14 brætspil du kan spille alene

14 sjove solospil du kan spille når du er alene hjemme...

Jeg har egentlig altid ment at brætspil er en social ting, og hvis jeg ville spille noget alene, kunne jeg spille computer. På det seneste har jeg dog fået øjnene op for solobrætspil – altså når man tager et brætspil frem, og spiller det med sig selv. Og her mener jeg ikke at man spiller for 2 og ser om højre eller venstre hånd vinder, men der er efterhånden flere og flere spil, hvor man enten kan spille mod en fiktiv modstander, eller på anden måde spille alene. For mig startede det egentlig med at jeg læste om nogle spil, jeg syntes lød som lige noget for mig, men til gengæld ikke rigtigt lød som noget for min kone – men de kunne spilles solo. Jeg lånte dem på biblioteket, og så var jeg hooked.

Jeg prøver i dette indlæg at dele spillene ind i nogle kategorier, som hver især kan noget forskelligt for mig:

  • Spil, der er historiedrevne, og oftest kan spilles af 1 eller flere spillere.
  • Spil, der er designet til flere spillere, men som har en indbygget solovariant (f.eks. en fiktiv modstander).
  • Samarbejdsspil, som fungerer godt alene (i princippet kan alle samarbejdsspil spilles alene, men jeg synes alligevel at nogle er mere egnede end andre).
  • Spil, der efter udgivelsen har fået en solovariant – enten officiel af udgiveren, eller en fan-skabt, som man kan hente på nettet.
  • Spil, der er rene solospil. Dem er der ingen af på denne liste, da jeg ikke har nogle af den type, men der findes masser af spil, der er designet til kun at spille alene.

Der er lidt flere spil i dette indlæg, end lister med andre emner jeg har lavet tidligere, men pga. de forskellige kategorier, løb det hurtigt op. Det skal ikke ses som en prioriteret liste, og der er selvfølgelig masser af spil, jeg ikke har prøvet, så hvis dit yndlingsspil mangler, er det sikkert fordi jeg stadig mangler at prøve det – så skriv endelig en kommentar, hvis du synes at der er nogle spil, der mangler.

Historiedrevne spil

Min første kategori er der, hvor jeg virkelig synes at solospil kan noget, og der hvor solospil startede for mig. Alle disse er spil er nogle jeg hjertens gerne vil spille med andre, men som måske ikke helt er min kones smag, og som jeg derfor primært spiller alene. De fleste er såkaldte ”dungeon crawlers”, altså spil hvor man styrer nogle helte rundt på et kort, hvor de skal udføre missioner og/eller slå monstre ihjel. De er egentlig alle også samarbejdsspil, men alligevel synes jeg de fortjener deres egen kategori.

Lord of the Rings – Journeys in Middle-Earth

Journeys in Middle-Earth er et af mine absolutte yndlings solospil, og et af de første jeg prøvede fra biblioteket. Man styrer nogle af de kendte figurer fra bøgerne og filmene, men der er også ret ukendte figurer (og nogle opfundet til formålet) at vælge imellem. Spillet er drevet af en app, som fortæller når man f.eks. skal sætte monstre på brættet, og som historien kører igennem. Jeg var lidt skeptisk første gang jeg prøvede et app-drevet spil, men det fungerer rigtigt godt, og jeg synes ikke at den tager overhånd – jeg føler stadig at spillet foregår på bordet. Spillet er et kampagnespil, så det er en fordel, hvis man kan hive det frem nogenlunde regelmæssigt, så man kan huske hvad der er sket, og hvilke opgraderinger man f.eks. har givet sine karakterer.

Det, der bl.a. er med til at gøre Journeys in Middle-Earth til noget særligt, er den komplette mangel på terninger. Terninger bliver ellers ofte brugt flittigt i denne type spil, især til at kæmpe med, men Journeys har et system, hvor man vender kort i stedet, og da disse kort også styrer ens evner, kan man forbedre eller forværre sine chancer i kamp, alt efter hvilke evner man vælger at bruge. Lader man de gode kort ligge i bunken, er der større chance for succes i kamp, men til gengæld kan man ikke bruge evnen, men bruger man et kort for dets evne, tages det også ud af bunken, så der er færre ”succes-kort” når man skal kæmpe.

