Lysende byggeklodser anmeldelse

Alder: Anbefales fra 3 år | Mærke: TTS | Antal: 1 sæt med 12 stk.

"Min mening om de sensorisk lysende byggeklodser er god, kvaliteten er god og der er en masse forskellige muligheder med sættet. Efter min mening, er målgruppen meget bred, alt efter hvordan man ønsker at bruge klodserne. Vi har alle tre haft det sjovt, imens vi har set nærmere på dette sæt og af den grund, kan vi sagtens anbefale det til andre, særlige behov eller ej..."

En anmeldelse af lysende byggeklodser

Tts laver virkelig mange gode og spændende produkter, som bl.a. er velegnet til børn og voksne med særlige behov.

Da min store teenage-søn har flere forskellige udfordringer, bl.a. Infantil autisme, så kender jeg efterhånden til flere af Tts’ produkter og af den grund var jeg meget nysgerrig og interesseret i, at se nærmere på de sensorisk lysende byggeklodser.

Sættet med de lysende byggeklodser, henvender sig til børn fra 3 år og opefter. Jeg vil dog sige, efter at have undersøgt dem nærmere, så kan jeg ikke helt forstå hvorfor de siger fra 3 år.

Måske er det blot af sikkerhedsmæssige årsager, fordi der er batterier inden i. Jeg ved det ikke, men jeg kan se at min lille søn Villads på 1 år, er helt vild med de lysende klodser.

Børn under 3 år, kan derfor sagtens have glæde af sættet, men de bør selvfølgelig ikke lege med det uden at være under opsyn fra en voksen, men det gælder faktisk med alt legetøj, når de er under 3 år.

Selve sættet

Sættet består af 12 lysende byggeklodser, fire store og otte små.

De store klodser måler 15 x 15 x 15 cm og de små måler 7,5 x 7,5 x 7,5 cm.

Hver klods skal bruge 2 stk. AA batterier, så i alt kræver sættet 24 stk. AA batterier.

Det lyder voldsomt, men batterierne holder meget lang tid, så det er ikke så slemt.

For at kunne komme til batterierne skal man løsne en skrue, med andre ord, så er de lysende klodser sikre for børnene.

Under hver af byggeklodserne sidder der en on/off knap.

De 12 byggeklodser lyser i forskellige farver, alt efter hvordan de vender. Hvis fx klodsen vender med on/off knappen ned ad, så lyser den rød, hvor imod når den ligger på siden, alt efter hvilken side den ligger på, så vil den lyse enten grøn, orange, blå eller pink.

Hvis klodsen vender med on/off knappen op ad, så lyser den slet ikke.

Når de mange byggeklodser ikke leges med, så bør man slukke på on/off knappen, på den måde sparer man også på batteriet.

Mange anvendelsesmuligheder

De 12 sensorisk lysende byggeklodser vil hel sikkert skabe stor glæde hos børnene, ikke kun i hjemmet, de vil også være rigtig gode at have i institutioner og også til specialinstitutionerne. Børnene vil hygge sig og styrke deres motorik og kreativitet, ved bl.a. at stable klodserne eller blot ved at sidde og dreje dem.

De flotte lysende klodser, ville også være oplagte i et sansestimulerende rum. Et sansestimulerende rum er et rum, hvor man bl.a. stimulerer de forskellige sanser hver for sig. Disse rum kan eksempelvis bruges til personer med kognitive vanskeligheder eller genoptræning.

Børn med bl.a. autisme eller ADHD kan have meget glæde af de flotte farverige lysende klodser.

Det kan være i situationer, hvor barnet har brug for at koble lidt af efter en hård dag, så kan barnet sidde stille og roligt for sig selv og se på lysene i klodserne eller måske har barnet lyst til at bygge et lysende tårn med byggeklodserne.

Det kan give en indre ro, fordybelse og afslapning, når barnet eller den voksne sidder i rolige omgivelser og undersøger dette sæt.

De farverige byggeklodser, kan også bruges som et rigtig godt og spændende træningsredskab til træning af børn med bl.a. cerebral parese.

De flotte skiftende farver, som hurtigt fanger barnets opmærksomhed og interesse, kan måske motivere barnet til at krybe, kravle eller gå hen til byggeklodserne.

Klodserne kan også bruges til at træne barnet i at holde fast i en af klodserne. Der er selvfølgelig mange flere muligheder, så slip endelig fantasien løs.

Jeg er mor til to skønne drenge, Marcus på snart 16 år og Villads på 1 år. Som mor til to, så ved jeg at man som forældre vil gøre alt i verden for at støtte, guide og hjælpe sine børn i en god og positiv udvikling.

Med de lysende byggeklodser, får man mange sjove og gode muligheder for at præsentere sit barn for en anderledes og spændende udviklingsmulighed.

Sættet indeholder ikke en vejledning og man bestemmer derfor selv, hvordan man ønsker at anvende de 12 byggeklodser, det handler om at tænke ud af boksen og finde på nye sjove muligheder.

Vores vurdering

Herhjemme har begge drengene været med til at undersøge de lysende klodser.

Jeg hjemmetræner og hjemmeunderviser Marcus og det har jeg efterhånden gjort i mange år. Vi er derfor rigtig gode til at kombinere leg og læring, da jeg altid har undervist ud fra, at læring skal være sjovt.

De lysende byggeklodser har Marcus bl.a. anvendt i matematikundervisningen. Vi har arbejdet med at måle vinkler, måling af areal og rumfang. Fx. har vi i udmålingen af rumfang lavet regnestykket: højde x længde x bredde og derved fundet ud af hvor meget en kasse kan indeholde i volumen (cm3, m3 osv.)

Vi har også haft to klodser til at stå ved siden af hinanden, for at kunne lave udregninger på et rektangel også.

Hvis man har et barn i børnehavealderen, så vil det også være oplagt at tale om farverne som byggeklodserne kan skifte imellem og det vil også være oplagt, at lære barnet om stor og lille og selvfølgelig talrækken fra 1-12.

Marcus og Villads, er begge to meget nysgerrige og interesseret i at undersøge ting. De har sammen undersøgt klodserne bl.a. ved at stable dem, først i mindre tårne, så i størrelsesorden og Villads synes, selvfølgelig at det allerfedeste var at vælte alt det som Marcus byggede.

Heldigvis holder klodserne til det, der er ikke nogen af de 12 byggeklodser, der har taget skade. De mange lysende klodser, kan også bruges som en rolig belysning, imens det lille barn falder i søvn.

Det behagelige lys har nemlig en perfekt lysstyrke til at den kan bruges som en natlampe, da de ikke lyser hele rummet op. Jeg vil dog anbefale, at lyset slukkes så snart det lille barn er faldet i søvn.

Min mening om de sensorisk lysende byggeklodser er god, kvaliteten er god og der er en masse forskellige muligheder med sættet.

Efter min mening, er målgruppen meget bred, alt efter hvordan man ønsker at bruge klodserne. Vi har alle tre haft det sjovt, imens vi har set nærmere på dette sæt og af den grund, kan vi sagtens anbefale det til andre, særlige behov eller ej.

- Carina Lund

Læs også anmeldelsen af Sensorisk lysende små sten

Læs også anmeldelsen af Den Mørke Hule

Læs også anmeldelsen af TickiT LED Lyspanel

 

Anmeldelse af legetøjCategory_anmeldelse af legetøjTts

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris799,95 kr
På lager
Se varen