Børne Alias spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 5 år | Spilletid: Ca. 30 min. | Spillere: For 4 eller flere deltagere | Priser: Nomineret til Guldbrikken for Årets Børnespil 2015

"Aldersangivelsen på 5+ synes vi passer rigtigt fint. Der er selvfølgelig nogle ord som Marie ikke kender, men langt de fleste kender hun, og efter at have spillet det et par gange, blev hun også bedre til at forklare – at gætte gik rigtigt fint fra starten, men at forklare kunne godt i de første par spil være a’la ”det er noget i et køkken” efterfulgt af laaang tavshed... ?"

Det meget populære ordforklaringsspil

Børne-Alias er, som navnet måske antyder, en børneudgave af det originale og meget populære ordforklaringsspil Alias. Alias, som efterhånden har 30 år på bagen, findes i adskillige varianter, men alle går de basalt set ud på at forklare ord for sine holdkammerater, og hver variant af spillet har så sine særegne ting, som gør det specielt.

Vi har i mange år haft familieudgaven af Alias, som vi har været rigtig glade for, men vi har egentlig aldrig haft børn med i spillet, så vi kunne nok lige så godt have haft Alias i originaludgaven ? Nu har vi fået børn, men da de ikke er store nok til familieudgaven endnu, er vi rigtig glade for at have fået muligheden for at anmelde børneudgaven, og se om den kan leve op til forgængerne.

Børne Alias blev nomineret til Årets Børnespil til Guldbrikken i 2015, men vandt desværre ikke. Guldbrikken er en dansk spilpris, hvor 4 spil bliver nomineret i hver af 4 forskellige kategorier, og med over 400 nye spil på markedet om året, er det lidt et kvalitetsstempel bare at blive nomineret.

Indholdet af æsken

I æsken finder man:

  • Spilleplade
  • 300 kort med billeder og tilhørende ord
  • 6 spillebrikker
  • Et timeglas
  • Spilleregler

Kvaliteten er helt ”standard”, altså som almindelige spillekort og som spilleplader nu er til de fleste spil ? Min eneste lille anke er, at man sagtens kunne nøjes med en mindre æske – som spilleglad familie har vi efterhånden en del spil, og spil der fylder mere end de behøver, er bare et lille irritationsmoment. Men det hører trods alt til i småtingsafdelingen, når det gælder negative ting.

Sådan spiller man

Børne Alias er et spil for minimum 4 personer, da man skal spille i hold.

Konceptet er ret simpelt:

  • På hvert kort er et billede (og et ord, hvor der står hvad der er på billedet)
  • Deltagerne skal, når det er deres tur, trække et kort og forklare deres hold hvad der er på billedet uden at nævne ordet eller dele af ordet. Så hvis der er et billede af en fodbold, kunne man f.eks. sige ”noget rundt, som man sparker til” og hvis det ikke er nok, kan man jo fortsætte med ”man prøver at sparke den ind i et mål” osv.
  • Når ordet er gættet, trækker man et nyt kort, og forsøger at forklare det.
  • Hvis et kort er for svært, kan man melde pas, men det giver et minuspoint når der skal tælles point.
  • Ligeledes giver det minuspoint, hvis man kommer til at nævne ordet, der skal gættes, eller en del af det.
  • Målet er så at nå så mange ord man kan på et timeglas tid.
  • Når tiden løber ud, bliver det ord, der er i gang med at blive forklaret, frit for alle hold at gætte på.
  • Når tiden er gået, og sidste ord er gættet, tæller man hvor mange der blev gættet, og trækker eventuelle minuspoint fra, og man må så rykke det antal felter frem på brættet. Det gælder så (surprise!) om at komme først i mål på brættet.
Det er tæt løb!

Vi har også prøvet at spille 3 personer, hvor vores datter Marie var med på begge hold, og dermed skulle forklare/få forklaret af skiftende voksne, og det kunne godt lade sig gøre, men er ikke optimalt. Det blev lidt presset for hende hele tiden at ”være på”, da hun jo skulle enten forklare eller gætte i hver eneste runde.

