Kontakt os
"No Shit, Sherlock byder på en hektisk spiloplevelse, som dur til alt fra abefester til eftermiddagshygge..."
Et festligt lortespil...
Hvis du lader dig støde af overskriften på anmeldelsen, er No Shit, Sherlock nok ikke lige din kop te. Ordet ”lort” optræder nemlig utallige gange i spillets regler. Spillet i sig selv er dog helt harmløst.
Men hvis du godt kan lide hurtig og nervepirrende underholdning, er No Shit, Sherlock til gengæld et rigtigt godt bud. Det gælder nemlig om at have et knivskarpt overblik og lynhurtige reaktioner, hvis man vil undgå at ende med lorten – bogstaveligt talt.
Sådan spiller I
Spillet består af tre store, hvide kuber, en masse små, brune kuber, to stakke kort – og så selvfølgelig en stor, brun trælort. Alt sammen i god, slidstærk kvalitet.
Det ene sæt kort er opgavekort, og det andet sæt kort viser en masse forskellige genstande i forskellige farver. Der er alt fra sorte katte og hvide svaner til gule roser og grønne skildpadder.
I starter med at få fire kort med genstande hver. Dem lægger i foran jer med bagsiden opad. I må heller ikke selv vide, hvad der ligger i jeres respektive bunker.
Midt på bordet lægger I trælorten og de hvide kuber. Der skal altid være en hvid kube færre end antallet af spillere.
Så trækker I et opgavekort. Opgaven kan for eksempel være at spotte to dyr i samme farve, eller tre forskellige ting, der har ruder.
Når I kender opgaven, begynder I at vende kort en efter en. I skal sørge for at vende kortene hurtigt, så modspillerne med det samme kan se, hvad der er på dem.
Vær vaks ved havelågen
I bliver ved med at vende kort, indtil opgaven er fuldført, så der for eksempel er to kort med dyr på. Så snart du kan se to dyr, skal du skynde dig at tage en af de hvide kuber midt på bordet. Men fordi der er ikke er hvide kuber nok til alle, må den langsomste spiller nøjes med lorten.
For hver gang du ender med lorten, fordi de andre når at tage de hvide kuber før dig, får du et lortepoint. Den første, der får fem lortepoint, taber spillet.
Hvis man er mere end to spillere, finder man også en vinder af spillet. Det er den spiller, der flest gange får kuben med den grønne prik på. Hver gang du får den, vinder du opgavekortet for den runde. Den spiller, der har flest opgavekort, når en anden spiller når fem lortepoint, har vundet.
Forlænget spilletid
Nogle gange kommer man ud for, at opgaven ikke er løst, når alle spillere har vendt sine fire kort. Så deler man tre kort ud til hver spiller og fortsætter. Hvis opgaven stadig ikke er løst, deler man to kort ud til hver igen og igen, indtil opgaven er løst.
På den måde kan der pludselig komme rigtigt mange kort på bordet. Det gør det svært at bevare overblikket, og det er netop det, der gør spillet sjovt og nervepirrende.
Festligt og lettilgængeligt
No Shit, Sherlock er anbefalet til børn fra syv år. Og det er nok også især børn, der for alvor sætter pris på det latrinære tema. Men spillet egner sig også til voksne, der gerne vil have et spil, som er lynhurtigt at gå i gang med, og som får konkurrencementaliteten frem i folk.
No Shit, Sherlock egner sig rigtigt godt som et festspil, fordi man hurtigt får et smil på læben og lidt sved på panden over det hæsblæsende tempo.
For dem, der kan lide drukspil, er spillet også en god mulighed. Tag en slurk, hver gang du får et lortepoint. Så skal festen nok komme i gear.
Træn overblik og reaktionsevner
Men for at vende tilbage til børnene, kan No Shit, Sherlock efter min mening også sagtens være lærerigt. Man træner evnen til at overskue mange informationer og reagere lynhurtigt. Og så skader det ikke, at temaet er lidt frækt. Det er helt klart noget, der virker lokkende for mange børn.
Aldersgrænsen på 7 år er meget passende, fordi mindre børn godt kan have svært ved at bevare overblikket, når der ligger 20 kort på bordet.
Konklusionen er, at No Shit, Sherlock kan bruges til mange forskellige formål. Og derfor er der meget underholdning for pengene. Det er i hvert fald ikke mange spil, som både egner til en hyggelig eftermiddag med ungerne og en festlig aften med vennerne.
God spillelyst!
- Søren Vinggaard Hellerung
