Skæg Med Matematik spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 5 år | Spilletid: 15 - 20 min. | Spillere: For 2 - 4 deltagere

"Med spillet Hr. Skæg – Sjov med matematik, kan du give dit barn en rar introduktion til matematikkens verden. Det sjovt og hyggeligt - og så må man tegne på pladen..."

En spilanmeldelse af Skæg Med Matematik

Gør matematik til en leg

Hr. Skæg er en figur, som de fleste forældre nok stifter bekendtskab med før eller senere. For når ungerne skal til at lære bogstaver og tal, er DR’s programmer med Hr. Skæg svære at komme uden om. De er lærerige og tilpas fjollede til at holde børnenes opmærksomhed.

De egenskaber er også oversat til brætspil. Der er en hel serie af spil, der ser nærmere på ord, bogstaver og tal. Men her ser jeg på spillet, der giver en stille og rolig intro til matematikkens verden.

Helt ligetil

Spillet er helt enkelt. Man skiftes til at trække opgavekort og løse dem med alle de hjælpemidler, der er i kassen og på spillepladen.

Der er ikke fokus på, hvem der er bedst, så man udnævner ikke nogen vinder. Man spiller bare så længe man har lyst. Og man kan for eksempel vælge at sige, at spillet skal slutte, når man har løst 10 opgaver hver.

Mange forskellige opgaver

Der er 10 forskellige slags opgaver, som angriber det med matematik på lidt forskellige måder. Fælles for dem alle sammen er, at de formår at gøre matematikken jordnær og vedkommende.

En af opgaverne går ud på, at man skal betale for en vare. Det kan for eksempel være en tomat til 3 kroner. Så skal man bruge de fine papmønter til at betale 3 kroner. Det giver både en god forståelse for mængder og for hele princippet med, at varer koster penge.

I en anden opgave gælder det om at dele kagen på spillebrættet op i et bestemt antal dele. Det gør man ved at tegne streger hen over kagen, som om man skærer den over. Her var jeg ret overrasket over at min datter på 5 kunne gøre det uden problemer. For mig virker det som en lidt abstrakt øvelse, men det er præsenteret på en måde, der gør det let at gå til.

Den mest specielle opgave går ud på at tage hånden ned i en pose fyldt med forskellige former (en cirkel, en trekant og så videre) og gætte, hvilken form man har fat i uden at kigge på den. Igen er det med til at gøre en lidt abstrakt forståelse mere nærværende.

Plus og minus med gode hjælpemidler

Der er flere forskellige opgaver, der handler om at lægge til og trække fra. For eksempel går en opgave ud på at se, hvor mange etager, Hr. Skæg skal tage elevatoren op eller ned, hvis han for eksempel skal fra ottende etage til tredje.

Som sagt kan man bruge alle hjælpemidler til at løse opgaven. Det betyder at man for eksempel kan bruge mønterne, når man skal tælle to mængder sammen, eller tælle ned på talrækken, når man skal trække fra.

Det er op til barnet – og dig – at bruge den metode, der giver mest mening. Det er med til at tage presset af og gøre det mere til en leg.

Variation gør en stor forskel

Det er en kæmpe fordel i et læringsspil, at der er mange forskellige indgangsvinkler. For børn er vidt forskellige i forhold til, hvad de synes er logisk. Men næsten uanset hvordan dit barn tænker, giver det her spil dem formentlig en indgangsvinkel, der gør, at der lige pludselig går et lys op for dem.

Det gjaldt også min datter, Agnes, der hurtigt fangede princippet med, hvordan man betaler med mønter og hvordan man laver regnestykker ved at hoppe frem og tilbage på en talrække.

Et stærkt læringsspil

Agnes går ikke i skole endnu, men hun starter til efteråret, og jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at bruge spillet en del for lige at varme lidt op. Spillet er mindst lige så godt til børn, der allerede er startet i skole og bare skal øve matematikken på lidt forskellige måder.

Hr. Skæg – sjov med matematik fungerer super godt, fordi det er flot lavet og lader til at bygge på nogle solide, pædagogiske principper. Der bliver ikke talt ned til børnene. De bliver udfordret, men også hjulpet godt på vej til at forstå matematik bedre.

Der er masser at tage fat på i spillet. Det handler om at lege sig frem til løsningerne uden pres. Og efterhånden er det tydeligt, at børnene kan mere og mere selv. Det er indlæring, der virker og samtidig er sjov og hyggelig.

God spillelyst.

- Søren Vinggaard Hellerung

Læs også spilanmeldelsen af Skæg Med Bogstaver


Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilTactic

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris799,95 kr
På lager
Se varen