BRIO Banegård anmeldelse

Alder: Anbefales fra 3 år | Materiale: Plast & FSC-certificeret træ | Mærke: BRIO | Serie: BRIO World | Model: 33649 | Indhold: 1æske med 2 dele

"Herhjemme kan BRIO-banerne noget, uanset om jeg hjælper med at bygge den oprindelige togbane, som æsken og samlevejledningen angiver, eller om Signe selv bygger den bane, hun i øjeblikket kan og vil. Det er ikke en begrænsning, at der er et givet landskab. Det kan bare to forskellige ting, og Signes leg og fantasi kommer til udtryk på to forskellige måder. Jeg kan ikke fremhæve det ene som bedre end det andet...."

En anmeldelse af BRIO's Hovedbanegård

Begejstret

Rejseklar

Interesseret

Overivrig

Disse er blot fire af mange adjektiver, jeg kunne sætte på min 4-årige Signes første oplevelse med hovedbanegården fra BRIO.

For 30 år siden stiftede jeg bekendtskab med brandet i mit barndomshjem, og jeg er ret stor fan af nu selv at kunne introducere det for mine egne børn. Jeg kan ikke forestille mig, min begejstring som barn dengang var at sammenligne med børnenes i dag – ikke fordi jeg som barn ikke selv var glad for at lege med BRIO – men fordi børnene herhjemme i dag er vanvittig glade for det!

Der er hver gang en vis spænding hos både Signe og mig, når en ny æske er kommet til. Først studerer vi selve kassen, hvor vi sammen danner os et indtryk af indholdet. Signe får lov til at være så meget med, som hun orker, og hun åbner æsken med stor iver og entusiasme.

Selve togstationen

Den fineste hovedbanegård bliver trukket op! Den måler i bredde: 21,5 cm, i dybde: 21,3 cm og i højde: 17,5 cm.

Øverst er et buet, grønt tag i plast. Den ene langside udgør hovedindgangen til stationen med et indgangsparti, som ligner glas. Hovedbanegården er bygget op omkring stolper i træ, som taget hviler på. Til venstre for hovedindgangen er der på et stykke træ malet en oversigt over ruteplaner for henholdsvis toge og busser.

Til venstre for indgangen er der malet en billetautomat. Den er egentlig meget simpel i sin udformning, og selvom Signe kun har været på en enkelt togtur i sit liv, vidste hun med det samme, at det er her, der skal købes billet. Der er en sort skærm, hul til dankort, knapper til kode samt luge, hvorfra billetten er på vej ud.

På gulvet foran billetautomaten er en lille rød knap. Med det samme vakte den interesse for Signe. Når man trykker på den, udsendes en lyd i 5 sekunder.

To geniale ting her:

1) Knappen er udformet, så den i form passer fuldstændig til et BRIO-menneskes fødder. Det vil sige, at når en person sættes ned på den røde knap, udsender automaten lyde, som står personen faktisk og køber en billet.

2) Hvor har jeg bare mange gange som både modtager og giver stået med legetøj med batteridrevne funktioner – uden et batteri! Det har ofte lige taget toppen af begejstringen. Hos BRIO er der allerede batterier sat i, som er klar til brug. Derudover er der i æsken vedlagt en lille vejledning til engang at skulle skifte batterierne. Min erfaring er ikke, at de forskellige lydeffekter i BRIOs produkter bliver skambrugt – fordi der er så mange andre funktioner og elementer, som i lige så høj grad tager børnenes opmærksomhed.

Enderne af hovedbanegården er bygget identisk op. Der er en bue hen over togskinnerne, og øverst i buerne er der i hver ende et ur. Der er meget tydelige tal på og to visere, som kan drejes. Selvom Signe herhjemme endnu ikke kan klokken, var det faktisk noget af det første, hun bed mærke i, da vi åbnede for æsken: ”Der er et ur!”, hvorefter hun netop begyndte at dreje viserne.

Det helt centrale på hovedbanegården er naturligvis togskinnerne. Her er der plads til hele to togsæt, og man kan stige på og af fra perroner på begge sider af skinnerne. Dette har Signe også hurtigt fanget, da hun godt kan se, at det har betydning, at toget ender på den rigtige skinne i forhold til, hvor de ventende passagerer står. Efterhånden er det for hende ikke okay bare at flytte toget, men hun kører en ekstra runde eller får vendt på et skiftespor.

