Den Mørke Hule anmeldelse

Alder: Anbefales fra 3 år | Mål: 1 x 1 x 1 meter | Materiale: Nylonstof | Farve: Sølv/Sort | Originalt produktnavn: The Dark Den | Producent: TTS

"Vi har været overrasket over, hvad Den Mørke Hule har tilføjet til vores hjem. Mateo er blevet utrolig glad for at bruge hulen på mange forskellige måder. Den ene dag skal vi lege med lys i Den Mørke Hule, hvor vi andre dage hurtigt kan få mange timer til at gå med højtlæsning af Mateos yndlingsbøger, i en blød og tryg hule fyldt med tæpper og puder…"

En anmeldelse af Den Mørke Hule til lysleg fra TTS

Vores søn på 2½ år blev for et halvt års tid siden introduceret for “lysleg”. Lysleg går i sin helhed ud på at lege med lys på sjove og kreative måder. Vi kan bruge mange ting til forskellige typer af lysleg herhjemme. Vi kan slukke lyset på Mateos værelse og lade ham lyse rundt med sin lommelygte. Legen kunne her gå ud på, at han skulle finde tre af sine yndlings bamser, som vi havde gemt rundt omkring på hans værelse. Lysleg kan også inkludere selvlysende legetøj og
lyspaneler.

Da Mateo finder lysleg så interessant, som han gør, følte vi, at det var oplagt, at han skulle have sin egen hule. En hule, der kan lukke alt lys ude, så fokus kan være rettet på den fantastiske lysleg. Mateos hule må også meget gerne byde op til leg, der ikke indeholder lys, men som inkludere nærvær og hygge. Vi følte derfor, at Den Mørke Hule absolut kunne være noget for vores søn!

Det praktiske om Den Mørke Hule

Den Mørke Hule er anbefalet fra +3 år og måler 1 x 1 x 1 meter. Hulen er i farven sølv med sorte stænger og samlinger.

Den Mørke Hule ankommer i en aflang papkasse, som indeholder en sort opbevaringspose. I posen er alle delene til hulen. Posen er rigtig god til opbevaring, når hulen ikke er i brug. Opbevaringsposen er fantastisk nem for Mateo at transportere rundt, og posen fylder næsten ingenting, når delene til hulen er i den.

Den Mørke Hule har to indgangspartier (et i hver ende af hulen) og et vindue i den ene side.

Den Mørke Hule skal samles

Vi var spændte på samleprocessen, da alle delene til hulen lå foran os. Vi syntes, at der var mange stænger og samlinger, men vi fandt hurtigt ud af, at Den Mørke Hule var super hurtig at bygge. Delene, som vi skulle bruge for at samle hulen, var 12 stænger, 8 samlinger og et dobbelt lag af nylon stof.

Til hulen medfølger en rigtig god manual, der forklarer, hvordan hulen samles korrekt. Manualen var en rigtig god måde at starte opbygningen af hulen på, men ligeså snart vi var gået i gang, blev hulen hurtigt bygget uden yderligere hjælp fra manualen. Der skal hverken bruges værktøj eller andre remedier til samlingen af hulen. Vi kunne derfor have Mateo med i samleprocessen!

Mateo elsker at hjælpe til. Hvis der noget han elsker, så er det at samle og bygge ting. Han blev derfor rigtig glad, da mor spurgte, om han ville hjælpe med opbygningen af hulen. Mateo fik sat stængerne ind de rigtige steder og fik samlet samlingerne korrekt med hjælp fra mor. Mateo nød virkelig denne del af samleprocessen, og vi fik hurtigt bygget hulen. Det tog os omkring 5 minutter fra alle delene lå på gulvet foran os til, at Mateos nye hule stod klar midt i stuen.

Vores leg med Den Mørke Hule

Da den færdigsamlede hule stod foran os, kunne vi næsten ikke få hænderne ned! Mateo hoppede med det samme indenfor i hulen og stak sit hovede ud ad det ene vindue og sagde “bøh!”. Mateo var en spændt dreng, der bestemt var klar på leg!

Vi havde fortalt Mateo en masse om, hvor mørkt der kunne blive inde i hulen. Vi fandt hurtigt lommelygter og vores lyspanel fra TiCKIT med tilbehør frem, og satte os ind i hulen. Vi kan selv justere, om indgangspartierne og vinduet skal være åbne eller lukkede. De blev selvfølgelig lukket. Nu var vi klar til lysleg i Mateos nye hule, og hold da op, hvor var der mørkt!

Vi tændte for lommelygten, og Mateo begyndte at sætte sin hånd ind foran. Vi har flere gange prøvet at lave forskellige skyggebilleder af dyr med vores hænder, og det var også det, Mateo var i gang med at forsøge sig med nu. Vi blev hurtigt enige om, at vi ikke var de bedste til at lave forskellige dyr ud af vores hænder. Mateo begyndte at lyse hurtigt og febrilsk rundt i hulen med lommelygten. Det så virkelig sejt ud i komplet mørke, og det var noget Mateo brugte lang tid på!

