Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 15 - 60 min. | Spillere: For 2 - 4 deltagere
"Copenhagen Roll & Write er et fint spil, som er nemt at lære. Det fungerer udmærket med 2 spillere, da problemet med ventetid så er stort set væk. Det er et hyggeligt lille spil, der ikke tager så lang tid.."
Populært dansk brætspil nu i terningversion
Copenhagen Roll & Write er en terningversion af det populære danske brætspil Copenhagen. I Copenhagen (som du kan læse en anmeldelse af her) trækker man kort og lægger tetris-agtige brikker på sit spillerbræt, i Copenhagen Roll & Write kaster man terninger, og tegner tetris-agtige former ind på sit spillerark.
Lyder det ret ens? Well, lad os kigge på Copenhagen Roll & Write, og se hvad det kan.
Hvis du vil se forskellene mellem brætspillet og terningspillet, må du desværre læse anmeldelsen af begge og sammenligne, da jeg ikke har prøvet brætspillet endnu.
Indholdet af æsken
I æsken finder man:
- 5 terninger med farvede sider
- En blok med spillerark med print på begge sider
- En blok med facadeark, også med print på begge sider
- Spilleregler
Der er ikke det store fikumdik i det. Der er sider nok på blokkene til 50 spil med 4 spillere (25 dobbeltsidede facadeark, hvor der skal bruges 1 til hvert spil, samt 100 dobbeltsidede spillerark, hvor der skal bruges 1 pr. spiller), og derefter må man ty til at kopiere dem eller købe et nyt spil (heldigvis er det jo ikke så dyrt).
Det er ulempen ved roll & write spil – blokken løber på et eller andet tidspunkt tør… Spiller man mest med færre end 4 spillere, kan man nøjes med at kopiere facadearkene, da de så vil løbe tør før de andre.
Et trick jeg er stødt på for ganske nyligt, er også at laminere nogle ark, og så bruge whiteboard markers eller almindelig tusch og rengøre dem med sprit efter hvert spil. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke har tænkt på det før, men det skal jeg da have gjort ved alle vores roll & write spil ?
Æsken er ikke større end nødvendigt – en ting, jeg generelt er rigtig glad for, da der ikke er så meget plads i vores spilreol, som der har været. En ting de dog godt kunne have fået plads til, uden at gøre æsken større, er en håndfuld blyanter.
Jovist, jeg kan da sagtens smide 4 blyanter i, men jeg tror at alle andre roll & write spil vi har, er der fulgt blyanter med i. Men det er da en lille ting, blyanter koster heldigvis ikke alverden, og det er nu rart at have nogle i æsken.
Opsætning af spillet
Opsætningen af spillet er hurtigt overstået: Giv hver spiller et spillerark og noget at skrive med (der ikke går igennem papiret, da man jo skal bruge den anden side til næste spil), og læg et facadeark så alle kan se det. Vælg en startspiller, og giv ham/hende terningerne, og det er det ?
Sådan spiller man Copenhagen Roll & Write
Formålet i Copenhagen Roll & Write er at bygge en facade så effektivt som muligt, og få point for at danne rækker og kolonner.
Første spiller slår med terningerne, som har farvede sider i stedet for tal. Nu skal han/hun se hvilke af de figurer, der er afbilledet på facadearket, der kan dannes, med de farver, der er slået. Er der f.eks. slået 3 røde, en blå og en gul, kan man lave figuren med 2 eller 3 røde felter.
Hvid er joker, så der må man selv vælge, hvad man bruger den som. De figurer på facadearket, der har 2 eller 3 felter, kan tages så mange gange man vil af alle spillere i løbet af spillet, mens dem med 4 eller 5 felter kun kan tages én gang i løbet af spillet – man krydser dem af, når de er taget af nogen.
Dette er vist på facadearket med et uendelighedstegn over de to første kolonner, og et kryds over de tre sidste.
Når man har valgt figur, må man rotere den som man vil (men ikke spejle den). Den valgte figur tegnes nu ind på spillerarket – der skal startes nedefra, så alle figurer ”står” på enten bunden eller en anden figur – helt som i Tetris.
Når man har tegnet figuren ind, skal man sætte et X i et af figurens felter, og et O i resten. Disse X’er og O’er bruges, når der skal tælles point – en række eller kolonne kun med O’er giver nemlig dobbelt så mange point, som en række med et eller flere X’er. Så det er om at sætte X’erne, så de er samlet, når man alligevel har ”ødelagt” en række/kolonne.
Hvis man udfylder en hel række eller kolonne, får man point, som krydses af i pointsporet øverst på spillerarket. En række, hvor der er et eller flere X’er i, giver 1 point, mens en række kun med O’er giver 2 point. Kolonner med og uden X’er giver hhv. 2 og 4 point. Når en spiller når 12 point eller mere (er markeret på pointsporet), spilles runden færdig, og spilleren med flest point har vundet.
Hvis man udfylder en række eller kolonne med et våbenskjold ude i kanten (felterne er også lysere end de andre), får man en bonus: Man må enten udfylde et felt med et O, eller man må sætte to krydser i et valgfrit færdighedsspor. Lad os se på hvad færdighedssporene er for nogle størrelser.
Færdighedssporene kan hjælpe
Når den aktive spiller, har tegnet sin figur ind, må de andre spillere vælge en af de terninger, der ikke blev brugt, og sætte et kryds i den farve ”færdighedsspor” på sit spillerark.
