Trivial Pursuit anmeldelse

Alder: Fra 16 år | Spilletid: Ca. 60 - 120 min. | for 2 - 6 deltagere/hold.

"Trivial Pursuit er et af de spil, som nærmest alle mennesker har et forhold til. De fleste har spillet Trivial Pursuit på et tidspunkt i deres liv. Derfor var vi spændte på at pakke spillet op og se, om spillet var lige så godt, som vi huskede det. Uden at afsløre for meget, kan jeg vist godt sige: det var det!"

En spilanmeldelse af Trivial Pursuit: Classic Edition

Det er amerikanske Hasbro Gaming, der står bag Trivial Pursuit. De har også lavet populære spil som Cranium, Hvem er hvem og Monopoly.

Udpakning af spil

Spillet ligner sig selv. Spilleæsken ser klassisk og eksklusiv ud med sin mørkeblå farve og den kursive guldskrift. Spillepladen er massiv og solid, og kan uden tvivl holde til mange års spil. Der er seks osteholdere, 36 oste i forskellige farver, en terning og 400 spørgsmålskort.

Det er altså en klassisk udgave, hvor der ikke er tænkt nye elementer eller regler ind i spillet. Og det kan vi godt lide! Spørgsmålskortene indeholder spørgsmål i seks kategorier:

  • Geografi
  • Underholdning
  • Historie
  • Kunst & litteratur
  • Naturvidenskab
  • Sport & fritid.

Der burde altså være spørgsmål for enhver smag. Der er seks osteholdere og dermed kan spillet spilles af op til seks personer. Trivial Pursuit kan dog også spilles i hold, hvormed antallet af spillere øges.

Reglerne i Trivial Pursuit er, som udgangspunkt, ret simple. Hver spiller skal slå med terningen og rykke et vist antal felter i en valgfri retning på pladen. Feltets farve illustrerer hvilken kategori spørgsmålet er i. Hvis spilleren svarer rigtigt på spørgsmålet, må spilleren endnu en gang slå med terningen og rykke hen på et nyt felt.

Svares der forkert er turen slut, og turen går nu videre til næste spiller. Spillerne samler oste ved at lande på de såkaldte ostefelter, hvor der skal svares rigtigt, før spilleren må få en ost.

Osteholderen skal fyldes af oste i hver enkelt farve, og når osteholderen er fyldt, har spilleren vundet. Udover spørgsmålsfelter og ostefelter er der også ”kast-igen-felter”, hvor spilleren får et nyt kast med terningen. Spilleren bestemmer selv, hvilken retning han ønsker at gå i, og har altså altid to felter, og dermed to spørgsmålskategorier, at vælge imellem.

Spilleoplevelsen

Vi kommer hurtigt i gang med spillet, da der ikke er megen forberedelse. Spillepladen foldes ud, osteholdere udvælges, og så er vi klar til at komme i gang. Reglerne er, som vi også husker det, ret simple. Jeg er den første til at lande på et ostefelt og kan allerede mærke adrenalinen i kroppen: Nu skal jeg have den ost! ”Inden for hvilken sport finder man hold som Kansas City Chiefs, Atlanta Falcons og Miami Dolphins?”. For en amerikansk fodbold-nørd, er den nem. Amerikansk fodbold, selvfølgelig! Jeg er allerede på rette kurs!

Modsat den seneste udgave vi havde af Trivial Pursuit, synes vi, spørgsmålene passer bedre til os denne gang. I vores (æld-)gamle udgave kunne de fleste spørgsmål kun besvares af vores forældre på 60+. Denne gang kan vi også komme på banen, og vi synes, der er en ret god spredning i spørgsmålenes tidsperspektiver, så de fleste spillere ville kunne få succes i spillet.

Der er spørgsmål om alt fra amerikansk fodbold til kinesiske dynastier og fra Charles Baudelaire til filmen Terminator. Der er altså rig mulighed for, at voksne i alle aldersgrupper og med forskellige spidskompetencer kan være med i dette spil.

Efter 15 minutters spil har jeg kun to oste, mens min kæreste har fremskaffet tre oste. Jeg synes nu også, hun får alle de nemme spørgsmål: ”Hvad kaldes Storbritanniens udtræden af EU i folkemunde?” – ”Hvilken af vennerne i tv-serien Venner har en tvillingesøster ved navn Ursula?” – ”i hvilket håndarbejde bruges udtryk som ret, vrang og glat?”. Så er det jo ingen sag at fylde sin osteholder med ost.

Spillet trækker i langdrag, men vi har ikke kedet os på ét tidspunkt. Trivial Pursuit kan bare noget, når det kommer til at fastholde spillernes opmærksomhed og engagement. Efter 45 minutter er vi tættere på en afslutning, men er, om muligt, mere engagerede og interesserede i at spille videre. Så underholdningsniveauet er i top. Hver gang :-)

Vurdering

Vi synes, spillet er genialt til de fleste sammenkomster med voksne. Der er alle typer spørgsmål indenfor forskellige områder, så voksne med forskellige kompetencer og vidensområder kan være med i dette spil. Spillet selv har en aldersanbefaling på 16+, og det er vi enige i. Spillet kræver en hvis almen viden for at få noget ud af spillet.

Spillet kan godt tage lang tid, da spillerne kun kan få oste, når de lander på ostefelterne og svarer rigtigt. Derfor vil der være mange ”mellemstop” på de resterende felter, hvor rigtige svar ikke resulterer i en ost. Vores første spil tog lidt over en time. Efterfølgende har vi haft en spil, der strakte sig over halvanden time. Vi har endnu ikke spillet mere end én spil i træk, da Trivial Pursuit er et relativt langt spil.

Vi har oplevet at spille spillet sammen med dén type spiller, der har spillet Trivial Pursuit en million gange, og derfor kan svare på alle spørgsmålene. Af den grund ville vi kunne ønske, det var muligt at købe ekstra spørgsmål til spillet, så der kunne komme lidt udskiftning. Det er desværre ikke muligt, og det er en skam for spillets udviklingspotentiale og levetid.

Man skal selvfølgelig spille spillet rigtig mange gange for at lære alle svarene at kende, men det ville være rart, hvis muligheden for nye kort var der. Derudover ville det også være smart, hvis man kunne købe kortudvidelser til forskellige målgrupper: fx vil vi gerne have Trivial Pursuit – Familieudgaven, men har ikke brug for spilleplade, osteholdere, oste, osv. Der er vi dog nødt til at købe hele spillet, for at få spørgsmålskortene, der egner sig bedre til et familiespil.

Men når alt kommer til alt, er Trivial Pursuit bare et klassisk og genialt spil, som bliver ved og ved med at fungere. Vi spillede første gang spillet for 16 år siden. Og alligevel er det stadig underholdende den dag i dag. Trivial Pursuit bør være i enhver families spillereol!

- Christian Hjortdal

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilHasbro gaming

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris799,95 kr
På lager
Se varen