Journeys in Middle-Earth kan spilles af 1-5 spillere, men jeg synes næsten at det fungerer bedst solo, da man så slipper for at læse alting højt fra appen. Det er nu også fedt at spille flere, det tager bare lidt længere tid, fordi der er en masse fra appen, der skal læses op (eller også skal alle læse det) – til gengæld har man nogle at dele oplevelsen med.

Gloomhaven – Jaws of the Lion

Spillet Gloomhaven er blevet noget af et fænomen, men for de fleste, der ikke decideret har brætspil som hobby, er det både ret stort og komplekst, og temmelig dyrt (det koster omkring 900 kr.). Det er et kampagnespil med omkring 100 missioner, så man skal have god tid for at gennemføre det! I 2020 kom der dog en ”Gloomhaven Light” med undertitlen ”Jaws of the Lion”, hvor selve spillet er forenklet, opsætningstiden er væsentligt forkortet, og det er mere overskueligt at komme igennem, da der kun er 25 missioner (og man kommer ikke til at spille dem alle i en kampagne).

Et af guldkornene i Jaws of the Lion er den måde, man har lavet de første 5 missioner til en slags ”læringsmissioner”, hvor reglerne bliver introduceret gradvist. Mission 1 er med meget simple regler, i mission 2 bygger man lidt flere på osv., indtil alle regler er implementeret i mission 5.

Spillet er ligesom Journeys in Middle-Earth en dungeon crawler, hvor man styrer nogle helte rundt på et kort og slår monstre og andre bad guys ihjel, men måden man spiller på, er helt anderledes end Journeys, så de er forskellige nok til at have begge i samlingen 😊 Det har en helt unik måde at vælge handlinger på, hvor man har en stak kort til hver karakter, og så vælger man to kort i hver runde med handlinger, men når man så har brugt dem, lægges de i en brugtbunke, så for hver runde får man færre og færre handlinger at vælge imellem. Når man løber tør (eller hvis man f.eks. vil have en bestemt handling tilbage) skal man lave et hvil, og så får man kortene tilbage på bekostning af ét af kortene, som smides væk for resten af missionen. Jaws of the Lion bruger heller ikke en app, som Journeys gør.

Jaws of the Lion er også et af de spil jeg virkelig nyder at spille solo, men som jeg også gerne vil prøve at spille med andre.

Robinson Crusoe – Adventures on the Cursed Island

Robinson Crusoe – Adventures of the Cursed Island er i en hård kamp med de to ovenstående om at være mit yndlings solospil, og det var det første spil jeg lånte på biblioteket med det formål at spille det solo. Det er i en helt anden boldgade end de to ovenstående, da Robinson Crusoe ikke er en dungeon crawler, men derimod et dybt tematisk strategispil, hvor man skal samarbejde (eller spille alene) om at komme væk fra den forbandede ø. Temaet i Robinson Crusoe fylder så meget, at man virkelig kan leve sig ind i spillet, og det er grunden til at jeg er så vild med det. Efter de første par gange jeg havde spillet det, måtte jeg bare gense den gamle film Cast Away, og i mit tredje forsøg på at slå spillet, måtte jeg male ansigt på en af ungernes bolde, for at få lidt moralsk støtte (og det virkede – jeg vandt for første gang).

I forsøget på at slippe væk fra øen, skal man kæmpe mod vilde dyr, vejret og alle mulige trælse hændelser, og det føles virkelig som om spillet aktivt modarbejder en (hvad det vel egentlig også gør).

Robinson Crusoe er til den lidt avancerede side hvad regler angår, men når man først har lært det, flyder det egentlig ret godt (og der findes fine videoer på YouTube, der forklarer hvordan man spiller). Det er dog ikke et nemt spil at vinde (man skal være forberedt på at det først lykkes efter nogle forsøg) – men når man så endelig vinder, giver det bare det større tilfredshed! Som en amerikansk spilanmelder sagde i sin anmeldelse: ”Lots of fun and… you gonna die!”

