Dantoys Grill Legemad anmeldelse

Alder: Anbefales fra 2 år | Indhold: 56 dele | Materiale: Svanemærket plast

"Udover at have enorm underholdningsværdi har dantoys legemad og den rolleleg, det så markant indbyder til, virkelig centrale kvaliteter, som er værd at fremme. Efterhånden har vi mange af dantoys varer i huset her. Det er for os blevet et brand, vi tør stole på..."

My Little BBQ Fastfood legemad fra Dantoy

Indrømmet: Herhjemme er vi altså ellevilde med fastfood. Anledningen kan være en fødselsdag, en fredag eller en "far-laver-aftensmad". Jeg er bl.a. mor til Signe på 4 år. For hende er det oplevelsesrigt at få mad udefra, og hun ved godt, at det er forkælelse og forbundet med hygge.

Hendes absolutte begejstring, da vi modtog æsken med My Little BBQ Fastfood, afspejler så tydeligt, at det her, det har hun gode erfaringer med fra sin egen virkelighed.

Stort set alle produkterne blandt legemaden her, er noget, hun genkender, selv har været med til at lægge i indkøbskurven, selv har været med til at tilberede eller selv har været med til at spise. For Signe er det noget særligt at kunne overføre det, der er forbundet med specielle lejligheder, til leg.

Fastfood-legemaden fra dantoy indeholder intet mindre end 56 dele, der leveres i en miljøvenlig brun papkasse.

Hun er sin egen masterchef

Med maden her er det meget forskelligt, om Signe følger de retter, hun kender, med de ingredienser, der – i mine øjne;) – retteligt hører sig til, eller om hun er sin egen masterchef, der tør at eksperimentere vældig meget på kryds og tværs af de almindelige menuer.

Når vi leger restaurant, har vi dog i fællesskab talt os frem til 3 forskellige ting, kokken kan lave og sælge.

  1. Hotdogs. Signe fik første gang serveret hotdogs på en tøsetur med hende, mig og min mor, hvor vi fik hotdogs til frokost. Det er et særligt minde for Signe, så derfor står hotdogs i rigtig høj kurs, og hun elsker, de er med her. Som legemad i denne æske kommer to brød med en dyb rille i midten, hvori den krumme pølse passer perfekt. Den ligger solidt der og kan ikke falde ud, selvom hotdoggen vendes og rystes på hovedet. Som fyld bruger vi den tube ketchup, der medfølger samt dressing-tuben – denne er dog oftest remoulade, da det er det, Signe knytter sammen med ketchup. Når Signe leger, kommer der en del ketchup og remoulade/dressing på det hele. Tuberne gør noget godt for legen.
  2. Grillkyllingelår. De kommer i et samlet stykke, men med en ru overflade, hvor kødet sidder, og en glat overflade, hvor benet sidder. På den måde er det naturligt også for en 4-årig, hvor man skal holde kyllingen, og hvor man skal lege, man spiser. Grillkyllingen bliver på Signes restaurant serveret sammen med pommes frites. I fastfood-æsken ligger også pommes frites i en lille plastikæske. Jeg tænker egentlig, det er for at holde på dem i indpakningen, men de små æsker er super fine at gemme til fortsat opbevaring af de mindre, løse dele. Igen serverer restauranten ketchup og remoulade/dressing til.
  3. Burgere. Disse består af en overskåret burgerbolle. Den øverste er drysset med sesamkerner. Modsat virkeligheden er disse Signes favoritter i legen. Hun elsker at lade som om, hun skærer brødet over. Med den grønne kødtang, bliver bøfferne stegt og vendt – igen og igen. Til sidst fyldes burgerne med smørelse, bøffer, salatblade, skiver af ost samt skiver tomat, som ligger i indpakningens 3. lille æske. Når jeg skal bestille hos Signe, er meldingen fra hende: ”Du kan se her, hvad jeg har… Jeg har også burgere… kylling?... Vil du ikke gerne have en burger?” Det er et hit at skulle bygge den op – helst med det hele. Jo mere Signe som kok skal lave, jo bedre, så burgerne bliver selvfølgelig også serveret med pommes frites.

