Hønemor spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 3 år| Spilletid: Ca. 30 min. | Spillere: For 1 – 4 deltagere.

"Hønemor er et eksempel på et spil, der forstår sin målgruppe godt. Det har været et kæmpehit hos Agnes. Hun har bedt om at spille det flere gange hver dag, siden vi åbnede kassen fra Legebyen.dk. Jeg elsker at spille hønsespillet, fordi det er så sjovt, når man skal finde sine kyllinger. Og det er sjovt, når jeg vinder...” - Agnes på 4 år.

En spilanmeldelse af Hønemor

Du er en hønemor, og alle dine kyllinger er sluppet ud af hønsegården og over til den lille sø i dammen. Nu gælder det om at finde dine kyllinger igen, inden de andre hønemødre, som også leder efter deres kyllinger.

Det er præmissen i det muntre og hurtige børnebrætspil Hønemor, som Agnes og jeg har spillet (virkelig) mange gange i løbet af de seneste dage.

Da jeg spurgte Agnes, hvad hun synes om Hønemor, klappede hun hænderne. Det vælger jeg at tolke som en stor ros. Vi vender tilbage til, hvad vi synes om spillet, men lad os først se nærmere på, hvordan man spiller.

Reglerne kort fortalt

Det gælder om at være den første, der finder sine tre egne kyllinger og leder dem tilbage til sin hønsegård.

Problemet er, at du ikke kan se, hvilke kyllinger der er dine egne. Så du må rundt på hele øen for at finde dem igen.

Du bevæger dig ved at slå med en terning. Hvis du slår lyserød, blå, rød eller grøn, kan du gå hen til det nærmeste felt i den farve. Du bestemmer selv, hvilken retning du går i.

Når du lander på et felt ved siden af en kylling, holder du hønemoren hen til kyllingen for at se, om det er din egen. Begge brikker har magneter i bunden, så kyllingen bliver enten tiltrukket eller skræmt væk af hønemoren. Hvis kyllingen bliver tiltrukket, er det din egen, og så er det tid til at få den tilbage til din hønsegård på den anden side af broen.

Når du har afleveret en kylling, kan du lede efter den næste.

Hvis du slår gul, kan du vælge mellem at gøre to ting. Enten kan du rykke til et gult felt, eller også kan du hæve eller sænke broen til din modspillers hønsegård. Det kan man gøre for at forhindre, at modspilleren kommer hjem med en kylling. Du bruger også gul til at sænke broen igen, hvis din modspiller har hævet den.

Et sikkert hit for de små

Som du kan se, er reglerne enkle, så spillet er lynhurtigt at lære. Og sammen med det hyggelige tema betyder det, at Hønemor egner sig rigtig godt til de helt små børn.

Det går hurtigt, fordi man bare skal slå og rykke, så der er sjældent mere end 30 sekunder mellem man får sin tur. På den måde kan man bevare børnenes interesse, selvom koncentrationsevnen ikke er helt i top endnu.

Som sagt har terningen farver i stedet for tal. Det er en fordel, fordi man også kan være med, selvom man ikke har helt styr på tallene.

Spillet er mest baseret på held, og det udjævner forskellen mellem store og små spillere. Nogle gange kan det være frustrerende, hvis man ikke lige slår den farve, man har brug for. Men det lader ikke til at genere min 4-årige medanmelder.

Man kan også vælge at lade være med at hæve og sænke hinandens broer, hvis børnene ikke er så glade for den slags drillerier.

Hyggeligt tema og god kvalitet

Spillet består af en speciel plade med huller i, så man kan sætte broernes fundamenter op igennem. Der er også 12 kyllinger, fire hønemødre og selvfølgelig en terning. Det hele virker solidt og slidstærkt. Der er for eksempel ekstra forstærkninger på de fødder, som holder figurerne, så de ikke bøjer så nemt i små hænder.

Temaet med hønsene er veludført. Illustrationerne er flotte og søde, og det hele er farverigt. Det appellerer virkelig til børnenes fantasi.

Vores dom

Hønemor er et eksempel på et spil, der forstår sin målgruppe godt. Det har været et kæmpehit hos Agnes. Hun har bedt om at spille det flere gange hver dag, siden vi åbnede kassen fra legebyen.dk.

Her får du det med hendes egne ord:

”Jeg elsker at spille hønsespillet, fordi det er så sjovt, når man skal finde sine kyllinger. Og det er sjovt, når jeg vinder,” - Agnes på 4 år.

Mere anbefaling behøver man vel ikke?

- Søren Vinggaard Hellerung

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilDanspil

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris719,96 kr Normalpris799,95 kr
På lager
Se varen