Honorable Mention: Mansions of Madness

Det sidste spil jeg vil nævne i den historiedrevne kategori, er Mansions of Madness. Grunden til at det ”kun” får en honorable mention, er at det egentlig ligner Journeys in Middle-Earth en del, dog bruger man her terninger i stedet for kort til kampe og diverse tests, og så er temaet selvfølgelig et helt andet. Temaet er netop grunden til at jeg gerne vil have det (jeg har kun prøvet det fra biblioteket, så jeg har det desværre ikke selv endnu), for det foregår i H.P. Lovecrafts Cthulhu univers.

Hvis du ikke kender til Cthulhu kan jeg anbefale at google det, og måske læse nogle af historierne i det univers. Kort fortalt er det nogle historier af forfatteren H.P. Lovecraft i 1928, og som mange andre forfattere har digtet videre på (jeg hørte selv om det første gang i Dennis Jürgensens De Hængte Mænds Hus), og der er lavet adskillige film og spil i det univers. Firmaet Fantasy Flight Games har lavet en del forskellige spil i en slags serie de kalder Arkham Horror Files (Arkham er byen historierne foregår i), og af dem er Mansions of Madness et af dem, der nok er nemmest at gå til.

Spillemæssigt minder det som sagt om Journeys in Middle-Earth (som også er fra Fantasy Flight Games), men der er dog forskelle nok, til at jeg gerne vil eje begge spil.

Spil, som har en solo-mode indbygget

Denne kategori rummer nok de mest forskelligartede spil, da der efterhånden er mange forskellige spil, der har en form for solo-mode. Mange af dem bryder jeg mig dog ikke voldsom meget om at spille solo – det føles lidt for meget som at øve sig, især de spil, hvor man bare skal prøve at få så mange point som muligt, og så kan man se i et eller andet skema, hvor godt man har klaret sig, og det føles lidt som snyd at øve sig…

Der er dog nogle spil, som har haft held med at implementere en god solovariant, og som jeg godt kan finde på at finde frem og spille for mig selv. De fleste af dem jeg kan lide, har en klar ”win-condition” i stedet for at skulle opnå et vist antal point, men der er også nogle få jeg godt kan lide, selvom det handler om at score flest mulige point.

Terraforming Mars

Jeg er ret vild med Terraforming Mars, men det er også et spil, der tager noget tid at spille, og derfor finder det desværre ikke så tit vej til bordet. Hvis du ikke kender til Terraforming Mars, kan du læse en anmeldelse af det her.

Til gengæld har det en solovariant, som egentlig fungerer ret godt. Spillet går normalt ud på, at man er nogle firmaer, der konkurrerer om at være bedst til at gøre Mars beboelig (at ”terraforme” planeten), men i solovarianten er man alene om det. Der er 3 parametre (iltniveau, vand og temperatur), der skal nå nogle bestemte mål, for at planeten er beboelig, og når man er flere spillere, er alle med til at hæve disse parametre, og når alle 3 parametre har nået deres mål, tæller man point op. I solovarianten går det ud på at nå alle målene på et bestemt antal runder – lykkes det har man vundet over spillet, og hvis ikke har man tabt.

Det er noget anderledes at spille solo, da point ingen betydning har, og det gør en del af kortene ret værdiløse, men systemet med at man trækker 4 kort i hver runde, og vælger hvilke man vil købe, gør at man jo bare ikke køber de kort, der kun giver point. Det går også noget hurtigere end med flere spillere, da man ikke skal tage højde for hvad modstanderne gør, men bare kan opbygge den bedst mulige samling kort til opgaven.

Jeg kan klart anbefale Terraforming Mars både til solo og med flere spillere!

Wingspan

Wingspan er et spil, der har taget verden med storm! Hvem havde troet at et spil om fugle, kunne blive et af de bedst bedømte på verdens største spilsite Boardgamegeek.com (nr. 21 overall og nr. 1 i familiespil!)? I Wingspan kæmper man om at få flest point ved at lægge fugle med forskellige egenskaber på sin plade, og hvis man kan kombinere egenskaberne på den helt rigtige måde, kan man høste rigtigt mange point. Hvis du vil læse lidt mere om dette (i mine øjne) fantastiske spil, er der en anmeldelse af det her.

I modsætning til Terraforming Mars, er Wingspan et spil, der tit kommer på bordet herhjemme. Faktisk er det det spil, vi har spillet flest gange i 2021 (ja, jeg er så meget nørd at jeg fører log over hvad jeg spiller…). Derfor er det heller ikke så tit jeg spiller det solo, men i forbindelse med dette indlæg, skulle det selvfølgelig prøves.

