Bright Starts Boldbane anmeldelse
Boldbanen er desværre udgået af Legebyen's sortiment.
Vi har dog mange andre spændende varer fra Bright Starts på Legebyen.dk!

Alder: Anbefales fra 6 mdr | Mål: H:30 x 40 x 37 cm | Materiale: Plast | Mærke: Bright Starts

"Og hold nu op en fest der blev!! Glade melodier og dyrelyde gav helt spontant børnene smil på læben og dans i benene. Børnene er super underholdt og kan slet ikke lade være med at grine, når boldene ryger op som i et festfyrværkeri. Musikken skaber ekstra stemning og især min søn på 2 år giver gerne et dansenummer til..."

En anmeldelse af boldbanen med musik og lyd fra Bright Starts

Man kan have så mange forestillinger og idéer, inden man bliver mor. Nogle kommer til at stemme overens med virkeligheden, andre gør ikke! For 5 år siden - inden jeg blev mor - var min “ideologi”, at baby- og børnelegetøjet primært kunne og skulle bestå af trælegetøj i sarte farver.

Min veninde sagde: “Ja, børn kan godt lide farver. Men de kan også godt lide slik, og det får de heller ikke hele tiden, vel?”... og så hvilede jeg i det! Men! Jeg har HELDIGVIS efterfølgende oplevet og indset, hvor GLADE mine børn er for farver, lyd, musik og bevægelse i legetøjet - helt fra de var ganske små!

Og hverken de eller jeg kan undvære det i legetøjskassen. Den slags legetøj kan noget helt særligt (ud over at give forældrene lidt pip engang imellem), hvor mange af børnenes sanser er i brug, mens der er smil og grin og glæde i øjnene!

Fuld opbakning til test af boldbanen

Herhjemme har der været FULD opbakning til at skulle teste boldbanen med lys og musik fra Bright Starts. Mine børn fulgte som vanligt spændte med, da vi i fællesskab åbnede den store kasse. Allerede med forsidebilledet vakte det enorm opmærksomhed og interesse.

Min bekymring var, om jeg desværre ikke kunne få boldbanen samlet med det samme - eftersom mine evner ikke rækker særlig langt på det område!! Heldigvis måtte mine forventningsfulde børn ikke vente forgæves, for banen er meget simpel at samle og lader sig let gøre selv af en med meget begrænsende forudsætninger!

Som et afgørende element i brugen af boldbanen skal der naturligvis batterier i. De medfølger ikke, og 4 stk. 1.5V C/LR14-batterier havde vi ikke liggende herhjemme. Så her blev der så alligevel en venten på den fulde oplevelse. Men egentlig gjorde det ikke så meget. Boldbanen havde alligevel ok høj nyhedsværdi.

Børnene var hurtige til at dele de 6 tilhørende bolde mellem sig – blå, grøn, rød, orange, lilla og gul – og lade dem glide gennem banen. Boldene har en god størrelse til at kunne ligge i de små barnehænder. Børnene erfarede dog hurtigt, at boldene kunne lande i hul, de med hænderne ikke har adgang til, og at de forgæves kunne trykke på ellers spændende knapper.

Hold nu op en fest der blev

Selvfølgelig skulle der hurtigst muligt batterier i, og det kunne mor her med en lille skruetrækker heldigvis også klare ;) Og hold nu op en fest der blev!! Glade melodier og dyrelyde gav helt spontant børnene smil på læben og dans i benene.

Tænd-sluk-knappen har desuden to funktioner: Ved musik-funktionen afspilles den samme melodi, uanset om børnene trykker på den røde krabbe-knap, den gule fisk-knap eller den blå delfin-knap. Men hvis de trykker på knapperne igen, mens musikken spiller, lyder da dyrelydene fra henholdsvis krabbe, fisk og delfin.

