DUPLO Steam Park anmeldelse
Produktet er desværre udgået af Legebyen's sortiment.
Vi har dog mange andre spændende varer på Legebyen.dk!

Alder: Anbefales fra 3 - 5 år | Indhold: 295 dele | LEGO® Education - DUPLO

"Netop dette sæt og den medfølgende vejledning skal hjælpe med at udvikle børnenes færdigheder inden for teknologi, design og matematik, hvoraf sættets navn også kommer: På engelsk kan disse områder nemlig oversættes til STEAM – Science, Technology, Engineering, Art og Math..."

STEAM Park fra LEGO® Education

Sådan siger LEGO selv om deres legetøj. For vores børn fortjener jo det bedste! Vi forældre legede også med LEGO, da vi var børn. Og selvom der er kommet nye æsker, figurer og størrelser til, så ligner legoklodsen sig selv fuldstændig i dag: En lille firkantet klods fyldt med kreativitet, sjov og læring, som alle børn kan få gode ting ud af. Der er ikke noget at sige til, at LEGO er et af de største legetøjs-brands i verden. Der findes stort set LEGO til alle aldre, og LEGO bliver ved med at nytænke og lancere nye æsker til hele verden. Herhjemme er LEGO meget populært og vi ejer efterhånden flere forskellige slags LEGO: DUPLO Primo, DUPLO, Classic og Juniors.

Derfor var vi meget spændte, da vi modtog dette store sæt, DUPLO STEAM Park med 295 dele, som vi skulle teste. Sættet er en del af LEGO® Education, hvor der er mulighed for at skabe et udviklende og udfordrende læringsmiljø for børnene. Det benyttes selvfølgelig mest i institutionsverdenen, men kan også sagtens bruges i hjemmet.

LEGO® Education

LEGO® Education er udviklet til læringsmiljøer i institutioner helt fra vuggestue og op til gymnasieklasser og har været det, de sidste 30 år. Formålet er at udvikle børnenes kreative problemløsning og samarbejde, hvor de kan gå kritisk til værks gennem diverse eksperimenter.

Børnene inddrages aktivt i læringsprocesserne for at løse diverse opgaver, gennem opdagelse, samarbejde og konstruktion.

DUPLO Steam Park er udviklet til førskolebørn. I kassen medfølger en lærervejledning, som udover at kunne bruges i børnehaverne, selvfølgelig også kan bruges i hjemmet. Netop dette sæt og den medfølgende vejledning skal hjælpe med at udvikle børnenes færdigheder inden for teknologi, design og matematik, hvoraf sættets navn også kommer: På engelsk kan disse områder nemlig oversættes til STEAM Science, Technology, Engineering, Art og Math.

Med lærervejledningen i hånden er der altså rig mulighed for at støtte sit barn i et spændende læringsmiljø, uanset om det foregår hjemme på stuegulvet eller i en institution med pædagoger og andre børn.

Du kan se lærervejledningen her, hvis du er yderligere interesseret?

Udpakning

”Wow, der er meget LEGO!” udbryder vores søn med meget store øjne, da han åbner kassen og hælder indholdet ud på gulvet. Og det har han sådan set ret i. For det er et stort sæt LEGO, med 295 dele. Der er en masse mindre poser med LEGO i, en bunke med inspirationskort, samt læringsinstruktioner. Umiddelbart er LEGOet pakket tilfældigt ned i poser, så vi åbner alle poserne og samler LEGOet i én stor bunke. Og så begynder vores søn intuitivt at køre et hjulsæt ned af en lille rampe. Så er vi allerede godt i gang!

Før vi får læst læringsvejledningen eller ved noget om princippet bag
LEGO® Education, går vi bare i gang med at bygge. Vi kender allerede inspirationskortene, som vi tidligere har været meget begejstrede for.

Vi kigger derfor kortene igennem sammen og vores søn beslutter sig hurtigt for, at han meget gerne vil bygge rampen, så vi kan lave konkurrencer på den. Så derfor omdannes vi alle til bygningsarbejdere, der bygger og leder efter klodser på samme tid.

På trods af den store legobunke midt på gulvet, er det overskueligt og relativt nemt at finde de klodser vi skal bruge, så vi til sidst ender med den store rampe på billedet.

”Nu skal vi lave biler!”, siger vores søn, og vi bygger derfor alle tre en bil ud af fri fantasi. Eller, vores søn ser en bil på kassen, som han ret gerne selv vil have, så han lader sig inspirere. LEGO er fantastisk!

Da vi alle tre har bygget en bil og fundet en chauffør til bilen, er vi næsten klar. Vi mangler bare tal med kegler på. Der bliver en sjov tælle-leg ud af, at finde de forskellige tal og en smule barnlig skuffelse over, der kun er tre kegler og ikke en til hver af tallene. Men nu er vi klar. Klar til hvad vi kalder ”rampe-bowling”. Vores biler skal efter tur køre ned af rampen og vælte så mange som muligt af tallene på tre forsøg.

En relativt simpel leg, som vi dog leger i meget lang tid, da vi bliver ved med at kunne bygge lidt om på vores biler, så de eksempelvis kan vælte flere kegler, køre hurtigere, osv. Der bliver grint, samarbejdet og udviklet i lange baner.

