Alder: Fra 13 år+ | Spilletid: Så længe I ønsker | Spillere: For 2 eller flere...
"Spilletiden kan vare lige så længe, man har lyst til. Jeg vil dog anbefale, at man tager sig god tid, da snakkene kan gribe om sig, og spørgsmålene frister hele tiden til ét mere..."
Anmeldelse af The Heart Talks og The Dark Talks
(på både dansk og engelsk)
Spillenes komponenter
Når du åbner de smukt udformede æsker, som indeholder spillet, vil du finde en stak kvadratiske kort.
- The Heart Talks består af 115 spørgsmål, som handler om værdier, holdninger, eksistens og relationer mennesker imellem. Derudover indeholder spillet også 4 kort, der beskriver hhv. produktionen af spillet, forklaring på, hvad The Talks er, hvad spillet er og anbefalet alder og antal og reglerne.
- The Dark Talks består af 112 spørgsmål, som handler om de mørkere sider af livet. Her udforsker spillerne deres holdninger til grænser, værdier og morale. The Dark Talks findes både på dansk og på engelsk, så den engelske version kan også spilles på tværs af nationaliteter og i engelskundervisning. Her er der 5 kort udover spørgsmålskortene. Det kort ekstra kort i The Dark Talks handler om pakningen af spillet. Det er nemlig indsatte i Vestre Fængsel, som har stået for at samle og pakke æskerne. Det er gjort for at bidrage til, at de indsatte får mulighed for, at styrke deres kompetencer og mulighed for at leve et almindeligt liv, efter endt afsoning.
Regelbogens tilgængelighed
Reglerne til spillene er ganske simple, de står beskrevet på 6 meget korte linjer. Kortene tages op, sættes på højkant i æsken, turen går på skift i urets retning, og spilleren vælger, om det aktuelle spørgsmål er til én bestemt spiller eller alle på en gang. Mere er der ikke i det, så det er ganske simpelt.
Spilletiden kan vare lige så længe, man har lyst til. Jeg vil dog anbefale, at man tager sig god tid, da snakkene kan gribe om sig, og spørgsmålene frister hele tiden til ét mere.
Generelt om spillene
The Talks spillene findes i to varianter rent emnemæssigt og det er udviklet til at danne baggrund for gode og meningsfulde samtaler.
The Heart Talks, som er det første spil i serien, stiller spørgsmål til værdier, holdninger, eksistens og mellemmenneskelige relationer. Det blev udviklet af Stine, som sidenhen fik et samarbejde stablet på benene med Camilla og Kristine, som er kvinderne bag podcasten Mørkeland. De udviklede så i fællesskab The Dark Talks, som bygger videre på konceptet bag The Heart Talks.
Ideen til The Heart Talks fik Stine, da hun skulle flytte i lejlighed med en kvinde, hun ikke kendte på forhånd. De lavede en aftale om at stille hinanden et spørgsmål hver uge for på den måde at lærer hinanden bedre at kende. Med tiden tog denne idé fart og blev startskuddet til The Heart Talks.
The Dark Talks findes på både dansk og engelsk og det blev lavet for at flytte de tankevækkende snakke fra podcasten Mørkeland, hjem i folks stuer. Det giver en unik mulighed for at dykke dybt ned i de lidt mørke snakke sammen med venner, bekendte, familie, klassekammerater og fremmede.
Personligt hørte jeg om spillene gennem en veninde, som havde lyttet til podcasten Mørkeland, hun anbefalede mig at kigge nærmere på det, da det lød som et ret interessant spil. Der gik ikke mere end 5 min., før jeg havde besluttet mig for at få det hjem. Jeg fortrød heller ikke, da jeg sad med det i hænderne.
Et ultralækkert design
Udover at det er et ultralækkert design, der er valgt til æskerne og kortene, så er spørgsmålene også bare virkelig gennemtænkte. De kickstarter nogle super gode samtaler, får en til at tænke i baner, der normalt ikke ligger lige til højrebenet og skaber baggrund for at undersøge sit inderste.