Flere spillere kan godt vælge den samme terning, så hvis der f.eks. er lavet en figur med 4 af terningerne, vil alle de resterende spillere få den samme farve terning, nemlig den eneste, der ikke blev brugt.
Færdighedssporene kan give nogle bonusser – samt 2 point, hvis man fylder et spor helt ud.
Den første bonus et spor kan give, er de hvide plusser under nogle af felterne. Har man fået et hvidt plus, kan man bruge det som en ekstra terning i den pågældende farve. Hvis jeg har slået 3 røde, en gul og en blå, kan jeg altså bruge et plus fra det røde færdighedsspor, og vælge en rød figur med 4 felter. Når en bonus er brugt, streges den over.
Den anden bonus sporene kan give, er stjernerne. De giver en bonus, der er forskellig fra spor til spor – og som bliver angivet med et ikon ude til venstre for sporet. Bonusserne er:
Rød: Slå om med en eller flere af (eller alle) terningerne. Man får foræret to stjerner i det røde spor fra starten af spillet.
Blå: Intet X. Der må sættes O i alle felterne i denne runde.
Lilla: Et X. Der må sættes et enkelt felt (til f.eks. at udfylde et hul), som skal fyldes med et X. Hvis man bruger en blå stjerne også, må det være et O!
Grøn: Farveskift. Man må vælge et valgfrit antal terninger i samme farve og lave dem om til en ny farve (skal stadig være den samme).
Gul: Genbrug. Man må vælge en figur på facadearket, der allerede er streget over.
Terningerne har stor betydning – lidt for stor måske
Er man heldig med terningerne kan man tegne lige den figur man vil – er man uheldig, er det op ad bakke at få de store figurer…
Terningerne har stor betydning i Copenhagen Roll & Write, for de bestemmer 100% hvilke former, du har mulighed for at tegne. Slår man nogle gode slag med 4 eller endda 5 ens, kan man vælge lige den, der passer ind i det man har tegnet, men har man kun 2-3 ens, må man nøjes med det man kan få.
De farver man slår, bestemmer også formen, så man er ikke voldsomt meget herre over hvad man får.
Færdighedssporene gør dog en del for spillet, for det er dem, der giver det lidt mulighed for taktik. Ellers var det bare at slå med terninger, og tegne de figurer ind, som man kunne lave.
Med færdighedssporene får man mulighed for at gå efter nogle bestemte bonusser, hvis der er flere tiloversblevne terninger at vælge imellem, og dermed selv få lidt indflydelse.
Når vi spiller 2, er jeg f.eks. ret glad for det gule spor, som kan genbruge afkrydsede figurer, da man i spil med 2 spillere krydser en af 4’er kolonnerne helt af inden spillets start. Den blå bonus er også lækker, så man kan få dobbelte point for sine rækker og kolonner.
Vores mening om Copenhagen Roll & Write
Copenhagen Roll & Write er et fint spil, som er nemt at lære. Spillerarket er meget intuitivt med facaden til højre, hvor man skal tegne, de farvede spor, hvor man skal krydse de valgte terninger af, som modspillerne ikke har brugt, samt pointsporet i toppen, hvor de 12 point, der slutter spillet, er fint markeret.
En ulempe (for mig i hvert fald) er hvor stor betydning terningerne har.
Vi har prøvet andre roll & write spil, som ikke har været nær så afhængig af terningkastene, så det kan sagtens lade sig gøre. Ja, der er ting i færdighedssporene, der kan hjælpe på uheldige kast, men det fylder stadig en del.
En anden ulempe er, at når man ikke har tur, er der ikke meget at lave eller holde øje med. Spilleren der har tur, kører sit eget løb på sit eget spillerark, og så skal man bare vælge en ubrugt terning når turen er slut (hvis der er noget at vælge imellem). Det er selvfølgelig især udtalt ved 4 spillere, mens ved 2 spillere er det ikke noget man tænker over.
Jeg kan egentlig godt lide ideen med færdighedssporene, problemet er lidt, at man ikke er ret meget herre over, hvilke farver man kan få kryds i, da der oftest kun er 1 eller 2 terninger til overs når en spillers tur er slut. Det er lidt synd, da de egentlig gør nogle gode ting.
Allermest har Copenhagen Roll & Write givet mig lyst til at prøve Copenhagen brætspillet – jeg synes nemlig, der er mange gode ting, og jeg kan godt lide ideen, jeg synes bare at der mangler lidt taktik og dybde.
Nu kan det godt lyde meget negativt, men jeg synes overhovedet ikke at Copenhagen Roll & Write er et dårligt spil – det er bare ”kun” okay for mig pga. den manglende taktik og indflydelse, men det er et hyggeligt lille spil, der ikke tager så lang tid.
Det vil også være et godt rejsespil, da det ikke fylder meget – hverken på hylden eller på bordet, så jeg forestiller mig at det nok ikke kommer så tit på bordet herhjemme, da vi har så mange andre spil, der kan lidt mere, men det bliver nok fast indslag på sommerhusture og i campingvognen.
Det fungerer udmærket med 2 spillere, da problemet med ventetid så er stort set væk, så det vil være helt fint, når vi er afsted med ungerne, til at spille om aftenen når de er puttet.
- Kim Larsen
Læs også anmeldelsen af Copenhagen brætspillet