Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 10 - 15 min | Spillere: For 2 - 4 deltagere | Mærke: Spilbræt / Lautapelit | Antal: 1 spil i æske
"Alt i alt et rigtigt fint spil hvis man har det okay med pres, og hvis man kan tænke kombinatorisk – vi har spillet det med et par stykker, som slet ikke kunne finde ud af, hvad de skulle flytte på, for at få de forskellige farver forme frem, og så er det op ad bakke, men langt de fleste vi har spillet det med, har også syntes at det var sjovt. Det bestod også ”bedsteforældretesten”, da vi har spillet det nogle gange med min kones forældre, og det er godkendt fra dem også"
En spilanmeldelse af Cupcake Academy
Kan du godt lide cupcakes? Kan du også tænke hurtigt? Så er Cupcake Academy måske noget for dig!
I Cupcake Academy skal spillerne samarbejde om at lave bestemte kombinationer af cupcake-forme, og det hele foregår på tid, så hvis du slet ikke bryder dig om at arbejde under pres, er det nok ikke lige spillet for dig.
Hvis du derimod har det fint med at et spil stresser dig lidt, og du godt kan tænke hurtigt, så skulle du måske prøve det. Lad os se på hvad Cupcake Academy er for en størrelse, hvordan man spiller det, og om vi herhjemme overhovedet synes at det er sjovt.
Indholdet af æsken
I æsken finder man:
- 4 sæt cupcake forme i hård plast
- Et timeglas
- 4 sæt ”tallerkener” og en ”deletallerken” i kraftigt pap
- Opgavekort til hhv. 2, 3 og 4 spillere
- Et ark med bedrifter man kan opnå
- Spilleregler
Komponenterne er fine, og skal nok holde til at blive spillet med! Timeglasset er det eneste vi ikke er så glade for – det virker ikke helt ens fra gang til gang, så nogle gange har man mere og nogle gange mindre tid. Måske vi har bare fået en mandagsmodel.
Det gør nu ikke voldsomt meget, for vi skiftede meget hurtigt over til at bruge et køkkenur eller en mobiltelefon, så der er lyd, når tiden er gået, for man har alligevel ikke tid til at se efter, hvornår tiden er gået på timeglasset. Opgavekortene er ret tynde, men da man ikke skal håndtere dem ret meget, gør det ingenting, for så er der plads til flere i æsken. Det hele ligger trygt og godt i en støbt plasticindsats, hvor tingene passer rigtigt fint i.
Reglerne er fint skrevet, de er korte og klare, og man er hurtigt i gang uden at være i tvivl om noget.
Opsætning af spillet
Hver spiller får 3 tallerkener og et sæt cupcake forme, som består af 5 forme i forskellige farver og størrelser, så de passer oveni hinanden. Hver spiller lægger sine cupcake forme med bunden i vejret på en af sine tallerkener og ”deletallerkenen” lægges så alle kan nå den.
Man blander opgavekortene og tager et antal opgaver, som er forskelligt alt efter deltagerantal, og lægger dem så alle kan se dem. Timeglasset (eller en anden timer) gøres klar, og når alle er klar, starter man tiden, og spillet er i gang!
Sådan spiller man Cupcake Academy
Cupcake Academy går ud på at hver spiller skal få sat sine cupcake forme, så de passer med det opgavekort, der er synligt. Det kan f.eks. være at den røde, den gule og den blå form skal være synlige for den ene spiller, mens den anden ”bare” skal have sin røde synlig og de andre to tallerkener tomme.
Spillerne flytter så rundt med deres cupcake forme en ad gangen, for at få de rigtige farver frem, og det gøres ved at flytte dem over på ledige tallerkener, så dem nedenunder kommer frem. Hvis 3 tallerkener ikke er nok, kan man sætte fra på ”deletallerkenen” i midten, men for at en opgave er løst, skal deletallerkenen være tom.
Opgavekort til 4 spillere. Man skal sørge for at vende kortet sådan, at ingen er i tvivl om hvem, der skal lave hvilken opgave, da de ikke er ens.