Foruden selve hovedbanegården hører til æsken også en BRIO-pige. Dette gør, at banegården i sig selv udgør et stykke legetøj, som optager Signe. Da vi åbnede, efterspurgte hun hverken skinner eller tog, men var optaget af den leg, hun kunne skabe med blot de to dele.

Dog er hovedbanegården herhjemme kommet til at fungere som supplement til de BRIO-togskinner, vi allerede har. Blandt mange gode ting ved BRIO er netop, at de forskellige produkter i sig selv kan noget, men bestemt også kan noget sammen med øvrige dele – hvor de forskellige elementer fra forskellige æsker passer perfekt sammen i både udformning og design. Her gav det mening at finde skinner frem samt togvogne. Legen omkring hovedbanegården blev udvidet, og yderligere idéer og handlemuligheder for Signe opstod.

Blandt andet satte vi hovedbanegården sammen med BRIOs bus- og togstation. Det fungerede godt, og selvom stationerne lå i forlængelse af hinanden, fandt Signe stor glæde i at have netop to stationer, hvorfra personerne kunne stige på og af. Dermed sagt, at hovedbanegården sagtens kan tilføjes samlingen derhjemme som eventuel station nummer 2, da det giver noget til legen, at figurerne kan transporteres fra A til B.

Vi har med denne hovedbanegård endnu engang modtaget et BRIO-produkt, som ikke skuffer. Tværtimod!

En af BRIOs mærkesager er betydningen af leg med særligt fokus på den ustrukturerede, frie leg. For både babyer og småbørn styrker legen kroppen og stimulerer hjernen. Når børnene bliver ældre, øger legen deres evne til at se ting fra forskellige perspektiver, og den opmuntrer til selvstændig tankegang. BRIO vil gerne gøre opmærksom på den rolle, legen spiller i udviklingen og kreativiteten hos både børn og voksne. Troen på fri leg har siden begyndelsen i 1884 været en hjørnesten i virksomhedens filosofi. Det er det, produkterne altid baseres på.

Herhjemme kan BRIO-banerne noget, uanset om jeg hjælper med at bygge den oprindelige togbane, som æsken og samlevejledningen angiver, eller om Signe selv bygger den bane, hun i øjeblikket kan og vil. Det er ikke en begrænsning, at der er et givet landskab. Det kan bare to forskellige ting, og Signes leg og fantasi kommer til udtryk på to forskellige måder. Jeg kan ikke fremhæve det ene som bedre end det andet.

BRIO stræber efter at kunne stimulere netop fantasien i alle aldre. Dette tænker jeg for eksempel ved hovedbanegården kan komme til udtryk, når en lidt ældre Signe lærer klokken. Da kan hun lege med ur-viserne på et andet niveau end nu med at angive ankomst- og afgangstidspunkter, forsinkelser, mm.

Samtidig med at BRIO har fokus på børns udvikling gennem leg, har virksomheden fokus på miljøet. Fra 2014 er 100 procent af trælegetøjet fremstillet af FSC®-certificeret træ. FSC (Forest Stewardship Council) er en nonprofitorganisation, der sikrer, overvåger og opmuntrer til bæredygtigt skovbrug. Denne certificering betyder, at alt det træ, der anvendes i BRIOs produkter, kan spores, og at det kommer fra ansvarligt dyrkede skove. Derudover garanterer certificeringen, at råvarerne kommer fra lovligt registrerede kilder.

De BRIO-produkter, der ligger hos mine forældre, er købt i begyndelsen af 1990’erne. De har været i leg i mange, mange timer, men holder sig stadig ualmindeligt godt. Der er tale om kvalitet, som blandt andet kommer til udtryk gennem mange års slid. Jeg ser frem til, at børnene herhjemme skal slide på hovedbanegården samt de øvrige dele af deres BRIO-samling.

- Elisabeth Kristensen

Læs også anmeldelsen af BRIO World Togstationen

Læs også anmeldelsen af BRIO World Luksus Togsæt

Læs også anmeldelsen af BRIO World Løft & Læs Togsæt

Anmeldelse af legetøjBrioCategory_anmeldelse af legetøj

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris799,95 kr
På lager
Se varen