Jeg har haft anledning til at spille The Heart Talks og The Dark Talks hver for sig og sammen, og jeg synes faktisk, at de egner sig utroligt godt til at blive spillet sammen. Det giver en rigtig god dynamik til snakkene, at nogle handler om de mørke sider af livet og andre i højere grad om de lyse sider.
Nogle af spørgsmålene i The Heart Talks kan også lede af de mere dystre veje, ligesom nogle af spørgsmålene i The Dark Talks også kan være mere faktuelle. De to spil fungerer også ganske fint hver for sig, netop fordi spørgsmålene varierer lidt.
Gæster i min undervisning
Jeg har haft spillene i et par måneder nu, så jeg har kunnet prøve dem i flere forskellige fællesskaber.
De har været gæster i min undervisning, både i dansk, i et samfundsfag, i engelsk (her den engelske udgave af The Dark Talks) og til gangmøder.
Derudover har spillene været brugt til en hyggeaften med min kæreste og som samtale-starter på weekendtur med familien. De er blevet modtaget med kæmpe succes i alle fællesskaber.
Mine elever har været ’udsat’ for flere forskellige samtalespil, og de her, har de bedt mig tage med igen og igen. De er vilde med dem. Faktisk kom de også på ønskesedlen ved flere af eleverne, da vi nærmede os juletid.
Det kan da kun kaldes en succes ?
Variationen i spørgsmålene
Det, de godt kunne lide, var variationen i spørgsmålene og den dybde de bragte med sig. Det var spørgsmål til emner, som de næsten alle sammen kunne relatere til, og så blev det heller ikke for corny, hvilket de også var ret store fans af.
I min familie var det mest brugte ord ’kan vi ikke lige nuppe ét spørgsmål mere’, hvilket vist også taler for sig selv. Derudover var succesen, at de trods stor forskellighed imellem medlemmerne i familien (den er sammenbragt med voksne børn), så kunne alle være med, faktisk kunne de ikke lade være.
Det startede med blot at være 4, som spillede sammen, men inden 30 minutter var gået, var vi 7 spillere.
En varm anbefaling
Jeg kan varmt anbefale disse spil, for de fungerer bare! De bringer mennesker tættere sammen på tværs af alder, baggrund og kultur.
Rent undervisnings-mæssigt er spillene også meget velegnede. De træner flere ting, da eleverne både benytter sig af deres læsefærdigheder, de skal formulere svar på spørgsmål, de lærer om sig selv og hinanden, de træner samtalefærdigheder og udvikler deres empatiske sans.
Den engelske udgave testede jeg på et 4.-5. klassesniveau med elever i alderen 13-18 år. Spørgsmålene var lidt til den svære side, men med lidt hjælp fra lærere og hinanden gik det.
Dét, at de havde et fælles tredje at koncentrere sig om, gjorde det nemmere for dem at åbne sig op og turde tale engelsk. De glemte lidt at være nervøse, da de blev fanget af spørgsmålene.
Det er ikke sidste gang, at det skal med til time, det synes de heldigvis heller ikke.
- Camilla Liv Pedersen
Billeder af spillene
Billeder fra familiehygge med The Talks
Billeder af undervisning med The Talks
Billeder fra engelsk undervisningen
Om produktionen af spillene
Begge spil fra The Talks er produceret under ISO 9001- og ISO 14001-certificeringsstandarderne. Papiret er Svanemærket og FSC-certificeret.
Alt affald fra trykprocessen bliver behandlet forsvarligt og med omtanke for grøn omstilling, sporbarhed, cirkulær livscyklus og genanvendelse efter FN’s verdensmål nummer 12 om ansvarlig produktion.
The Heart Talks og The Dark Talks er samlet og pakket i Vestre Fængsel af indsatte, der arbejder med produktion for at styrke deres kompetencer og mulighed for at leve et almindeligt liv i job, efter endt afsoning.
Produktionsvirksomhed har været en stor del af beskæftigelsen i fængsler og arresthuse i mere end 100 år og arbejdet giver de indsatte, en praktisk og virkelighedsnær hverdag, som holder dem beskæftigede og forbereder dem til livet på den anden side.