Alder: Anbefales fra 18 år | Spilletid: 30-45 min. | Spillere: For 3 - 8 deltagere
"Vi bliver meget sjældent stødt eller fornærmet over hinandens humor, derfor glædede vi os rigtig meget til at få afprøvet politisk ukorrekt i billeder... "
Det var en lørdag aften
En lørdag aften er vi en gruppe venner samlet som vi så ofte er, til en hyggelig spil aften. Denne gang gjaldt det spillet Politisk Ukorrekt: Billeder, som skulle være et rigtig sjovt spil, der både skulle kunne overrasket og løfte et øjenbryn eller to.
Vi er er i aldersgruppen 25 til 30 år, vi har kendt hinanden i mange år og spillet rigtig mange spil sammen. Humor er noget der fylder rigtig meget når vi er sammen, og vi elsker at lave sjov med hinanden og grine sammen, det kan være alt fra en plat joke til en sjov historie.
Vi bliver meget sjældent stødt eller fornærmet over hinandens humor, derfor glædede vi os rigtig meget til at få afprøvet politisk ukorrekt i billeder.
Hvordan spilles det?
I Politisk Ukorrekt: Billeder, får hver deltager nogle kort som man kan lægge ned til det billede der bliver lagt på bordet.
For hver runde lægges der et nyt kort med et billede på midten af bordet. Billedet kan være af hvad som helst. Alt fra en chokeret læge eller en bedrøvet kat.
Når man har fået undersøgt billedet godt og grundigt skal man tjekke sine kort på hænderne igennem og finde den tekst man synes passer bedst, eller er sjovest til billedet.
Herefter skal dommeren vælge det kort han/hun finder sjovest og når det sjoveste er blevet valgt, giver spilleren sig til kende og får et point. Det er vigtigt man husker, at blande kortene efter de er blevet lagt ned, så dommeren ikke kan regne ud hvem der har lagt hvilket kort.
Politisk Ukorrekt i flere varianter
Vi har i denne vennegruppe prøvet både Politisk Ukorrekt og Politisk Ukorrekt: Billeder, så vi har lidt at sammenligne med.
Det vi fandt rigtig spændende i udgaven med billeder, er hvad andre så i billederne og hvordan de synes, at man kunne gøre dem sjovest. I udgaven med billeder har man kun 4 kort med tekst, så man har ikke så mange muligheder at gøre godt med, som man har i den anden udgave, her har man nemlig altid 12 kort på hånden.
Vi følte at man til tider kunne blive en lille smule mere låst af spillet med billeder, da det hele bliver visuelt og det kræver ekstra meget, at tekstkortet man lægger ned, passer til billedet, hvis man som dommer slet ikke kan finde koblingen mellem billede og tekst, bliver det lidt sværere at finde det sjove i det.
Vores vurdering af spillet
Vi oplevede i spillet, at det var svært at få sine kort til at passe på billederne, flere af billederne lægger op til en specifik situation, hvor de fleste af kortene ikke passer til og derfor blev man til tider nød til at smide et kort i bunken, som man egentlig heller ikke selv fandt morsomt, blot for at komme af med kortet. Man skulle hele tiden have fire kort på hånden, og når man smed et kort fik man et nyt, således at man hele tiden har fire kort på hånden.
Vi valgte derfor på et tidspunkt i spillet, at sige at man skulle have 8 kort på hånden i stedet for fire. Det gjorde vi for at have flere kort at vælge imellem, og forhåbentlig, have nogle flere kort, der kunne passe med det enkelte billede.
Det gjorde, at flere af vores kort gav mere mening og spillet blev derfor sjovere efter denne regelændring. Om det lige skal være 8 kort man vælger at spille med er ikke sikkert, men prøv selv at varierer mængden.
Vores egne regler
Udover at spille med flere kort, valgte vi også at efter hver endt runde måtte man bytte et kort ud, det kunne være et kort man ikke fandt morsomt eller havde siddet rigtig længe på hånden med, og det oplevede vi alle sammen.
Nogen af os prøvede også at sidde rigtig længe med et kort på hånden, fordi vi ikke kendte personen som stod på kortet. Når man ikke ved hvem personen er, kan det være rigtig svært, at få noget sjovt ud af kortet.
Om det bare var os der ikke har styr nok på de kendte, eller om de ikke var kendte nok, ved vi ikke. Det var i hvert fald svært, at komme på noget sjovt når man ikke ved om personen er politiker eller fodboldspiller :-)
En rigtig positiv ting ved spillet
En rigtig positiv ting ved spillet er, at med de 120 billedkort, som følger med spillet, gør det muligt at man kan spille det rigtig mange gange, uden det bliver gentagelser. Billeder kan blive set fra en masse nye vinkler, så længe man bare har forskellige tekstkort at spille ud.
Vi blev lidt overrasket over, at billederne ikke var mere voldsomme og upolitisk. Vi troede vi ville blive rigtig chokerede, når vi så billederne, men det var sjældent tilfældet. Så det er tekst kortene der skal være med til at gøre spillet "politisk ukorrekt".
Vi kunne godt have ønsket os, at billederne blev mere offensive, nu hvor det er det spillet lægger op til. Vi fandt spillet sjovt, men det var meget sjældent vi fandt spillet sjovt på baggrund af, at det var over grænsen! Vi tror også, at Vi er en svær gruppe at støde/chokere.
Vi fandt spillet rigtig underholdende og vil helt sikkert spille det igen. Det er sjovt hvordan ens humor kan være så forskellige, derfor betød det rigtig meget at dommer rollen gik på tur, så vi alle skiftedes, til at være den, der skulle bedømme hvad der var sjovest.
Med lidt få justeringer blev spillet rigtig godt og sjovt. Vi blev hurtigt enige om, at dette spil også kunne være rigtig sjovt, at spille i en festlig sammenhæng med flere spillere.
Vi har indtil videre spillet det 2 gange, med den samme gruppe mennesker og der fandt vi ud af, at stemningen i rummet også betyder rigtig meget for, hvor sjovt spillet kan blive. Den ene dag var stemningen bare rigtig høj og det blev grinet af næsten alt! Her var spillet en fest og den anden gang var det mere stille og roligt, hvor vi bare sad og hyggede os. Derfor kom vi i tanke om at spillet nok ville være rigtig godt i festligt selskab.
Vi vil helt sikkert spille spillet igen.
- Maria Lauritsen