MaMaMeMo Sodavand anmeldelse
Produktet er desværre udgået af Legebyen's sortiment.
Vi har dog mange andre spændende varer fra Mamamemo på Legebyen.dk!

Alder: Anbefales fra 3 år | Materiale: FSC®-certificeret træ | Indhold: 1 kasse med 6 stk. sodavand (til rolleleg)

"Herhjemme serveres sodavand til særlige lejligheder, og Signe kopierer det fuldstændigt i sin leg: Sodavandene serveres på hendes lille bord på værelset, når det er sammen med eksempelvis Mamamemos flødeboller, kagemand eller lagkage, til en rolleleg med fødselsdagsfejring for dukker og bamser..."

Øverst på listen

Der er ingen tvivl: herhjemme står mærket MaMaMeMo øverst på listen over favoritmærker!

Vi begyndte at samle med vores dengang 1-årige datter Signe for 3 år siden. Hun blev optaget af trælegemaden med det samme, og hun har i nu 3 år brugt utallige timer i sit legekøkken. Siden er lillebror Johannes kommet til, som nu er 1 år.

Der er ingen tvivl om, at det sted, begge børn kan fordybe sig mest, er i deres Mamamemo-univers. Grundet deres aldersforskel leger de naturligvis på hvert sit niveau. Men fælles for dem er, at de bliver totalt opslugte af at finde frem, anrette, øse op, servere, spise, mv.

Den nyeste anskaffelse herhjemme er en af MaMaMeMo nyhederne fra 2019: Seks sodavand i en fin lille trækasse.

Det nye for Mamamemo er bl.a., at produkterne er yderst stilfuldt indpakket i neutrale æsker med et mærkat omkring, hvorpå tydeligt kan ses og læses, hvad indholdet er.

I æskerne er hver del omhyggeligt beskyttet med enten pap eller papir. Det har naturligvis et sikkerhedsmæssigt sigte under fragt, men for mig er det med til at gøre produkterne til noget særligt helt fra begyndelsen: Jeg har oplevelsen af at pakke noget eksklusivt ud, og jeg og børnene er vilde med at åbne de forskellige pakker og se, hvor fin hver del er – for det kan vi være sikre på, alle dele er hver gang!

Indholdet her er 6 vildt søde sodavand. De er 10 cm. høje og 4 cm. i diameter. Der står brandnavnet Mamamemo på dem alle 6, men med forskellige farver er man slet ikke i tvivl om, hvilke slags det er: 2 brune er naturligvis cola, 2 lysegrønne er sportsvand, og 2 gule er appelsinvand. Øverst er de afsluttet med det, der minder om en kapsel.

De 6 sodavand kommer i en sød, lille kasse i mørkegrøn. Den er delt op ved hjælp af tre små stykker træ, der med et simpelt system kan sættes sammen. Dermed passer kassen med de seks små rum perfekt til sodavandene og kan holde på dem. (De små stykker træ, der deler kassen op, kan sagtens tages ud, og dermed kan kassen også bruges til andre formål i legekøkkenet.)

Til legekøkkenet og til købmandsbutikken

I Signes leg med Mamamemo-produkter skifter det mellem, om det er legekøkken eller salgsbod.

Herhjemme serveres sodavand til særlige lejligheder, og Signe kopierer det fuldstændigt i sin leg: Sodavandene serveres på hendes lille bord på værelset, når det er sammen med eksempelvis Mamamemos flødeboller, kagemand eller lagkage, til en rolleleg med fødselsdagsfejring for dukker og bamser, eller sammen med pizza fra ovnen, til lidt ekstra lækker aftensmad.

Når sodavandene optræder i Signes salgsbod kan de koste alt fra 2 – 45 kroner. Hun elsker at sælge eller købe, og også her har Mamamemo produceret skønne elementer til legen i form af eksempelvis kasseapparat og markedsbod.

Er blevet MaMaMeMo-fan

At jeg er blevet Mamamemo-fan skyldes i første omgang de fantastiske designs, som Mamamemo selv står bag.

Produkterne er virkelighedstro og har så mange fine detaljer. Engang lagde jeg et billede på Instagram af nogle chokoladekiks fra Mamamemo, og flere blev overrasket over, det ikke var en ægte fødevare.

