Alder: Anbefales fra 10 år | Spilletid: Ca. 15 - 20 min | Spillere: For 2 - 8 deltagere | Distributør: Asmodee/Enigma
"Vi synes at det er et godt spil, der får de små grå i arbejde – specielt som spionmester, hvor det er virkelig udfordrende at finde på ord, der dækker mere end ét billede, men som kun rammer ens egen farve. Varianten for 2 spillere er vi dog ikke voldsomt begejstret for; for det første venter man meget som spion mens spionmesteren tænker, da der ikke er en modstandertur, hvor han/hun kan tænke over sit næste ord, og for det andet kommer der til at mangle noget snak hen over bordet, da spionmesteren hele tiden er ”i arbejde”..."
En spilanmeldelse af Codenames Pictures
Codenames Pictures er et spil, hvor det virkelig hjælper at tænke lidt kreativt. Det er en lidt anderledes version af det succesfulde Codenames spil, der vandt Guldbrikken for Årets Voksenspil i 2016.
Indholdet af æsken
I æsken finder man:
- 7 blå og 7 røde ”agentkort” (papbrikker) samt en ”dobbeltagent”, der kan bruges både som rød og blå
- 4 ”uskyldige forbipasserende” (samme type som agentkortene, men i neutral farve)
- 1 lejemorderkort
- 2 pakker dobbeltsidede billedkort
- 1 pakke diagram-kort
- 1 lille plasticstander til diagramkort
- Spilleregler på de 4 nordiske sprog
- Nogle plasticposer med ”lynlåslukning” til spilkomponenter (fin lille detalje)
Det hele virker til at være noget der kan holde til at blive spillet med – agentkort/uskyldige/lejemorderkortene er i tykt pap, og billedkortene er i tyndere pap, der er lige en tand kraftigere end almindelige spillekort. Da man ikke sidder med kort på hånden, eller roder meget med dem i løbet af spillet, forventer jeg ikke at der slides ret meget på delene, og jeg regner derfor med at det er et spil, der ikke sådan lige bliver slidt op ☺
Sådan spiller man Codenames Pictures
Kender man det almindelige Codenames, er der ikke meget nyt under solen hvad angår regler – faktisk så lidt at der i reglerne står ”Kender I allerede reglerne til Codenames? Så hop til side 11” (og bliv nu ikke skræmt af en regelbog på 11 sider – det er ikke så kompliceret, og det fylder kun så meget pga. mange billeder og eksempler).
Codenames Pictures spilles i hold, så for et ”normalt” spil skal man være minimum 4 personer. Spillet kan dog også spilles af to eller 3, men det er lidt anderledes, så dem tager vi lige til sidst. Dette bliver der desværre ikke gjort så meget ud af på æsken eller i diverse beskrivelser af spillet, hvor der bare står ”2-8+ spillere”.
Normalt spil (2 hold, 4+ personer)
Spillerne deles op i to hold (rød og blå), og hvert hold vælger en ”spionmester”. Spionmestrene sidder på den ene side af bordet, de andre holdmedlemmer (fra begge hold) sidder på den anden side. Man kan selvfølgelig også sidde med nogle for bordenderne, men det er vigtigt at ingen udover spionmestrene, kan se det lille diagramkort, der skal stå foran mestrene.
Spillefladen sættes op ved at lægge 20 billedkort på bordet i 4 rækker á 5 kort. Disse billeder skal nu repræsentere steder, hvor man kan møde agenter. Alle papbrikkerne med agenter, forbipasserende og lejemorder lægges foran spionmestrene, så de begge kan nå dem.
Spionmestrene trækker et diagram, som de sætter i holderen foran sig, så de begge kan se det. Dette diagram viser nu hvilke steder der er blå agenter, hvilke der er røde, samt de uskyldige forbipasserende og lejemorderen.
Spionmestrene skal nu på skift give hints til deres hold om hvilke kort, der har deres egen farve. Det hold, der først får gættet alle sine egne agenter, har vundet, så det gælder om at gætte så mange som muligt pr. runde – det hold der starter, har altid en agent mere (det er det dobbeltagentbrikken skal bruges til), så det ikke er en stor fordel at starte.
