er ikke så ligetil. For eksempel støder du på spørgsmål som ”Hvor mange malerier solgte Vincent van Gogh i løbet af sit liv?” og ”Hvad er det andet tal på nummerpladen på Anders Ands bil?”.
Så med andre ord er du til tider ikke meget bedre stillet end stenene, der bare rammer et tilfældigt svar. Derfor er spillet rimelig velafbalanceret på trods af, at det er menneske mod sten.
Et hurtigt spil
Hver gang du eller stenene svarer rigtigt, rykker du den tilsvarende markør frem af pointsporet. Den, der først får fire rigtige svar, har vundet spillet. Derfor tager det som regel kun fem-seks minutter at spille et spil færdigt.
Den korte varighed gør, at spillets specielle præmis ikke når at blive for meget. Det er hurtig underholdning til dig selv eller nogle få spillere, der arbejder sammen.
Men hvis I går hen og taber til stenene, så er det helt oplagt at give det et skud mere, når kun tager nogle få minutter.
Spillet indeholder hele 300 spørgsmål og da I kun kommer igennem nogle får pr. spil, er der mange spil i den lille æske, før I støder på gentagelser.
Idéen bag spillet er sjov og veludført. Det er enkelt og hurtigt nok til at være et spil, man hurtig kan få på bordet. Det er perfekt, hvis man ikke har oceaner af tid til at spille Trivial Pursuit eller Bezzerwizzer. Og det er også fint som opvarmning til en aften med brætspil.
Børn kan være med fra cirka 10-års alderen afhængig af deres niveau af paratviden – og interesse for quizspil.
- Søren Vinggaard Hellerung
Læs også spilanmeldelsen af Decrypto