Men vil man gerne spille lige netop det spil, og man er to voksne og et barn, kan det godt lade sig gøre (og jeg tænker at det også vil kunne du med to børn og én voksen, så det er den voksne, der er på begge hold).

Lever op til forventningerne

Da vi jo, som nævnt øverst, har spillet en del Alias i forvejen i både original og familieudgaven, var der et vist forventningspres på Børne Alias. Det klarede det dog fint, da det føltes som det gode gamle Alias, selvfølgelig bare enklere end de andre udgaver.

Den store forskel på de andre udgaver og Børne Alias, er at det er billeder i stedet for skrevne ord på kortene, og det er jo en lille genistreg, da børnene så kan være med inden de kan læse. Det gør dog også at man måske skal være lidt mere large med hvad man godkender, da det ord der står forneden på kortet, ikke altid er det som barnet prøver at forklare, fordi de tror det er noget andet. Her har vi valgt at hvis man gætter det som barnet prøver at forklare, giver det point selvom det ikke er det ord, som står på kortet.

Sådan en analog vægt, havde Marie aldrig set,
og prøvede derfor at forklare et komfur...

Selv med de voksne er det sjovest når man ikke er alt for regelrytteragtig med at der skal siges nøjagtig hvad der står på kortet. F.eks. ved vægten på billedet ovenfor, ville vi også godtage eksempelvis ”badevægt” eller ”personvægt” selv hvis det var en voksen, der forklarede.

Man kan evt. også blive enige om at det ikke tæller som minuspoint hvis et barn melder pas på et ord, de ikke kender, eller den voksne melder pas på et ord som barnet ikke kender.

Nogle gange kan det godt være en fordel, hvis en voksen fra et andet hold kigger med over skulderen når et barn skal forklare, så man lige kan hjælpe lidt hvis barnet kører fast.

Den person kan selvfølgelig så ikke gætte med, når tiden løber ud og kortet bliver frit, men det lever man nok med – det er nu sjovest, når spillet flyder. Dette kommer selvfølgelig an på barnets alder (og ordforråd), men det hjælper i hvert fald vores Marie (som lige var fyldt 6 da vi fik spillet).

Sådan en fætter havde Marie aldrig lige set...

Dommen over Børne-Alias

Hvis man skal pege på en lille svaghed, er det, at der ”kun” er 300 ord med i spillet (imod f.eks. 3200 ord i Alias Original), og da man skal 29 felter frem for at komme i mål, bruger man hurtigt omkring 60 kort selv med kun 2 hold, så hvis man spiller det tit, bliver det nemt at huske hvordan man skal forklare et ord, så det hurtigt bliver gættet.

Dette kan dog afhjælpes lidt ved at man bruger kort fra de andre Alias spil, hvis man har flere versioner, og så bruge kortene med bogstaver på når de voksne forklarer (selvfølgelig kan det give lidt sorteringsarbejde afhængigt af børnenes alder, så man kun får ord som børnene har en chance for at kende).

Aldersangivelsen på 5+ synes vi passer rigtigt fint. Der er selvfølgelig nogle ord som Marie ikke kender, men langt de fleste kender hun, og efter at have spillet det et par gange, blev hun også bedre til at forklare – at gætte gik rigtigt fint fra starten, men at forklare kunne godt i de første par spil være a’la ”det er noget i et køkken” efterfulgt af laaang tavshed ?

Umiddelbart er det bedst/sjovest hvis der er børn på alle hold – både fordi det jo er et børnespil, så at sidde med et barn på det ene hold og de andre hold er rene voksenhold virker bare lidt mærkeligt, men rene voksenhold har også lidt for stor fordel, da det jo er ret nemme ord for dem for det meste. Her kan man igen (hvis man har flere versioner af Alias) bruge kort fra de andre spil, til de rene voksenhold.

Alt i alt synes vi at det er et rigtigt godt spil, da der også er noget læring i at skulle forklare ord for andre (og de lærer måske også et par nye ord undervejs), og det rammer ånden fra de andre Alias spil fint. Og så er det jo ikke så dårligt at kunne starte tidligt med at præge ungerne, så de gider at spille Alias Family, når først de lærer at læse ?

- Kim Larsen

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilTactic

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris799,95 kr
På lager
Se varen