Fordi der er så mange dele i denne kasse, gør den sig super fint alene til både legekøkken og restaurant-leg, men den kan med fordel også suppleres med andet af dantoys legemad.

Rolleleg med legemad

Blandt yndlingslege for vores 4-årige Signe – og vi ser det allerede nu hos vores 1-årige søn – står helt, helt klart lege, hvori der indgår legemad. Det er meget tydeligt, at den leg er så basal og så velkendt for børn allerede i en tidlig alder.

Naturligvis leger en 1-årig og en 4-årig på meget forskellige udviklingsniveauer, men det er netop det, jeg synes, er så fint ved legemad: Det er ikke begrænset af alder. Jo ældre barnet er, jo flere nuancer og facetter kommer der bare på legen.

Indholdet er dog langt fra simpelt, men har rigtig stor betydning. Det er bl.a. disse 3 grunde, der gør, at rollelegen med dantoys produkter er guld værd:

  • Styrker sociale færdigheder. Signe elsker at være opslugt af sin leg alene, hvad enten det er køkken eller restaurant, men hun elsker også, når der er en at lege sammen med – en, der kan bestille, en hun kan servere for, en hun kan samtale med om menuen, sammensætningen, osv.
  • Fremmer interaktionen mellem barn og voksen – og det uanset barnets alder. For mig som mor handler det meget om at lade børnene lede legen – og så inspirere med små dryp, som jeg kan iagttage, børnene tager med sig i legen næste gang. Vi taler om tingene, sætter ord på det, vi gør osv.
  • Udvikler finmotorik samt fokus på hånd og øje-koordination. Det kommer bl.a. til udtryk, når pølsen skal placeres i brødet, når salatbladet skal lægges i burgerbollen, og når bøffen skal vendes.

Udover at have enorm underholdningsværdi har dantoys legemad og den rolleleg, det så markant indbyder til, virkelig centrale kvaliteter, som er værd at fremme.

Svanemærket legetøj

På papkassen er nævnt to yderligere kendetegn for dantoy:

  • Det er danskproduceret legetøj. Dantoy har udviklet og produceret kvalitetslegetøj i Danmark i over 50 år, hvilket gør dantoy til en af nordens største producenter af plastiklegetøj. Dantoy har base i Hobro, men er repræsenteret i 50 lande, hvor de er den foretrukne legetøjsleverandør hos mange institutioner. Dog værdsætter og prioriterer de fortsat højt at stå for danskproduceret legetøj. Visionen er at bringe glæde til børn og familier med længerevarende, lærerige og fantasifulde legeoplevelser.
  • Derudover har produkterne det nordiske miljømærke Svanemærket. Nordisk Ministerråd besluttede i 1989 at indføre dette mærke for at give nordiske forbrugere gode forudsætninger for at vælge produkter, der lever op til strenge miljømæssige kriterier. Verdens første svanemærkede legetøj er fra lige præcis dantoy. Det betyder, at dantoys produkter bl.a. er fri for ftalater (mistænkt for at være hormonforstyrrende), parfumestoffer (allergifremkaldende), aromatiske opløsningsmidler (sundhedsskadelige), PVC, bly, kadmium, kviksølv og tinorganiske forbindelser (både sundheds- og miljøskadelige).

Med svanemærket stilles der krav til sikkerhed, kvalitet og levetid. Hos dantoy benyttes kun de bedste materialer, som er meget slidstærke, og dermed kan produkterne bruges om og om igen.

Et brand, vi tør stole på

Efterhånden har vi mange af dantoys varer i huset her. Det er for os blevet et brand, vi tør stole på.

Der er med produkter derfra, skabt så gode rammer for børnene til at lege, lære og bruge deres fantasi og kreativitet i skøn rolleleg. Med My Little BBQ Fastfood legemaden er der til mange, mange timers skøn rolleleg endnu...

- Elisabeth Kristensen

Anmeldelse af legetøjCategory_anmeldelse af legetøjDantoy

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris719,96 kr Normalpris799,95 kr
På lager
Se varen