Detective Club spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 30 - 60 min. | Spillere: For minimum 4 og maximum 8 deltagere | Distributør: Asmodee

"Spillet er sjovest, hvis man er en flok, som er god til at lyve. Det ødelægger det lidt, hvis bedrageren er for nem at gennemskue. Man behøver ikke være mesterløgner for at være god i dette spil, men en god fantasi og pokerfjæs hjælper absolut. Derudover fungerer det fint som familiespil til de lidt ældre børn, og man kan også sagtens have bedsteforældrene med…"

En spilanmeldelse af Detective Club kortspillet

Detectiv Club var et af de spil, som jeg var spændt på at prøve af. Havde på forhånd læst lidt om det, og var en anelse skeptisk. Ikke mindst var jeg spændt på at se, om det var noget, som kunne fange teenage-døtrene.

Spillet skiller sig ud allerede ved første øjekast. Kassen er en metalkasse med et flot layout, som virker meget solid. Spillet indeholder: 168 beviskort med billeder, 1 lille blyant, 68 pointmønter, 8 stemmelupper i træ, 8 spillermarkører, 7 notesblokke og spillervejledning på dansk, norsk, svensk og finsk.

Spillevejledningen er nem at forstå og der er flere eksempler, som er med til at forklare reglerne på en god måde. Det tog ikke lang tid, fra vi pakkede spillet op, til vi var klar til at gå i gang.

Spillet er anbefalet fra 8 år og opefter og man skal være mindst 4 og max 8 spillere. Det er vurderet til at tage 45 min. Vores erfaring er dog, at tiden varierer meget afhængig af, hvor mange spillere, man er.
Det kan sagtens tage over 1 time – men ligeledes kan man også spille spil, som kun varer 25-30 min.

Selve Detective Club spillet

Hver spiller skal vælge en lup og en tilsvarende farve spillermarkør, de lægger foran sig. Man vælger herefter en tilfældig spiller, som skal starte med at være den aktive spiller i den første runde. Alle spillere trækker 6 beviskort, som de holder på hånden, så ingen andre kan se dem. Man skal hele tiden have 6 beviskort på hånden, så når et kort er lagt på bordet, tager man straks et nyt fra bunken.

Hvis man er 4 eller 5 spillere, skal alle være den aktive spiller to gange og er man 6-8 spillere, skal alle kun være den aktive spiller én gang.

Den aktive spiller kigger på sine kort og ud fra disse vælger spilleren et hemmeligt ord.
Er man 4 spillere, så får den aktive spiller 3 notesblokke og skriver det hemmelige ord på 2 af dem, og lader som om h*n skriver noget på den sidste notesblok også. Men det er altså kun 2 ud af 3, der nu ved hvad ordet er. Personen, som får den blanke notesblok, er bedrageren. De spillere, som kender til ordet, er detektiver og skal nu finde ud af, hvem bedrageren er. Ingen ved, hvilke roller de andre spillere har. Man kender kun sin egen rolle.

Den aktive spiller lægger et kort på bordet, som bedst beskriver det ord, han har valgt. I vores første spil havde vi bl.a. ordene: ”fugle”, ”eventyr” og ”overnaturligt”.

Man må på ingen måde røbe ordet undervejs, mens man lægger kort ned på bordet. Det kan af og til være en udfordring, fordi man måske alligevel kommer til at sige noget, der røber, at man ved, hvad ordet er. Omvendt så kan det også bruges som bluff. Fx sagde jeg på et tidspunkt, da min nevø lagde et kort ned: ”aahh ja – den giver mening”… men jeg var bedrageren og havde ingen ide om, hvad ordet var.

Når den aktive spiller har lagt sit første kort, som er første ledetråd til ordet, lægger spilleren til venstre et kort fra sin hånd ned, som også passer til ordet. Sådan fortsætter det bordet rundt indtil alle (inkl. den aktive spiller) har lagt 2 kort ned på bordet.

Herefter afslører den aktive spiller, hvad ordet var. Nu skal første spiller til venstre forklare hvorfor h*n lagde præcist de 2 kort ud, som h*n havde valgt. Hvorledes de passede på ordet og hvad tanken bag kortet var.

Indimellem må man ud i nogle vilde associationer. Fx havde vi et spil, hvor ordet var ”mus”. Jeg havde ingen kort med mus på og ingen med dyr på, eller andet der lige umiddelbart kunne sammenkobles med mus. Så jeg valgte et kort, der lignede noget inde fra en gammel kirke/slot. Da jeg lagde kortet ud, kunne jeg godt se, at de andre tænkte, at jeg måtte være bedrageren. Men da vi skulle forklare vores kort, skiftede en del af dem mening. Jeg forklarede, at det var i mangel af bedre, og at det mindede mig om et sted, hvor der helt sikkert var mus.

Det er i særdeleshed, når man skal til at forklare valget af sine kort, at man skal være en god detektiv – eller en god bedrager. Hvis man er typen, der kan slippe afsted med at sælge sand i Sahara, så er man sikkert en god bedrager i dette spil. Det handler om at tænke hurtigt, så snart man hører ordet, og finde på en sandsynlig forklaring. Lykkes det bedrageren at virke overbevisende, så er detektiverne på hårdt arbejde.