Man er aldrig helt færdig med at lege med Lego

Det er nemlig netop, hvad LEGO er genialt til: der kan altid udvikles. Når vi leger med LEGO, er det som om, at legen aldrig bliver helt færdig. For der er altid mulighed for at udvikle, ændre og bruge sin kreativitet til at lave noget nyt, bedre og sjovere. Når vi har bygget et højhus, en lille legolandsby, eller som i dette tilfælde – Legoland – så bliver det ofte stående, fordi vi ikke blev helt færdige med at lege – og det er da unikt for legetøj, at det ikke bliver kedeligt på noget tidspunkt. Vi har i hvert fald ikke nået dette punkt endnu.

Sættet henvender sig til 3-5-årige børn. Vi er spændte på om sættet er ”kedeligt” og ”barnligt” om et par år, men umiddelbart tror vi det simpelthen ikke. Vi har haft besøg af ældre børn og selv voksne, som kan blive ved med at lege med dette DUPLO-sæt: bygge, udtænke og udvikle. Bygge ud fra inspirationskort, udfordre sig selv med vilde konstruktioner ud fra fri fantasi og endda skabe små samfund, hvor rollespil kan udvikles.

Vi oplever ofte, at vi voksne bliver så opslugt af byggeriet, at vi helt glemmer, vi er i gang med at lege med børnene. Så er det en gang i mellem godt at blive påmindet om, hvad formålet med legetøjet er. Udover at have det sjovt sammen, kan dette sæt, DUPLO Steam Park, også bruges i læringsmiljøer: både hjemme og i institutioner.

Er du i tvivl om hvor du skal starte?
se nærmere på denne introduktion til DUPLO STEAM Park sættet...

LEGO® Education som læringsmiljø

Da vi har leget med rampen i lang tid, begynder vi voksne at bygge nogle af de andre forlystelser. Vores søn griber hurtigt udfordringen og hjælper os med at finde klodser og sætte dem rigtigt på. Faktisk bliver det, som det jo skal være, mere hans projekter og han nyder at lede og fordele arbejdet og have overblikket.

Selvom man sagtens kan lege med sættet uden lærervejledningen og Education-filosofien, kan vi faktisk godt mærke det naturvidenskabelige aspekt i sættet, hvor det handler meget om følgevirkninger. Fx bygger vi en slags forlystelse, hvor en mand placeres over et ”bassin med vand”. Hvis man rammer et bestemt sted med en bold falder manden ned i ”vandet”. Hvis man ikke rammer, bliver han siddende.

Ligeledes var vores søn meget optaget af, hvordan han kunne optimere sin bil, så han kunne vælte flere kegler ved rampen. Aspekter som der sikkert kunne komme meget mere fokus på, hvis man satte sig godt og grundigt ind i lærervejledningen og brugte sættet i et læringsmiljø.

Vejledningen for pædagoger og lærere er 48 sider og er inddelt i tre dele med inspiration til læringsmiljøer: begynder, mellemniveau og avanceret.

Efter en grundig introduktion til målgruppe, materiale, læringsmål, osv., kan underviseren hente inspiration til at skabe læringsmiljøer, der passer til børnenes udgangspunkt.

Udover konstruktionsdelen lægger lærervejledningen også op til rolleleg og udvikling af ord og forudsigelser. I de forskellige ”lektioner” er der en ”historie”, pædagogen kan læse højt for børnene, og instruktioner til både pædagog og børn.

Ved hver enkelt lektion er der endvidere læringsmål, som fx kan være ”observere, hvad der sker, når de placerer genstande på en rampe”, ”fortage forudsigelser” og ”måle hvor langt genstande bevæger sig”.

Lærervejledningen er meget udførligt beskrevet af eksperter, således der virkelig er et godt materiale til institutioner eller forældre, hvis de har mod på det. Det virker overskueligt og spændende at gå i gang med.

Leg, leg og atter leg

Hvis man ønsker sig sættet sig derhjemme, skal man ikke lade sig skræmme af Education-delen. Vi ser LEGO Education som en ekstra dimension til sættet, man kan tilføje i ny og næ, hvis man ønsker det, eller lade vær, hvis man ikke er interesseret.

Uanset er der utallige års leg i dette fantastiske sæt. Vi endte med at bygge alle forlystelserne og legede, at vi var i Legoland. Det tog flere timer at bygge og selv derefter, var vores søn klar til at lege rollespil i parken. Her var vi en familie, der var i Legoland, og vi skulle stå i kø, købe is og prøve alle tingene, som når vi ellers er i forlystelsesparker.

Efterfølgende har sættet også været brugt sammen med vores andre DUPLO-sæt, til at bygge huse, veje, iskiosk og alt muligt andet. Det er, efter vores mening, det geniale med LEGO.

Gammelt LEGO kan suppleres med nyt LEGO, forskellige sæt kan kombineres, og der er i virkeligheden ingen grænser for, hvordan LEGO DUPLO kan sammensættes på alle led og kanter, hvor alt kan lade sig gøre.

Så længe der er fantasi, er der ingen grænser for dette sæt: Vi er vilde med DUPLO STEAM Park fra LEGO® Education

- Christian Hjortdal

Anmeldelse af legetøjCategory_anmeldelse af legetøjLego duploLego education

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris719,96 kr Normalpris799,95 kr
På lager
Se varen