Alder: Anbefales fra 3 - 10 år | Materiale: Plast og Stål | Mål: Ø:56 cm x H:25 cm | Maximum brugervægt: Under < 50 kg. | Producent: Gonge
"Mine børns bedste anbefaling går helt klart også til Gonge. I virkeligheden kan både jeg som mor og producenterne have nok så gode intentioner med et materiale – det kommer vi ikke så langt med, hvis det ikke fanger børnene. Det gør Gonge-produkterne dog i den grad! Store smil i ansigterne og latteren fra de to små anmeldere taler klart for sig selv!"
En anmeldelse af motorik-karrusellen fra Gonge
Jeg åbnede den stoore kasse sammen med børnene: Signe på 4 år og Johannes på knap 2 år.
Signe var straks klar til at løfte det meget spændende indhold ud af papkassen, men det vejede for meget for hende.
I fællesskab fik vi placeret vores nye karrusel på gulvet, og Signe var ikke tøvende med at være den første modige til at prøve.
Det er meget naturligt, hvordan man skal sætte sig på den.
Selve sædet er let skrånende plast, men med tykke kanter, så barnet kan holde godt fast under svingturen. Sædet buer på den måde, at det er oplagt at holde fast der, hvor det buer længst op.
Plastsædet er monteret på en drejeskive, som er monteret på en kraftig stålramme med gummiklodser under.
Alt er samlet, når man modtager det. Karrusellens vægt og gummiklodserne under får den til at fremstå utrolig stabil og skridsikker. Der er ingen risiko for, den vil skøjte rundt under en svingtur.
Slet ikke rundtosset
Ved Signes første ture satte hun sig godt tilrette, og jeg gav karrusellen et skub. Til at begynde med fik hun nogle lidt langsomme ture, der ikke varede så længe. Hun bad om, at jeg stoppede karrusellen, og når hun kom af, rankede hun stolt ryggen og sagde, hun slet ikke var rundtosset. Efter nogle gange øgede vi både hastighed og varighed, og vi skraldgrinte, da hun lidt rundtosset skulle prøve at gå derfra.
I takt med Signes fortrolighed med karrusellen erfarede hun, at hun faktisk selv kan skubbe den i gang – i første omgang ved at sætte fra med fødderne og derefter ved at forskyde vægten, at flytte sin krops tyngdepunkt. Dette er muligt netop på grund af det skrå sæde. Karrusellens svingbane er lavet sådan, at den kan fastholde sig i at dreje sig selv rundt i lang tid. Praktisk nok lærte Signe derefter, at hun også selv kan standse karrusellen ved bare at sætte fødderne i gulvet.
Naturligvis skulle mor her også prøve. Jeg kunne da ikke tabe ansigt til mine to forventningsfulde børn ;) Karrusellen kan klare op til 50 kg., så ”heldigvis”?! ligger jeg under den grænse ;) Jeg tog en kort tur, og selvom det er virkelig sjovt, bliver min balance virkelig udfordret.
For Signe og Johannes har det enorm betydning, at vi voksne også giver os i kast med legen, og det var helt tydeligt, at de stornød vores fællesskab omkring karrusellen, som bragte mange, mange smil og grin.
Johannes på knap 2 år er egentlig for lille til karrusellen, og han var også i første omgang lidt tøvende. Jeg hjalp ham op på karrusellen, hvorefter Signe og jeg forsigtigt gav en tur i slowmotion – man kan heldigvis selv bestemme hastigheden.
Han er på alle måder en legesyg dreng, og faktisk morede han sig allermest, da der kom lidt mere fart på. For ham var det dog vanskeligt at holde sig selv på trods det robuste sæde at holde fast i, så det er helt korrekt, at aldersgrænsen er 3 år – omend også han var godt underholdt.
Fantastisk gode grineture
Som en naturlighed og i hvert fald herhjemme uundgåelighed, sikrer karrusellen fantastisk gode grineture – både når man selv er på karrusellen, og når man ser andre på den – og gående/slingrende derfra ;)
Derudover udvikles og styrkes musklerne i arme og mave, når man skal holde balancen. Endelig stimuleres vores labyrintsans eller den vestibulære sans, når vi drejer rundt.