Derudover er der et enormt udvalg inden for legekøkkenet, tilbehør og legemad – der er stort set alt det, vi kender til fra køkkenskabene og køleskabet herhjemme (Herforuden en legetøjsserie med træværktøj til både snedkeren, tømreren og bilmekanikeren).

Endelig er trævarerne fra MaMaMeMo udført i høj kvalitet, som klart skinner igennem. De har en god holdbarhed, er solide og kan tåle at blive brugt hver dag – mange gange om dagen herhjemme – uden at gå i stykker.

Bæredygtigt træproduktion

Inden for de seneste år har firmaet bag MaMaMeMo med afsæt i FN’s 17 verdensmål iværksat en række tiltag. Blandt andet er målet, at alle produkter inden 2022 skal produceres af FSC®-træ, hvilket sodavandene netop er.

Det er tydeligt markeret med et grønt FSC®-logo uden på æsken, og det fremgår også af deres hjemmeside. FSC® er en uafhængig non-profit organisation, der er etableret for at fremme et ansvarlig skovbrug.

Mamamemo er et ud af firmaets tre egne brands (I øvrigt Mini Mommy og senest byASTRUP fra 2018).

Historien bag

Det oprindelige firma blev grundlagt i en lille lejlighed i starten af tresserne af ægteparret Anne-Marie og Poul Larsen, som på daværende tidspunkt boede i den jyske by Holstebro.

Ægteparret startede produktion af dukketøj, hvor Anne-Marie designede og Poul kørte som sælger. Tøjet blev syet af egne syersker - primært hjemmesyersker, og på et tidspunkt var ca. 30 syersker beskæftiget med at sy dukketøj mm.

Produkterne blev solgt til legetøjsbutikker primært i Danmark, men med tiden lykkedes det også at oparbejde et godt marked både i Norge og Sverige.

De sidste ca. ti år, hvor Anne-Marie og Poul Larsen ejede firmaet, var det bortforpagtet til én af de ansatte.

I 1997 overtog de nuværende ejere Anette og Poul Erik Pedersen firmaet og flyttede det til hjem-adressen i Tarm i Vestjylland, og herefter begyndte sortimentet at blive udvidet med varer, der var naturligt tilbehør til dukketøj - f.eks. sko, senge, lifte mm. Ideen med denne udvidelse var at blive butikkernes foretrukne leverandør af produkter til leg med dukker.

For at bevidstgøre kunderne om et bredere sortiment end det oprindelige koncept, ændredes firmanavnet i år 2001 fra AM konfektion til AM Leg.

I 2004 var udvalget af pædagogisk legetøj udvidet væsentligt, da dette - og specielt trælegetøj – i høj grad var efterspurgt.

Anette og Poul Erik Pedersens eget brand MaMaMeMo er yderst personligt, som jeg rigtig godt kan lide som mor. Navnet kommer fra ægteparrets 4 børn, da de netop ønskede, at deres nye brand skulle have en personlig betydning. Det fik det, da de valgte at tage de 2 første bogstaver i børnenes navne: Marie, Mads, Mette og Morten blev altså sammensat til MaMaMeMo.

I 2015 mistede de datteren Marie til kræft. Idéen til brandet byASTRUP opstod som følge af et behov for at bearbejde den ubærlige sorg, og hver måned doneres 15.000 til Børnecancerfonden.

I oktober 2018 blev navnet ændret til ASTRUP Group A/S og flyttet til nabobyen Skjern.

Produktionen foregår ikke længere ved egne syersker mm., men på en stor og topmoderne fabrik i udlandet, hvilket betyder endnu bedre kvalitet og utrolig stor ensartethed i de forskellige designs. Udvikling og design af nyheder sker dog stadig i firmaet for at ramme forbrugernes ønsker og behov.

Målsætningen for Mamamemo og produkterne generelt fra ASTRUP Group er bl.a. at kunne tilføre legetøjsmarkedet kvalitetslegetøj med et højt pædagogisk indhold.

OG I LYKKES MED DET!

TAK fra en mor, der er vild med, at mine børn kan lege og derigennem lære med skønne, virkelighedstro produkter i høj kvalitet og lækkert design.

- Elisabeth Kristensen

Anmeldelse af legetøjCategory_anmeldelse af legetøjMamamemo

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris779,95 kr
På lager
Se varen