Wingspan er udgivet af firmaet Stonemaier Games, og alle deres spil (i hvert fald så vidt jeg ved) kommer med en solovariant, hvor man kan spille mod en automatiseret modstander, som de kalder Automa. Automaerne er faktisk lavet af danske Morten Monrad Pedersen (eller rettere: hans firma Automa Factory, som laver alle Stonemaier’s Automaer).

Automaen i Wingspan fungerer på den måde, at man har en lille bunke kort, som bestemmer hvad den fiktive modstander gør i hver runde. Det inkluderer også at udløse bestemte effekter på ens egne kort, som ellers ville blive udløst af, hvis en modstander gjorde noget bestemt. Den har en fin sværhedsgrad, så man ikke bare vinder hver gang – det ville jo blive kedeligt i længden.

Jeg synes at solovarianten fungerer fint – dog vil jeg sige at jeg ikke ville købe det for at spille det solo, men når vi nu alligevel har det, og hvis der er gået lidt for lang tid uden at vi har spillet det, så kan jeg sagtens finde på at finde det frem, og se om jeg kan banke Automa.

Port Royal (med udvidelse)

Port Royal er et rigtigt fint lille kortspil i ”push your luck” genren, hvor det gælder om at komme først til 12 point, ved at samle mønter fra piratskibe, og bruge dem til at hyre mandskab, som giver point. Push your luck elementet kommer ind ved at man skal trække kort, som man lægger på bordet, og så må man vælge et (eller flere hvis nogle betingelser er opfyldt) man må købe eller få mønter for. Man trækker så indtil man får noget man gerne vil have – men hvis man trækker to skibe i samme farve, mister man sin tur!

Med udvidelsen ”bare én kontrakt mere” kan man også spille det som samarbejdsspil (udvidelsen tilføjer også nogle ting til konkurrencevarianten), og samarbejdsvarianten kan også spilles alene. Spillet består kun af en bunke kort (okay, en rimelig tyk bunke kort…), så det føles lidt som at lægge kabale – men en noget mere interessant kabale, end nogen jeg har prøvet med almindelige kort.

Det fungerer faktisk rigtigt fint, og det føles ikke alt for meget som at øve sig og få et forspring over sin spillepartner – især fordi det er samarbejdsvarianten man spiller, og der er taktikken lidt anderledes end når man spiller imod hinanden. Det føles som sagt lidt mere som at lægge en rigtig god kabale, og så har det den store fordel at det er rimeligt hurtigt – alle de spil jeg har spillet solo, har ligget mellem 15 og 20 minutter.

Port Royal er også anmeldt her på bloggen, den kan du læse her, hvis det lyder interessant. Vi synes i hvert fald at det er et rigtigt fint lille spil, og især med udvidelsen, der også gør det lidt mere interessant for 2 personer.

Welcome To…

Welcome To… er et såkaldt ”roll & write” spil, bare med kort i stedet for terninger. Roll & write spil er blevet ret populært, og en del brætspil udgives også i en roll & write udgave – jeg har f.eks. selv anmeldt Copenhagen Roll & Write og Kingdomino Duel her på bloggen, som begge er roll & write udgaver af eksisterende brætspil. Welcome To… er dog ikke en udgave af et større spil, men helt sit eget.

I Welcome To… vender man nogle kort, hvorefter hver spiller vælger en kombination, som krydses af på deres papir. På hver spillers papir er der 3 gader i forskellig længde, og så gælder det om at udfylde dem med husnumre i stigende rækkefølge, dele gaderne ind i mindre kvarterer og samle forskellige bonusser ind.

En del roll & write spil kan uden problemer spilles alene, f.eks. Clever, da man bare slår med terninger og samler point – lidt ligesom i yatzy. I Welcome To… er solovarianten dog en lille smule anderledes, end når man spiller flere spillere, men det er ikke ret meget. I lighed med Port Royal kan det føles lidt som at lægge en kabale eller løse et puslespil, og det er faktisk helt fint at sidde og hygge sig med. Det er et af de få spil, hvor man ”bare” skal samle point sammen, som jeg godt kan lide at spille solo.

