Imhotep: The Duel spilanmeldelse
Spillet er desværre udgået af Legebyen's sortiment.
Vi har dog mange andre spændende spil på Legebyen.dk!

Alder: Anbefales fra 10 år | Spilletid: Ca. 20 min. | Spillere: For præcis 2 deltagere

"Imhotep: The Duel er et relativt kort og enkelt spil for to. Og der er masser taktik og god underholdning at hente..."

Et lille spil med stor underholdningsværdi

Vi er i oldtidens Egypten, og du og din modstander konkurrerer om at opbygge den flotteste samling af vidundere og skatte. Materialerne, som I skal bruge, ankommer løbende til byens havn, men det kræver snilde at få fat i de rigtige før din modstander.

Det er baghistorien i Imhotep: The Duel.

Spillet går ud på at samle point ved at bygge pyramider og fylde skattekammeret ved hjælp af små brikker. Reglerne kan lyde lidt indviklede til at begynde med. Men det skal du ikke lade skræme af. Det hele giver god mening, når du er i gang. Og spillet er helt klart indsatsen værd.

Sådan kommer I i gang

Før I starter, lægger I alle de seks skibe ved kajen. På hvert skib lægger I tre tilfældige brikker med billedsiden opad. Der skal også ligge tre brikker med bagsiden opad oven på tårnet i hjørnet af pladen.

Så lægger I hver især jeres fire pointplader foran jer. Hver plade viser forskellige muligheder for at score point.

Der er to forskellige sider på hver plade – A og B. De giver forskellige muligheder for at score point, så man har flere spilvarianter at vælge imellem. A-siderne er mere enkle, så det er et godt sted at starte. Man kan også spille med nogle af pladerne på A-siden og nogle på B-siden – så længe I bruger de samme sider begge to.

Tøm skibene

Nu er I klar til at spille. I hver tur kan I vælge mellem at gøre tre ting.

I kan:

  1. Placere en figur på et af pladens ni felter.
  2. Tømme et skib
  3. Bruge en handlingsbrik

Vi tager det med at tømme skibe først, selvom man skal placere brikker, før man kan gøre det. At tømme skibe er nemlig omdrejningspunktet i spillet.

Når du tømmer et skib, bliver ressourcerne på skibet fordelt til figurerne, der står på en lige linje ud for det skib. Hvis dine figurer står på alle tre felter, får du alle tre ressourcer. Men hvis din modstander har en figur på et, eller flere felter får hun også del i byttet.

Den spiller, der har en figur tættest på skibet, får den første ressource, den næste i række får den anden. Og hvis der er tre figurer, får den sidste selvfølgelig den resterende ressource. Der skal være mindst to figurer ud for et skib for at man kan tømme det. Når I har tømt et skib, fjerner I alle figurerne ud for det.

Byg monumenter

Så snart I får ressourcer, placerer I dem på jeres pointfelter. Der er mange måder at score point på. Hvis du får sten til en af pyramiderne, stabler du dem oven på hinanden for at bygge så højt som muligt. En lille pyramide giver kun nogle få point, men gevinsten vokser meget hurtigt, jo flere sten du samler.

En anden mulighed er at finde de nummererede skatte til skatkammeret. Der gælder det om at få så mange tal som muligt i nummerorden lige efter hinanden.

Fælles for de mange måder at score point på er, at det altid er en fordel at samle flere af den samme slags. Men fordi dine pointplader ligger synligt på bordet, kan din modstander nemt se, hvilke brikker du går efter og prøve at forhindre dig.

Det er den store taktiske udfordring i Imhotep: The Duel. Det gælder hele tiden om at forsøge at udmanøvrere hinanden på spidsfindige måder. Du er nødt til at holde et vågent øje med begge sider af bordet, så du ikke misser en lille detalje, der gør, at din modstander pludselig vælter sig i point.

Kryds og bolle for viderekomne

For at forhindre din modstander i at snuppe en bestemt brik, skal du bare komme hende i forkøbet. Og det bringer os tilbage til en af de andre ting, du kan gøre på din tur – nemlig at placere en figur. For en stor del af spillet handler om at regne ud, hvor det er bedst at placere sine figurer.

Der er en snert af kryds og bolle over det. Du er hele tiden nødt til at tænke på, hvad din modstander mon gør i det næste træk – og det næste igen. Og situationen skifte hele tiden, fordi I både fjerner og tilføjer figurer konstant.

Handlingsbrikker sætter trumf på

Det sidste, du kan gør, er at bruge en handlingsbrik. Det giver dig en taktisk fordel, fordi du for eksempel både kan placere en brik og tømme et skib på én tur. Men du kan kun bruge den én gang, så du skal tænke dig godt om, og bruge den på det tidspunkt, hvor du kan få flest point ud af det.

Der er en række forskellige handlingsbrikker, men dem kan du lære mere om, når du spiller første gang.

Et fremragende hverdagsspil

Imhotep: The Duel er et af de spil, der først rigtig giver mening, når man selv prøver det. Her har du fået en idé om, hvordan det bliver spillet, men det er først, når du spiller det, at brikkerne falder på plads – så at sige. Det er skarpt spil, der giver gymnastik til de små grå uden egentlig at være kompliceret.

Det er også en stor styrke, at man kan spille det på kun 20 minutter. Så er der nemlig en chance for, at man orker at hive det frem på en hverdagsaften og kaste sig ud i et spil eller to.

God spillelyst.

- Søren Vinggaard Hellerung

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilSpilbræt

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris799,95 kr
På lager
Se varen