Den vestibulære sans udvikles tidligt i graviditeten og stimulerer det lille foster ved morens bevægelser. I vores indre øre bag trommehinden sidder der 3 buegange med væske i. For at træne den vestibulære sans, skal der sættes gang i disse væsker ved at bevæge hovedet i forskellige retninger.
Når den vestibulære sans registrerer bevægelserne i forhold til tyngdekraften, sørges for, at hjernen modtager besked om vores placering på de tre plan: lodret, vandret og diagonalt.
Derfor er det også af stor betydning at stimulere med sansemotoriske oplevelser på alle tre plan. Her tænker jeg, at det at dreje rundt om sin egen akse på en karrusel er helt genialt og sammen med gyngeture, koldbøtter, balancebaner mm. er med til at stimulere sansen fuldstændigt.
Jeg elsker at gå til gymnastik med Signe, men jeg synes virkelig også, det er fantastisk med værktøjer herhjemme, så vi som en del af en leg, uden det er iscenesat, uden det skal planlægges, spontant kan stimulere det gode.
Høj kvalitet og anerkendt af internationale eksperter
Produkterne fra danske Gonge er af høj kvalitet og anerkendt af internationale eksperter for blandt andet af stimulere udviklingen af børns motoriske færdigheder gennem leg og bevægelse.
Efter at have stiftet bekendtskab med Gonge-produkterne, har jeg i høj grad fået øjnene op for den vestibulære sans og dens enorme betydning.
Mange af Gonges produkter har netop denne sans for øje og med rigtig god grund. Sansen skal jævnligt stimuleres, for den er fundamentet for hele vores motoriske udvikling, for vores balance, for vores evne til at koncentrere os, for vores sprogudvikling og for vores evne til at styre vores øjne.
Den vestibulære sans er tæt forbundet med vores synssans. Den hjælper os med at stabilisere fikspunktet for vores øje- og hovedbevægelser, og derved hjælpes vi til at fastholde et stabilt synsfelt.
I praksis betyder det, at vi stadig er i stand til at bevare fokus med øjnene, selvom vi bevæger hovedet og kroppen – så de ting, vi kigger på, ikke flimrer for vores blik. Denne evne er vigtig for mine børns senere udvikling, hvor det i læse- og skrivelæringsfasen er essentielt, at bogstaverne ikke “danser” rundt på papiret.
Tilbage i 1966 slog firmaet da også igennem med undervisning for øje: Familien Gonge startede 'Skoleforlaget Gonge' som forlagsvirksomhed og producerede og markedsførte uddannelsesmateriale især til børnehaveinstitutioner i Danmark.
Siden da er virksomheden med kæmpe fordel for vores familie ændret og er blevet en global udvikler af kreativ læring.
Tippepunktet for virksomheden kom med et enkelt produkt, Giant Top. Denne er fuldstændig som karrusellen et stykke legetøj, der er produceret til børns leg og bevægelse. Herefter voksede firmaet, og det kan nu præsentere et bredt og varieret udvalg af legetøj og værktøjer, der etablerer en filosofi om netop blandt andet stimulerende bevægelse.
Vores vurdering af motorik-karrusellen
Min bedste anbefaling går til Gonge. Efterhånden har vi en del af deres produkter i hjemmet, og jeg må indrømme, jeg er blevet en stor fan.
De forskellige dele inviterer virkelig til leg under bevægelserne – når man er 4 år, er rolleleg et hit, så når vi tager karrusellen i brug, er det ofte som en del af ”en tur i Tivoli”!
Mine børns bedste anbefaling går helt klart også til Gonge.
I virkeligheden kan både jeg som mor og producenterne have nok så gode intentioner med et materiale – det kommer vi ikke så langt med, hvis det ikke fanger børnene. Det gør Gonge-produkterne dog i den grad! Store smil i ansigterne og latteren fra de to små anmeldere taler klart for sig selv!
- Elisabeth Kristensen