Samarbejdsspil, som fungerer godt solo

Jeg vil vove den påstand at alle samarbejdsspil kan spilles alene, men nogle er nok bedre til det end andre. F.eks. kunne man sagtens spille et af mine yndlingsspil, Pandemic, alene, men der synes jeg at der ville mangle noget. De nedenstående er til gengæld samarbejdsspil, som jeg virkelig synes fungerer godt solo.

Spirit Island

Spirit Island er også et af de spil, som jeg havde læst i en facebookgruppe skulle være godt til solospil, og som jeg så lånte på biblioteket. Det er et samarbejdsspil, hvor man spiller guder på en ø, der bliver forsøgt koloniseret, og så skal guderne forsøge at overvinde/skræmme kolonisterne væk og beskytte lokalbefolkningen.

Hver gud har sine helt egne kræfter, og er meget forskellige at spille, og derfor har det utrolig stor genspilbarhed. Nogle guder er sværere at spille med end andre, så de anbefaler i regelhæftet, hvilke guder man bør starte med. Spirit Island skalerer rigtigt godt til forskellige antal spillere, da øen bliver større jo flere guder, der er med. Det er lavet til at kunne spille med kun én gud, hvor man så har en relativt lille ø, og med op til 4 spillere. Når man er ny til det, kan det godt være lidt sværere at være flere, da man skal sørge for at gudernes kræfter passer sammen, og det er selvfølgelig lettere med 2 guder end med 4, så det er allerbedst at lære med 2 spillere eller alene, og så evt. spille med flere spillere, når man har lært det basale.

Når man spiller det solo, kan man jo, hvis man vil, spille med mere end én gud og så bare styre dem alle, men der skal man også lige kende spillet ordentligt først, for der er faktisk en del at tage stilling til ved de forskellige guder – dette er i mine øjne en god ting, når man spiller flere spillere, for det mindsker risikoen for en ”alfaspiller”, der overtager og fortæller hvad de andre bør gøre, da man ofte har nok at gøre med at holde styr på sin egen gud 😄

Spirit Island er et af mine absolutte yndlingsspil til at spille solo, og også et jeg virkelig nyder at spille med fruen. Det står meget højt på min ønskeliste at anskaffe, da jeg endnu kun har prøvet det fra biblioteket.

Sprawlopolis

Sprawlopolis er ubetinget det mindste spil på denne liste – det består af 18 kort og en scoreblok.

I Sprawlopolis lægger man kort ud, for at danne en by. Hvert kort består af 4 forskellige farver blokke, men de er placeret forskelligt på hvert kort, og der er veje, der også ligger forskelligt fra kort til kort. Når man starter et spil, trækker man 3 af kortene, og læser på bagsiden, hvad der giver point i det pågældende spil. På bagsiden af hvert kort er der nemlig en ”scoring condition”, f.eks. siger kort nr. 7 at man får 1 point pr. park-blok, der ligger inde i byen – men minus 2 point for hver park-blok, der ligger i udkanten af byen! Ud fra hvilke 3 kort man har trukket, skal man altså lægge de resterende 15 kort, så de danner en by, der giver så mange point som muligt. Hvert kort har et nummer, og de tre numre lagt sammen er det antal point, der skal til for at vinde. Trækker man kort nr. 2, 5 og 12 skal man altså have 19 point for at vinde.

Sprawlopolis er egentlig for op til 4 spillere, men det fungerer klart bedst alene, og helst ikke med mere end 2 spillere. Til gengæld fungerer det super godt solo, hvor det i endnu højere grad end Port Royal, er som at lægge kabale. Det er perfekt at have med, hvis man skal et sted hen, hvor man ved, der er lidt ventetid (og man har et bord til rådighed), for æsken fylder det samme som et almindeligt sæt spillekort. Et spil tager omkring 5 minutter, og så blander man bare kortene, og så er man klar til en omgang mere.

Jeg hørte om Sprawlopolis første gang i en facebook gruppe om brætspil, hvor der var en, der havde vundet samtlige kombinationer af scoring conditions – 816 forskellige kombinationer! Dum som jeg er tænkte jeg: ”Det må jeg også prøve!”, og fandt ud af hvad det var for noget. Hvis man lige vil prøve hvad det er for noget, kan det købes som print and play på producentens hjemmeside til den fyrstelige sum af 3$, og vil man have det med ordentlige kort i en lille æske, koster det under 100 kroner.

