5 Seconds spilanmeldelse
Spillet er desværre udgået af Legebyen's sortiment.
Vi har dog mange andre spændende spil på Legebyen.dk!

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 20 - 30 min | Spillere: For 3 - 5 deltagere | Producent: Danspil

"Det er et spil med fin underholdningsværdi. Det er simpelt at lære og simpelt at spille, men tilpas udfordrende. Man bliver max presset pga. man kun har 5 sekunder til at svare, og selv når det er nemme spørgsmål, såsom "nævn 3 ting på et badeværelse" eller "nævn 3 brætspil" så kan man stadig komme i bekneb pga. stressmomentet i tiden..."

En spilanmeldelse af 5 Seconds selskabsspil

Spillet leveres i en hård æske af god kvalitet, der ikke sådan lige virker til at kunne gå i stykker.

Der er i alt 376 spørgsmålskort med spørgsmål på hver side, altså 752 spørgsmål i alt. Den ene side er gul og den anden rød, hvilket gør det nemt, at starte med at tage alle de gule og derefter skifte til den modsatte side og tage alle de røde. På den måde, vil der gå længere tid imellem at man får de samme spørgsmål gennem flere spil.

Derudover er der 12 ”send videre-kort” og 12 ”skift-kort”, det svarer til at man kan være 6 spillere i alt, da man skal have 2 af hver. (Spillet er egnet til 3-6 spillere, og man skal ikke spille i hold).

Der er 6 spillebrikker i forskellige farver, 1 spillebræt, 1 spiralformet timeglas og 1 spillevejledning.

Timeglasset er ikke som normale timeglas. Her er det små kugler, som løber ned i en spiral inde i glasset. Når man vender timeglasset om, siger den en sjov ”pivedyrs-lyd” som bliver symbolet på at tiden er sat i gang.

Spillevejledningen er to A5 sider, med fin stor skrift i overskuelige afsnit og nem at forstå.

Om selve spillet

Spilleren hvis tur det er, betegnes i spillevejledningen, som værende spilleren i ”den varme stol”. Rent fysisk flytter man dog ikke plads, men dette er blot en beskrivelse af, hvis tur det er.

Spillebrættet har 12 felter, og vinderen af spillet er den første der får sin spillebrik i mål.

For at flytte sin brik 1 felt frem, skal man kunne besvare spørgsmålet inden for de 5 sekunder, som timeglasset varer. Alle spørgsmål starter med sætningen: ”nævn tre…” (Fx: Nævn 3 tegneseriefigurer).

Hvis spilleren ”i den varme stol” når at nævne de tre svar inden timeglasset løber ud, må han/hun flytte sin brik 1 felt frem. Men når spilleren ikke at nævne 3, så går turen videre til næste spiller, som med det samme skal fortsætte og forsøge at svare på kortet, og timeglasset vendes straks om igen. Lykkes det heller ikke spiller 2 at svare inden timeglasset løber ud, fortsætter det på samme måde videre til næste spiller osv.

Hvis man er nået hele turen rundt, og ingen har kunnet nævne de 3, der er blevet spurgt til, så får den oprindelige spiller stadig lov til at flytte sin brik 1 felt frem. Hvis det til gengæld rent faktisk lykkes en af de mellemværende spillere at svare på spørgsmålet med 3 korrekte svar, så er det denne, som får lov til at flytte 1 felt frem i stedet. Man må dog ikke bruge de samme ord, når kortet går på runde. (Eksempel: ”Nævn 3 lande, der starter med S.” Spiller 1 starter med at sige Sverige, Serbien og når ikke flere. Spiller 2 må nu ikke bruge disse 2 og fortsætter i stedet med at sige Slovakiet, Spanien og når heller ikke videre. Spiller 3 må nu hverken bruge Sverige, Serbien, Spanien eller Slovakiet, men kan vinde turen ved at sige Sudan, Singapore, Sri Lanka)

Det er nu næste spillers tur til at være ”i den varme stol”. Sådan fortsætter spillet indtil første spiller når mål og vinder spillet.

Man har mulighed for at bruge et af sine 4 (2 forskellige) specialkort, hvis man enten ønsker, at en anden spiller skal besvare kortet, eller man bare vil have et helt andet kort, og springe det nuværende kort over.

”Send videre-kortet” bruges, hvis man vil sende spørgsmålet videre til næste spiller i stedet for selv at besvare, og timeglasset vendes på ny (så hurtigt som muligt) og det er nu spilleren til venstre, som i stedet er kommet ”i den varme stol”. Når dette specialkort bruges, skal turen ikke gå videre, hvis spilleren ikke klarer at nævne 3. I stedet stopper spillet der, og man vender tilbage til den oprindelige spiller, som får et nyt kort. Herefter fortsætter turen rundt som normalt. Man har også mulighed for at skifte kortet ud med et nyt, hvis man bruger ”skift-kortet”. Her er det stadig samme spiller, der skal svare, men som får et nyt kort fra bunken. Det vil sige, at det svarer lidt til at kunne sige ”pas” på det første kort, man fik. Man kan kun bruge 1 specialkort pr. spørgsmål.