Mateo fandt lyspanelet meget interessant, så vi valgte at tænde for det, og tilbehøret til lyspanelet blev pakket ud. Vi gik på opdagelse i de forskellige farver, former og figurer, der nu lyste op på lyspanelet i Den Mørke Hule. Det gav en helt fantastisk effekt på lyspanelet og dets tilbehør, når mørket lå så tungt over det. Vi blev overraskede, og Mateo var virkelig fanget af de stærke farver i det fantastiske lys.

Da vi var færdige med at lege med lys, var Mateos interesse for hulen absolut ikke blevet mindre. Han fandt hurtigt sin BRIO togbane frem og begyndte at bygge den inde i hulen. Mateo brugte lang tid på at finde sine absolut yndlings ting frem for at tage dem med sig ind i hulen.

Her brugte han rigtig lang tid på at lege med tingene. Vi kunne hurtigt fornemme, at Mateo syntes, at det var rigtig hyggeligt at sidde inde i hulen og lege. Vii blev inviteret med indenfor mange gange - af en storsmilende Mateo, der absolut havde fået sig et nyt yndlingssted at lege!

Den Mørke Hule er perfekt til lysleg

Mateo brugte en stor del af tiden i sin hule på lysleg. Han nød at lege forskellige lyslege selv, men inkluderede også os. Det var helt fantastisk at se, hvor fokuseret han var på lyset og dets muligheder. Det er rigtig dejligt, når ens barn formår at forklare og vise forskellige ting. Det er her, at man som forældre virkelig mærker, at lysleg i de rette omgivelser er noget helt specielt! Lysleg kan hurtigt gå hen og blive en smule uinteressant, hvis man ikke får den ønskede effekt og styrke af lyset. Det får man dog helt bestemt i en helt mørk hule.

Mateo fandt hurtigt sin lommelygte frem og begyndte at lyse rundt i Den Mørke Hule med den. Far havde gemt Mateos forskellige dinosaurfigurer derinde, som han skulle finde. Der er rigeligt med plads inde i hulen, så dinosaurerne kunne gemme sig overalt! For, at det ikke skulle blive alt for nemt, var dinosaurerne gemt under ting - som eksempelvis puder og tæpper - men også i ting som forskellige kasser med en masse indhold. På denne måde var dinosaurerne ekstra svære at finde. I komplet mørke og med en lommelygte er det især koncentrationen og
spændingen, som vi prøver at få frem gennem legen med dinosauerne.

Vi fandt også vores lyspanel fra TickIT frem. Vi har forskellige former, tal og figurer til lyspanelet - alt sammen i forskellige farver. I en helt mørk hule viser lyspanelet, at det kan noget helt andet, end hvis vi sidder og leger med det ved vores spisebord i dæmpet belysning. Den Mørke Hule gav en helt anden dimension til legen, som Mateo var helt vild med.

Flere børn om Den Mørke Hule

Da coronasituationen gør, at det ikke har været muligt for Mateo at have legeaftaler, har han ikke prøvet at lege med andre børn i hulen. Vi kunne dog forestille os, at det forbliver et stort hit, når vi kommer ud på den anden side af pandemien. Hulen byder op til mange forskellige måder at bruge den på - det er et sted, hvor børn kan trække sig og udfolde sig kreativt og have en god leg. Det kunne være en leg med lyset, men det kunne også være rollelege, hvor man kunne forestille sig, at et tema som “rummet” kunne være en populær mulighed.

Vi føler at Den Mørke Hule er i så god kvalitet, at den ville gøre sig super godt i vuggestuer og børnehaver. Hulen kan holde til meget, og der er plads til mange børn i og omkring hulen. Den Mørke Hule kan hurtigt laves til et rigtig hyggeligt sted. De forskellige udkigsposter i hulen kan slås op, så lyset kan bryde ind i hulen. Hulen kan herefter fyldes med en masse puder og tæpper - og så har man pludselig alletiders hyggekrog til historie læsningen eller den rene
afslapning.

Vores vurdering af Den Mørke Hule

Vi har været overrasket over, hvad Den Mørke Hule har tilføjet til vores hjem. Mateo er blevet utrolig glad for at bruge hulen på mange forskellige måder. Den ene dag skal vi lege med lys i Den Mørke Hule, hvor vi andre dage hurtigt kan få mange timer til at gå med højtlæsning af Mateos yndlingsbøger, i en blød og tryg hule fyldt med tæpper og puder.

Den Mørke Hule er i en fantastisk kvalitet, og er super nem at pakke ud og ned igen. Vi har haft rigtig sjove stunder med hulen, som har været en kæmpe hjælp, til legen med lys. Hulen har samtidig givet Mateo et sted hvor han elsker at pusle med sine puslespil, lege med sine dinosaurer og bygge med sine BiOBUDDi klodser - et fantastisk frirum.

- Camilla Jakobsen

Læs også anmeldelsen af Puslespil fra Begin Again

Læs også anmeldelsen af Dinosaur fra Papo

Læs også anmeldelsen af LED Lyspanel fra TickiT

Anmeldelse af legetøjCategory_anmeldelse af legetøjTts

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris779,95 kr
På lager
Se varen