Og nej, jeg er ikke i nærheden af at nå de 816 kombinationer!

Chronicles of Chrime

Chronicles of Chrime er et gådeløsningsspil – det er lidt a’la escape room spil, på den måde at når man først har spillet et scenarie, kan man ikke rigtigt spille det igen, da man så kender løsningen, men i modsætning til escape room spil, skal man ikke undslippe noget, men derimod skal man opklare en forbrydelse.

Egentlig kan alle gådeløsningsspil, herunder også escape room spil som EXIT og Unlock osv., vel spilles solo, men med især EXIT spillene vil jeg hellere spille det med andre, da det mere er en oplevelse end et spil, og når man giver godt 100 kr. for en engangsoplevelse, vil jeg gerne dele den med nogen. Med Chronicles of Crime får man 5 scenarier med i æsken, men derudover kan man downloade fan-skabte scenarier fra nettet (jeg har dog ikke fundet nogle danske), så her kan jeg spille fan-scenarierne alene, og dem der kommer med spillet sammen med andre.

I Chronicles of Chrime skal man bruge en app, hvor man bl.a. scanner QR koder på beviser, personer og steder, og brug af apps i spil er altid kontroversielt. Hvis man ikke har noget imod det, er det et fint spil med masser af genspilbarhed pga. de mange scenarier, der kan hentes fra nettet – og der findes også nogle udvidelser (desværre kun på engelsk), som vi dog ikke har haft behov for endnu.

Du kan læse mere om Chronicles of Chrime i denne anmeldelse.

Spil, der har fået lavet en solovariant efter udgivelsen

Nogle spil har fået lavet en måde at spille solo på efter spillets udgivelse, som man kan hente på nettet. Nogle af dem er lavet af spildesigneren selv, men de fleste af denne type er lavet af fans af spillet. Jeg har prøvet en del af disse, og mange af dem falder ikke i min smag, men nogle af dem er egentlig ret gode, så dem vil jeg også lige nævne nogle af. Alle spillene i denne kategori er nogle, hvor jeg ikke ville købe dem for at spille solo, men hvor jeg sagtens kan finde på at spille dem solo, når nu jeg har dem alligevel. Der er rigtig mange spil, der har fået lavet fanskabte solovarianter, men jeg nævner kun nogle få her.

7 Wonders Duel

7 Wonders Duel har fået lavet en solovariant af udgiveren selv, som kan hentes på Asmodees print and play side. Det kræver selvfølgelig at man har spillet også, og hvis man ikke allerede har det, kan jeg klart anbefale det! Det er designet for præcis 2 personer, og er bare et smaddergodt spil efter min mening. Man kan læse en anmeldelse af det her, som er skrevet af en af Legebyens andre spilanmeldere.

I Print and Play solovarianten bliver man introduceret for forskellige automatiserede modstandere – faktisk en lille smule a’la Automaen i Wingspan. Her er der dog forskellige modstandere, som via de kort de består af, får forskellige taktikker, og det er faktisk meget godt tænkt.

Solovarianten fungerer faktisk ret godt, og den giver god modstand – det er da lykkedes mig at tabe et par gange… Ulempen ved den er, at man skal blande de udprintede kort, så man skal nok printe på noget stift papir eller karton, eller putte kortene i nogle plastic-kortlommer. Jeg har selv valgt sidstnævnte løsning, og det gjorde det meget nemmere at blande.

Small World

Small World har også fået udgivet en solovariant af udgiveren af spillet, der denne gang er Days of Wonder, og ligesom med 7 Wonders Duel, kan solovarianten hentes på udgiverens hjemmeside og printes ud. Her er der ikke nogle komponenter man skal printe, det er kun et sæt solo-regler (og faktisk også en lille udvidelse til 2 spillere). Da vi ret godt kan lide Small World, blev jeg jo nødt til at prøve solovarianten 😊