Det svære ved at være bedrageren er, at man i starten ikke har den fjerneste ide om, hvad ordet er. Hvis man sidder som sidste mand til at lægge kort ned, før det igen er den aktive spiller, kan man måske få en ide om, hvad der er på spil. Hvis fx der ligger 3-4 kort på bordet, som alle har noget med vand at gøre, så vil det give god mening selv at vælge noget med vand. Men det kan også være helt tilfældigt, og at det var noget helt andet kortene havde tilfælles, så ens eget kort bare slet ikke passede ind med ordet. Det er så her, man skal have gode taleevner og en god fantasi for at sælge forklaringen. Sidder man derimod lige efter den aktive spiller, har man kun det ene kort at gætte ud fra.

Når alle har forsøgt at forklare (forsvare) deres valg af beviskort, går afstemningen i gang. Hver spiller lægger efter tur sin lup på spillermarkøren ved den spiller, man mener, er bedrageren.

Når alle har stemt (undtagen den aktive spiller, som aldrig deltager i afstemningen), skal det afsløres, hvem der er bedrageren.

Hver detektiv, som gættede bedrageren, får 3 point. Er der max 1 lup (altså 1 spiller, som har gættet på vedkommende) ved bedrageren, får den aktive spiller 4 point og bedrageren 5 point. Hvis der er mere end 1 lup ved bedrageren, får hverken den aktive spiller eller bedrageren point. Så det er altså en fordel for den aktive spiller, hvis bedrageren er en dygtig svindler.

Man får en mønt, der passer til de point, man har fået og denne skal lægges med bagsiden opad foran sig. På den måde, kan man ikke se hvor mange point, hver spiller har.

Spillet slutter, når alle har været den aktive spiller én eller to gange (afhængig af hvor mange spillere, der er med). Den spiller, som har flest point, har vundet. Står 2 spillere lige, vinder den spiller, som har flest antal pointmønter. Har de lige mange, så deles sejren mellem disse to.

Der er i spillevejledningen forslag til 2 varianter...

”Tematisk spil” går ud på, at man på forhånd aftaler et tema, som ordet skal være en del af. Det kunne fx være ”film”. Man bestemmer selv, om man skal skifte tema efter hver runde eller om det samme tema, skal gælde hele spillet igennem.

”Ingen forklaringsfase” går (som navnet antyder) ud på, at man fjerner forklaringselementet. Det vil sige, at man ikke skal forklare/forsvare valg af beviskort, men i stedet gå direkte til afstemning.

Vores vurdering af Detective Club

Det er generelt en ulempe for os med spil, som kræver, man skal være minimum 4 spillere, da det ikke altid er begge vores døtre, som kan overtales til en spilleaften.

Det giver dog rigtig god mening, at man skal være minimum 4, når man kigger på gameplay. Det er efter vores mening sjovest, når man er minimum 5 spillere. Det giver et andet spil og det er sværere at regne ud, hvem bedrageren er, når man er flere. Til dels er der selvfølgelig rent statistisk større chance for at ramme rigtig, når der kun er 3 at vælge imellem fremfor 7 at vælge imellem.

Men hvis man er bedrageren i et spil med 4, så kan man højest nå at få 3 kort at se, før man skal vælge sit eget første kort. Er det et spil med 8 spillere, kan man være heldig at se 7 kort, før man skal vælge sig eget. Det er klart en fordel at se flest mulige, inden man skal vælge sit eget, når man skal forsøge at regne ordet/temaet ud.

Det er nemt at gå til og komme i gang med, men i starten var det svært at finde på ord. Vi skulle spille det igennem et par gange, før vi ligesom lærte det bedre at kende, og derved fik nemmere ved at se ord i de kort, vi havde på hånden.

Beviskortene er en blanding af kort, der er tydelige at se, hvad skal forestille og kort, som er meget mere skøre og ”abstrakte”. Men kortene er nærmest også nødt til at være skøre, for at det gør spillet godt. Dét giver nemlig præcist en større mulighed for at ”analyserer” beviskortet og finde på en plausibel forklaring som bedrager.

Af samme årsag synes vi, at det er synd at fjerne forklaringselementet, som er nævnt som en alternativ variant. For os var forklaringsdelen et kæmpe element og med til virkelig at forvirre og give spillet en smule dybde.

Den lille blyant og de små notesblokke kan være lidt trælse at bruge pga. størrelsen.

Senere opdagede jeg, at der i hjørnet på forsiden af spillevejledningen var billede af en app, der hører til spillet. Det viser sig, at der faktisk findes en app (på engelsk), som kan bruges i stedet for notesblokkene.

Alle spillere skal hente appen med deres egen mobil og koble sig på det spil, som den aktive spiller laver vha. et nummer. Herefter fungerer mobilen faktisk som notesblok og det er virkelig nemt at bruge. At den er på engelsk, betyder ikke så meget, da man jo selv skriver det hemmelige ord på dansk.

Vores yngste spiller var 13 år og den ældste 39 år. Det fungerede vældig fint. Jeg kunne godt forestille mig, at det vil blive et lidt andet spil, hvis man har yngre børn med. Faktisk ville jeg nok ikke anbefale det til børn under 10-11 år. Derudover fungerer det fint som familiespil til de lidt ældre børn, og man kan også sagtens have bedsteforældrene med.

Spillet er sjovest, hvis man er en flok, som er god til at lyve. Det ødelægger det lidt, hvis bedrageren er for nem at gennemskue. Man behøver ikke være mesterløgner for at være god i dette spil, men en god fantasi og pokerfjæs hjælper absolut.

- Joan Frederiksen

Anmeldelse af spilAsmodeeCategory_anmeldelse af spil

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris719,96 kr Normalpris799,95 kr
På lager
Se varen