Zookeeper anmeldelse

Alder: Fra 4 år | Spilletid cirka 10-15 min. | For 2 - 4 deltagere

"Ni brikker og en terning. Det er alt, der skal til, for at skabe en fint og fængende spil – som til tider også kan være udfordrende for en træt forældrehjerne..."

Zookeeper – Husker du bedre end en 4-årig?

Zookeeper er i bund og grund et vendespil, men der er et vigtigt twist. I stedet for at finde to ens brikker, skal man finde det, terningen viser. Og samtidig rykker brikkerne konstant rundt. Så det kræver mere at holde styr på, hvad der ligger hvor. Derfor er Zoo Keeper et spil, der er værd at se nærmere på.

Ganske enkelt

Zookeeper er for 2 til 4 spillere. Så det passer til en familie med to børn, men det er også enkelt nok til, at børnene kan spille det selv, når de lige har lært det.

Spillet består af ni brikker med billeder af forskellige dyr. Dem lægger I med billedsiden opad midt på bordet.

Nu gælder det om at indprente sig, hvor alle dyrene ligger. Når alle føler, at de kan huske det, vender I alle brikkerne, så billederne vender nedad.

Slå med terningen og find dyret

Målet med spillet er, at være den første, der finder et bestemt antal dyr og lægger dem foran sig. Hvis man er to spillere, skal man samle 5 dyr for at vinde. For tre spillere er det fire dyr og for fire spillere er det tre dyr.

Den yngste spiller starter ved at slå med terningen. Som du kan på billederne, er terningen langt fra almindelig. Det er en 12-sidet af slagsen med billeder af de 9 dyr og med tre sider, der har særlige funktioner. Dem kommer vi tilbage til.

Hvis terningen viser en elefant, skal du forsøge at huske, hvor elefanten ligger. Du vender kortet for at tjekke. Hvis du gætter rigtigt, lægger du brikken foran dig selv med billedet nedad. Ellers vender du den bare igen og lader den ligge.

Hvis terningen viser et dyr, som din modspiller allerede har taget, kan du tage det – hvis du altså kan huske hvor det ligger. Og hvis terningen viser et dyr, du allerede har, skal du give det dyr videre til en anden spiller.

Ud over dyr har terningen to andre billeder: Et bur og en dyrepasser. Hvis du slår et bur, skal du lægge et kort tilbage på midten. Og hvis du slår en dyrepasser, kan du selv vælge hvilket dyr, du vil finde. Først siger du for eksempel ”krokodille”, og så vender du kortet, hvor du tror, krokodillen ligger. Hvis du gætter rigtigt, får du kortet.

Hektisk og udfordrende

Ved første øjekast ligner Zookeeper som sagt en ret almindeligt vendespil. Men det er videreudviklet, så det både er sjovere og mere udfordrende. Man skal konstant være opmærksom for at holde styr på, hvor i alverden den zebra nu er smuttet hen.

Zookeeper er perfekt til børn, der er klar til noget mere udfordrende end de klassiske vendespil. Det øver både fokus og hukommelse. Jeg har spillet flere gange med min datter Agnes på 4 år, og hun har slået mig ærligt og redeligt et par gange, selvom min korttidshukommelse ellers ikke fejler noget. Det er fedt at have et spil, der både kan udfordre voksne og mindre børn. Dem er der langt imellem, så jeg kan bestemt anbefale at prøve Zoo Keeper.

- Søren Vinggaard Hellerung

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilDanspil

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris719,96 kr Normalpris799,95 kr
På lager
Se varen