Tricket er, at spionmesteren kun må sige ét ord, samt et tal der betyder hvor mange billeder hintet hentyder til! Det gælder derfor at finde nogle fællestræk på billederne, så man kan få så mange som muligt i hver runde. Hvis blå spionmester f.eks. siger ”Hjul, 3” betyder det at 3 af billederne med hjul på, er blå. Problemet opstår så hvis der også er røde kort med hjul på... Så må man jo finde en anden fællesnævner, og det er ikke altid let skulle jeg hilse at sige!
Man må gætte et antal gange svarende til det tal spionmesteren sagde +1, men man må gerne gætte færre gange, for rammer man det andet holds agenter, bliver de lagt på, og det bliver deres tur (og de har jo så fået en gratis agent) – og rammer man lejemorderen har man tabt! Så det gælder om for spionmestrene at finde fællesnævnere, der kun gælder deres egne kort.
Spil for 2 personer
Hvis man kun er 2 spillere, spiller man på samme hold imod en fiktiv modstander. Spillerne starter altid. Det fungerer så på den måde at efter hver runde spillerne har spillet, lægger spionmesteren en agentbrik i modstanderfarven på en af kortene, og så er det spillernes tur igen. Den fiktive modstander ”gætter” altså altid 1 agent pr. tur, og det er så op til spillerne at gætte flere for at slå dem. Egentlig er det jo nok at gætte 2 i én runde og 1 i resten for at vinde, men det går så ud på at vinde med flest mulige overskydende modstanderagentbrikker.
Spil for 3 personer
Hvis man er 3 personer, kan man enten spille som med 2 personer så man er 1 spionmester og 2 spioner, eller man kan spille mod hinanden så man har 2 spionmestre og en der er spion for dem begge.
Alternative billeder
Vi har aldrig prøvet det almindelige Codenames, så vi kan ikke give så mange detaljer om hvordan Pictures er forskellig fra originalen, men en sjov detaljer ved billederne er at de altid indeholder to ret forskellige elementer, hvor den oprindelige udgave, som er med ord i stedet for billeder, ”bare” er almindelige ord. Et billede kan f.eks. være en fodbold som er en globus, høretelefoner hvor kopperne er halve appelsiner og sådan nogle lidt fjollede ting. Det gør at man kan bruge forskellige dele af billederne når man giver sine hints, og det er ret godt fundet på.
I reglerne er også en QR kode til download af en app, hvor man kan få tilfældigt genererede diagramkort (selvom jeg ikke rigtigt ser nogen grund til det, da der er rigeligt med spillet, og det er ikke lige nogle man memorerer), men den kan også sættes til at være timer, så man får en tid per tur, og den giver endda som standard ekstra tid til spionmesteren i første tur (fordi man jo ikke har mulighed for at tænke i de andres tur når man er den første). En fin lille detaljer er at den skjuler diagrammet når telefonen lægges ned, og viser det når man holder den på højkant, så man ikke kommer til at vise det til spionerne når man lægger telefonen på bordet.
Vi har ikke prøvet at spille på tid, men jeg har leget lidt med appen, og den ser fin ud ☺
Vores dom over Codenames Pictures
Vi synes at det er et godt spil, der får de små grå i arbejde – specielt som spionmester, hvor det er virkelig udfordrende at finde på ord, der dækker mere end ét billede, men som kun rammer ens egen farve.
Varianten for 2 spillere er vi dog ikke voldsomt begejstret for; for det første venter man meget som spion mens spionmesteren tænker, da der ikke er en modstandertur, hvor han/hun kan tænke over sit næste ord, og for det andet kommer der til at mangle noget snak hen over bordet, da spionmesteren hele tiden er ”i arbejde”.
I stedet findes Codenames også i en decideret 2-spiller udgave, nemlig Codenames Duet (som dog er med ord ligesom den originale version), og det vil jeg anbefale at prøve hvis man er 2, der gerne vil spille Codenames (uden at jeg dog har prøvet det selv).
Codenames Pictures får en thumbs up herfra for 4+ udgaven (måske endda 3+, men vi har ikke prøvet versionen med 2 spionmestre og én spion).
- Kim Larsen
Læs også spilanmeldelsen af Codenames
Læs også spilanmeldelsen af Codenames: Duet