Escape Room spilanmeldelse

Alder: Fra 16 år | For 3-5 spillere | Spilletid: Cirka 60 min. pr. spil

Escape Rooms er virkeligt blevet populære her de sidste par år. Og med god grund, for det er en intens og unik oplevelse. Et af de største problemer med Escape Rooms er at det koster en mindre bondegård. Nu kan man imidlertid få en stor del af oplevelse derhjemme, til en noget mere fornuftig pris.

*For en god ordens skyld, skal jeg nævne at jeg har fået dette spil stillet til rådighed af www.legebyen.dk.

Men hvad er det der Escape Room for noget? I den oprindelige form, bliver en lille gruppe af mennesker, lukket inde i et rum, fyldt med spor og så skal de læse en række opgaver for at komme ud igen. Der er alle mulige former for temaer, sværhedsgrader osv. og som noget af det nyeste, er der også dukket virtual reality escape rooms op, hvor man kan løbe rundt i computer simulationer af store ruiner, ubåde osv.

Man får normalt et spor at starte på, og så skal man gå op opdagelse i rummet, for at finde spor der føre videre i gåden. Og det hele imens der er et ur der tæller ned. Som nævnt, kan det blive en meget intens (og stressende) oplevelse.

Nu kan man så blive underholdt (og stresset) derhjemme i stuen med denne version af et Escape Room. Spillet var nomineret til årets spil i Danmark i 2018 og med god grund, for det er meget underholdende.

Spillet indeholder fire spil i forskellige sværhedsgrader og med forskellige temaer. Der er fangeflugt, virus udbrud, atom uheld og et forbandet tempel. Jeg vil MEGET anbefale (som de også gør i manualen) at man starter med det letteste (fangeflugt), for at lære hvordan det hele fungere på en god og ordentlig måde.

EN VIGTIG DETALJE! Før du kalder familie/venner sammen og I skal til at kaste jer over disse spændende eventyr, skal I sikre jer at I har batterier og en meget lille stjerneskruetrækker. Uden det, virker dekoderboksen nemlig ikke og så kommer I ikke særligt langt.

En central del af alle spillene er en dekoderboks. I den er der fire nøglehuller og så er den primære opgave at regne ud, hvilke fire nøgler man skal sætte ind, for at komme videre. Man har 16 nøgler at gøre godt med (nogle kan vendes to forskellige veje). Men man kan ikke bare, som min søn foreslog, forsøge sig frem.

Sætter man en forkert kombination af nøgler i, bliver man mødt af en sur dyt lyd og straffet med et minus minut. Så med mindre man har sort bælte i kombinatorik, er det ikke en farbar vej at gå. Og hvorfor skulle man også snyde, når man bare spiller for sin egen fornøjelses skyld.

Nå, men på siden af dekoderboksen er der også optegnet nogle af de koder man vil løbe ind i under spillet (morsekode, frimure koden osv.). det er ikke det optimale sted at have dem stående, men det fungere.

Vi har prøvet to af opgaverne indtil videre. Det er nogle meget intense oplevelser. Man kan ikke lade være med at blive suget med ind i stemningen og føle tidspresset. Under spillet udsender dekoderboksen også en del lydeffekter der er med til at give stemning. Man kan også afspille noget musik der er skræddersyet til det enkelte rum, via en gratis app. Vi var dog nok oppe og køre, så det valgte vi ikke at gøre.

Sværhedsgraden var i den høje ende for os. I spil nummer to klarede vi det ikke på de første 60 minutter. Det er ikke det store problem, uret begynder at tælle op og man har en time mere. Man får bare ikke fanfaren og den gode sejrs fornemmelse.

Den anbefalede alder på æsken er +16 og det er nok meget realistisk. Min søn på 13 år var med, men han er også hårdt trænet i rollespil, brætspil og opgaveløsning, så det gik helt fint. Som en lille test kan man jo lade poderne løse en sodoku og en krydsogtværs under tidspres, hvis de kan det, kan de også spille med :-)

Hvis jeg må bruge min egen familie som eksempel, så bliver tonen til tider også meget hektisk og man kan godt komme til at tale lidt hårdt til hinanden, når presset bliver rigtigt stort. Så det skal man jo også lige vurdere om man er klar til som familie.

Nogle opgave er så spidsfindige at det kan være frustrerende, fordi man ikke lige fanger tankegangen bag. For eksempel (dette er et omskrevet eksempel og burde ikke ødelægge noget for nogen) hvis der står, at man skal stille glasset på grøn og man ikke kan se noget grønt. Så viser det sig at ordet grøn er skrevet på gulvet med kridt.

Vi har som sagt, haft nogle gode intense oplevelser med spillet. En af de ting man lige skal afklare med sig selv er spillets lidt unikke karakter. Nogle af delene af spillet skal man skrive og tegne på. Det vil sige at det er engangsobjekter.

Man kan printe nye ud, man skal bare lige huske at få det gjort, før man sidder midt i spillet. Men da opgaverne jo er de samme hver gang, giver det heller ikke så meget mening at spille dem igennem flere gange. Det vil mere eller mindre sige at det er et engangspil. Og det lyder jo lidt mærkeligt at give 272 kr. for et spil man kun kan bruge en gang. Men hvis man så tænker på at et Escape Room ude i byen hurtigt tager 300 kr. per person, er det jo ikke så galt.

Man kan være tre til fem personer til at spille, så hvis vi nu tager middelvejen og siger fire. Så er det fire personer, fire spil a en time. Det er 16 timers underholdning. Det er 17 kr. per times underholdning, det får man ikke meget biograftur eller noget andet for.

Jeg glæder mig til at vi skal spille de to næste spil, men bæver også lidt for om nerverne kan holde til det.

- Jesper Koplev

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilMaki

2 kommentarer

Thomas

Thomas

Hej Nanna.
I følge brugerne på BGG kan man godt være 1 eller 2 spillere, til at spille Escape Room spillet, men det er sjovere hvis man er 3-5 spillere med i spillet. Du kan læse lidt mere om spillet på BoardGameGeek ;-)

https://boardgamegeek.com/boardgame/204836/escape-room-game

mvh Thomas, Legebyen.dk

Nanna

Nanna

Er det muligt at spille det 2 personer? Hvori ligger årsagen til at der står 3-5 personer på æsken? Mvh Nanna

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris799,95 kr
På lager
Se varen