Nogle opgaver kræver flere forme af samme farve, og så skal man have dem af en medspiller via deletallerkenen. Man må kun tage eller sætte forme på sine egne tallerkener eller deletallerkenen. Når alle spilleres tallerkener matcher opgavekortet, skynder man sig videre til næste kort – målet er nemlig at klare alle de opgaver, man tog i opsætningen, på de 7 minutter timeglasset varer. Med 14 opgaver ved 2 spillere kræver det altså at man løser 2 opgaver i minuttet, så det skal gå stærkt! Klarer man alle opgaverne indenfor tiden, har man vundet, og hvis ikke har man tabt – det er da simpelt.
Stressende - men på den gode måde
Jeg skrev det i starten, og jeg skriver det lige igen: Hvis du skal synes om Cupcake Academy, skal du kunne arbejde under pres, for det kan virkelig blive stressende! Kan du det, kan det dog være ret sjovt, hvis du er til den slags spil, hvor man gerne skal tænke hurtigt.
Et spil tager kun 7 minutter, så det er ikke et spil, vi tager frem for at spille én gang, men det er heller ikke et, vi spiller igen og igen på en aften, for efter 3 eller 4 spil, er vi lidt mentalt drænede, og har oftest lyst til at finde noget frem, der kræver lidt mindre hjerneaktivitet.
Spillet skalerer fint fra 2 til 4 spillere – det bliver sværere, når der skal løses 4 opgaver, før man kan vende kortet, og især fordi at der oftere skal flyttes forme mellem spillere ved 4 end ved 2, men til gengæld skal man ikke løse lige så mange opgaver for at vinde. Det passer egentlig ret fint, og vi har både vundet og tabt ved alle spillerantal.
Som nævnt længere oppe, vil det være en god ide at bruge en timer, der giver lyd, når tiden er gået, da ingen har tid til at kigge på timeglasset, når musikken først spiller. Det er ikke så vigtigt at alle kan se tiden, for man skynder sig hele tiden så meget man kan, så det vil ikke rigtig gøre nogen forskel, om man kan se tiden eller ej.
Aldersangivelsen på 8 år tror jeg passer rimeligt godt. Vi har haft Marie på 7½ med et par gange, og hun kan godt forstå konceptet, men hun kan ikke helt tænke hurtigt nok endnu, og så bliver hun frustreret. Vi måtte ret tit hjælpe hende, men det hjalp da lidt fra spil til spil.
Vores mening om Cupcake Academy
Vi synes at Cupcake Academy er sjovt, dog i begrænsede mængder ad gangen. Som tidligere nævnt spiller man ikke bare ét spil, når man finder det frem, fordi det er så kort, men heller ikke mere end 3-4 spil i træk, for det kan godt blive lidt ensformigt efter nogle spil, fordi det er det samme man gør igen og igen i 7 minutter. Det er ret godt til at starte en spilleaften op med – men nok ikke til at slutte den, for når vi har spillet en hel aften, skal det være lidt mere stille og roligt, hvis vi lige skal have et mindre spil at slutte af på.
Selve opgaverne kan være svære eller lette, alt efter hvordan ens forme står fra den sidste opgave, og det gør at man ikke rigtigt bare kan køre på rutinen – det vil altid være forskelligt, hvilke træk man skal foretage for at løse sin opgave. Når man er 3-4 spillere, kræver det også noget kommunikation, når en spiller f.eks. skal have to af samme farve, mens en anden måske kun skal have sin mindste form synlig, så han/hun skal af med alle de andre.
Det er det, der gør det sjovest efter vores mening, for så skal man samarbejde i stedet for bare at sidde og flytte rundt på hver sine forme. Til gengæld kommer man også oftere ved 3-4 spillere ud for, at en spiller hurtigt løser sin opgave, og så sidder og venter på de andre, indtil næste opgavekort afsløres – man venter dog aldrig ret længe, når der skal laves opgaver for hver 30-40 sekunder, og så kan man jo sidde og hjælpe de andre imens
Alt i alt et rigtigt fint spil hvis man har det okay med pres, og hvis man kan tænke kombinatorisk – vi har spillet det med et par stykker, som slet ikke kunne finde ud af, hvad de skulle flytte på, for at få de forskellige farver forme frem, og så er det op ad bakke, men langt de fleste vi har spillet det med, har også syntes at det var sjovt. Det bestod også ”bedsteforældretesten”, da vi har spillet det nogle gange med min kones forældre, og det er godkendt fra dem også.
- Kim Larsen
Læs også spilanmeldelsen af Børne Alias
Læs også spilanmeldelsen af Happy Farm
Læs også spilanmeldelsen af Bermuda Pirates