Den sidste finurlighed i spillet er, når man lander på feltet ”farezonen”. Næste gang det er spillerens tur til at svare, SKAL han/hun kunne nævne de 3. Hvis det ikke lykkes, lægges spillebrikken ned og man skal nu springes over én tur. Dette gælder både, hvis det er spillerens egen tur til at sidde ”i den varme stol” og hvis det er en anden spiller, der ikke kunne svare og turen rundt om bordet når frem til den pågældende spiller.

Vores vurdering af 5 Seconds spillet

Det er et spil med fin underholdningsværdi. Det er simpelt at lære og simpelt at spille, men tilpas udfordrende. Man bliver max presset pga. man kun har 5 sekunder til at svare, og selv når det er nemme spørgsmål, såsom ”nævn 3 ting på et badeværelse” eller ”nævn 3 brætspil” så kan man stadig komme i bekneb pga. stressmomentet i tiden.

Timeglasset er en vigtig faktor i spillet, og det er gennemtænkt at lave et timeglas, som er stort og hvor man tydeligt kan se kuglerne bevæger sig ned mod midten, da dette psykologisk giver et lidt andet pres, end hvis det var et normalt timeglas med sand eller hvis man i stedet brugte en mobil som tidtagning.

Nogle af kortene sidder man nærmest bare og kigger ud i luften, mens hjernen kører på højtryk for at komme i tanke om bare 1 eneste svar, men uden man når at sige noget som helst. Andre gange er man måske hurtig til at få sagt de 2 første, men når man så får kigget på timeglasset, og ser kuglerne næsten er i bund, så fryser man fast. Og så er der selvfølgelig også de kort, hvor man nærmest får spyttet alle 3 svar ud på 2 sekunder.

Det gør spillet sjovere, at alle deltagere potentielt kan ende ”i den varme stol” i hver eneste runde. På den måde kan man ikke bare læne sig tilbage og slappe af, men er faktisk involveret ved hvert eneste spørgsmål. Alle begynder at tænke idet kortet læses op, da man godt ved, at den kan ske at ende hos én selv. Samtidig skal man helst have mere end 3 mulige svar klar, fordi man risikere at de foregående spillere når at sige nogen af dem, man selv tænkte på og derved forsvinder de som et muligt svar.

Dette betyder, at der rent faktisk mere end én gang opstår en situation, hvor kortet har været forbi alle spillere og ingen kunne klare at komme med alle 3 svar, så den oprindelige spiller alligevel får lov til at rykke et felt frem.

Det er fint, at spillepladen ikke har flere felter. Har man lyst til at spille i længere tid, kan man blot aftale, at man skal frem til målfeltet OG tilbage til start for at vinde. Der står at spillet tager 30 min. på æsken. Dette har vi endnu ikke kunnet klare det på. Måske også fordi vi efter nogle af kortene er kommet til at snakke videre ift. hvad man kunne have sagt – og særligt de kort, hvor ingen kunne komme med 3 svar.

Der var nogle kort, som for os blev lidt diffuse. fx:

  • Nævn 3 ting, du ikke forstår
  • Nævn 3 karaoke-favoritter
  • Nævn 3 navne til en bamse

Hvad menes der præcist med 3 ting, man ikke forstår? Er man ude i at nævne sprog, eller holdninger andre har eller måske personer? Hvordan finder man ud af hvad der går under kategorien karaoke-favoritter? Er det bare at nævne 3 sange, og argumentere for at man selv gerne vil synge disse eller skal man rent faktisk kunne sige 3 svar ud fra noget faktuelt? 3 navne til en bamse – er det ikke bare at slynge 3 tilfælde navne ud, da bamser kan hedde hvad som helst?

I bund og grund handler det nok bare mest om, at man vælger at man må tolke denne slags kort, som man selv ønsker. Men det kan være svært for nogle børn, at svare på denne slags ”ukonkrete” kort.

Generelt ift. børn så var det for os en god ide, at ændre lidt på reglerne og lave særlige regler for børnene. De voksne spillede efter de rigtige regler og børnene fik dobbelt så lang tid til at svare, samt muligheden for at skifte kort flere gange end de voksne. Det er forholdsvist nemt at tilpasse spillet, så det passer selskabet, der spiller.

Det er et spil, vi gerne vil spille igen – både børn og voksne.

- Joan Frederiksen

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilDanspil

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris799,95 kr
På lager
Se varen