Ved lære-funktionen kan man også trykke på de tre dyre-knapper, og da siges dyrets navn på engelsk efterfulgt af dyrets lyd. Til at begynde med registrerede børnene ikke så meget de engelske ord: Crab, fish eller dolphin. Efter nogle gange med boldbanen begyndte de uden at tænke over det eller betydningen af det at gentage ordene. Efter yderligere gange talte vi om, hvad ordene betyder, og nu gentager de dem mere og mere korrekt og med forståelse af, hvad de betyder.

Den store gule knap med søstjernen på kan sætte den drejende pool i midten i gang. Hvis den drejer, og børnene nu trykker på de tre dyre-knapper, siges farverne på knapperne: red, yellow og blue. På samme måde som med dyrene gentages nu disse farver med stolthed.

Børnene kan manuelt lægge boldene til affyring. Men hvis alle seks bolde ligger i poolen, mens den drejer rundt, skubber de også hinanden ned i tunnelen til det. Derinde sidder en udløser, som kører op og ned, mens poolen drejer rundt. Denne fungerer som en katapult og fyrer boldene op gennem det blå rør og videre ned gennem den røde boldbane.

Kan slet ikke lade være med at grine

Da lander boldene igen i poolen og kan igen ledes ned til affyring. På den måde er boldbanen egentlig selvkørende – med mindre der lige er bold, der kommer på afveje. Børnene er super underholdt og kan slet ikke lade være med at grine, når boldene ryger op som i et festfyrværkeri. Musikken skaber ekstra stemning og især min søn på 2 år giver gerne et dansenummer til.

To gange har katapulten drillet. Første gang vi havde boldbanen i brug med batterierne, kunne den ikke af sig selv få bolden i det blå rør skudt afsted, og jeg var slemt skuffet. Vi hjalp boldene på vej ved med hånden at dreje på den blå pool, og da udløste katapulten i røret sig.

Det var som om, den bare lige skulle i gang, for derefter klarede den det af sig selv, og siden har der ikke været noget. Tværtimod - den spytter lynhurtigt bolde op!! En anden gang undrede børnene sig dog igen over, den ikke ville skyde boldene op, men at de satte sig fast i røret. Vi undersøgte sagen, og forklaringen var, at katapulten ikke fungerer med en legoklods under sig ;)

Børnene er bare optaget af det!

Egentlig er boldbanen meget simpel, men børnene er bare optagede af det! Første gang var jeg nervøs for, om et barn ville få en bold fyret i øjet, når de kigger ned gennem røret for at se, hvornår bolden kommer. Men boldene bliver ikke skudt særlig højt op, så det er der faktisk ingen risiko for.

Mit ældste barn på 4 år har været mindst lige så optaget af boldbanen som de yngre, og hun begynder med det samme at iscenesætte en leg omkring banen og boldene. Eksempelvis: ”Vi leger, det er et klaver”. Hvis dette ikke er tilfældet leder og fordeler hun bolde, rækkefølge til tur, mm. Der er altså underholdning for alle mellem 0 og 4 år samt fællesskabsskabende aktivitet.

Brandet Bright Starts hører under Kids2, som har opfundet og genopfundet babylegetøj og babyudstyr i over 50 år, og med mere end 500 produkter bag sig er Kids2 en af de hurtigst voksende producenter af babyprodukter i verden. De opererer på 5 kontinenter og er med til at skabe glæde hos babyer og børn i mere end 90 lande hver dag.

Kids2 mener, at glæde får øjeblikke til at vare evigt. Ethvert barn fortjener at blive født i en verden af glæde, og derfor er deres mission at finde mere glæde i hvert øjeblik, at bringe konfetti til kaos og at fejre latterens magiske dag. Det er, når små øjeblikke bliver til varige minder.

Jeg ved ikke, om legen med boldbanen fra Bright Starts giver et varigt minde. Men lige her i øjeblikket skaber legen glæde og latter. Indrømmet: Den høje musik og de skrappe farver er lidt kaotisk i mine ører og øjne, men for børnene er det ikke larm, men konfetti.

- Elisabeth Kristiansen

Anmeldelse af legetøjBright startsCategory_anmeldelse af legetøj

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris799,95 kr
På lager
Se varen