I ”The Lost Tribes’ Crusade”, som varianten hedder, styrer man en fiktiv modstander, som er de glemte folkeslag, som starter i nogle af regionerne i et almindeligt multiplayer spil. De starter som de plejer i de regioner, der er markeret på brættet, men de får så nogle ekstra tropper, som de erobrer regioner med, når det er deres tur. Man styrer dem selv, men reglerne beskriver hvordan man vælger hvilke regioner, de skal erobre. Først erobrer de dem, der koster færrest tropper. Hvis der er flere, der koster det samme, prioriteres de regioner, der giver dig flest point. Hvis der stadig er flere ens, prioriterer den at angribe ens aktive race. Og hvis der stadig er flere at vælge imellem, skal man bare selv vælge – og det sker rimelig tit, hvilket er denne solovariants svaghed. I det tilfælde kan man jo enten bare vælge tilfældigt, eller se på hvor man ville angribe, hvis man selv skulle styre dem, måske kigge en tur frem osv. Men så bliver det lidt som at spille imod sig selv i stedet for mod spillet.

På trods af dette er det hyggeligt at sidde og spille, og er det lang tid siden at det har fundet vej til bordet, er det en fin måde at på spillet det lidt, men hvis vi fik spillet det mere end vi gør (fordi vi har for mange spil, ikke fordi det er dårligt – vi kan rigtig godt lide Small World), ved jeg ikke om jeg også ville spille det solo.

Carcassonne

Carcassonne har faktisk flere forskellige udvidelser man kan hente – både en ”officiel” fra Z-Man Games, som udgiver spillet, og nogle fan-skabte, hvoraf jeg har prøvet 2 – ”Carc Island” og ”Solomo”.

I den fra Z-Man Games styrer man 3 farver, så det minder lidt om almindelig Carcassonne, men reglerne for scoring er noget anderledes – man får kun point for at fuldføre noget, hvis man er den med færrest point… Jeg synes den er ok, men der bliver lidt for meget ”bogholderi” og tænken over hvordan og hvornår man skal score sine point.

Carc Island er en fanskabt solovariant, hvor man lægger startbrikken som sædvanligt, men så kun spiller med én farve. Til gengæld er man begrænset af et felt på 7x7 brikker, hvor startbrikken skal være i centrum. Det gælder så bare om at få så mange point som muligt – og selvfølgelig at fuldføre 7x7 firkanten uden huller.

Den sidste variant jeg har prøvet, hedder Solomo. Den er egentlig en videreudvikling af Carc Island, hvor man har en ramme omkring, som så tæller som ”jokere” for at fuldføre byer/veje/klostre, der ligger ud til kanten.

Jeg kan klart bedre lide de to fanskabte end den fra Z-Man, og selvom det bare handler om at score flest mulige point, er det så forskelligt fra multiplayer Carcassonne, at det ikke kan sammenlignes – der mangler simpelt hen hele den taktiske del. Det er meget mere som at lægge puslespil, men hvor man har flere muligheder for at placere hver brik, og det fungerer faktisk rigtigt godt.

Så er det bare med at komme i gang

Det var en hulens masse spil, jeg synes egner sig godt til at spille solo, hvis man kunne have lyst til at finde et brætspil frem i stedet for at spille computer. Jeg troede ikke at det ville være noget for mig, især fordi jeg har en del brætspil på computeren, som jeg førhen har spillet, men nu vil jeg egentlig hellere finde et fysisk spil frem, også selvom jeg er alene. Hvor jeg før sad ved computeren hver søndag aften/nat, når familien var gået i seng, sidder jeg nu og flytter på plasticfigurer eller river mig selv i håret over alle de grumme ting, der sker mod mig på den forbandede ø. Når jeg har lidt tid at fordrive, men ikke nok til at finde de store spil frem, hygger jeg mig rigtigt godt med Port Royal, Welcome To… eller Sprawlopolis, og især Sprawlopolis er med mig på ture, hvor jeg forventer at have noget tid at fordrive.

Kan du også lide at spille solospil, og har du et forslag til et spil jeg bør prøve, så tøv ikke med at skrive en kommentar med forslag. Jeg går primært efter spil, der også kan spilles med andre, da jeg trods alt har begrænset tid til at spille solo (og med dem, jeg allerede har anskaffet mig, har jeg vist nok til et godt stykke tid!), men skulle der være et rent solospil, som bare er fantastisk, er jeg åben for at prøve det.

- Kim Larsen

BlogindlægCategory_blogindlægTopliste

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris837,95 kr
På lager
Se varen