Azul: Stained Glass of Sintra anmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 30 - 45 min. | Spillere: For 2 - 4 deltagere

"Der er mange forskellige muligheder i spillet, hvilket gør det meget alsidigt og forskelligt fra spil til spil. Og da spillet er forskelligt hver gang indbyder det i den grad til at spille flere gange og tilbyder ny spænding hver gang, med næsten uendelig variation..."

Præsentation af Stained Glass of Sintra

Azul – Stained Glass of Sintra er en efterfølger til det kendte og populære spil AZUL, der både har vundet stor anerkendelse og flere priser, fx den anerkendte tyske spilpris ”Spiel des Jahres” i 2018.

Det giver god mening, at der er kommet flere efterfølgere til sådan et spil og jeg må sige, at de her har ramt jackpot, da der nu er skruet op for mere alsidighed og strategi og flere måder at spille på, med Azul Stained Glass of Sintra.

Spillet er også allerede nomineret til flere brætspilspriser og ikke mindst, så er det rigtig sjovt at spille.

Ideen med spillet

Den portugisiske kong Manuel I var så vild med indretningen af fliserne på sit palads, at han nu vil have udsmykket vinduerne i Sintra-paladset med smukke farvet glas.

Kong Manuel I hidkalder derfor de dygtigste glarmestre til at pryde vinduerne i det kongelige Sintra-palads og du er naturligvis inviteret!

Kan du skabe det smukkeste vindue som både kongen og landets indbyggere nogensinde har set? Det er nu du har chancen for at vise dine mesterlige evner.

Du bliver nu udfordret til omhyggeligt at vælge farvede glas for at færdiggøre dine vinduer, mens husk at være forsigtige med ikke at beskadige glassene i processen.

Glasset er dobbeltsidet, så det er mange muligheder for at anvende de enkelte fliser bedst muligt.

Selve spillet går ud på at overføre farvede glasbrikker til sit spilbræt og score point alt efter hvordan brikkerne er blevet placeret.

Spillets historie og udvikling

Azul - Stained glass of Sintra er designet og udarbejdet af Michael Kiesling.

Michael Kiesling er en tysk brætspil designer og har lavet spil siden 1999 og flere af dem har også vundet priser. Michael Kiesling er nok mest kendt for alle 3 Azul spil. Det første hedder bare Azul, det næste er Azul - Stained Glass of Sintra og det nyeste i samlingen hedder Azul - Summer Pavillion.

Spillet er udgivet af forlaget NEXT MOVE som er et nyere forlag fra 2018 under det større forlag Plan B Games. NEXT MOVE fokusere på abstrakte spil med et simpelt tema men dyb strategi, som er enkle at gå til. Med NEXT MOVE kan man forvente komponenter i høj kvalitet, der er stimulerende på både de taktile og visuelle sanser.

NEXT MOVE har en lidt sjov markedsføringstrategi, da de har bestemt at alle deres udgivelser skal være en titel på 4 bogstaver. Dette har det gjort for at forstærke elegancen i spillets design. NEXT MOVE startede i 2018 med at udgive REEF, og straks efter kom de 3 førnævnte AZUL spil.

Indholdet og komponenter

I æsken ligger der

  1. 4 paladsplader – (en i hver spillerfarve) - Paladspladerne kan vendes så der både er en side A og en side B, der alt efter hvilken side man vælger, gælder forskellige regler for point.
  2. 32 mønsterstykker – (8 i hver spillerfarve) – disse har også print på begge sider og de bruges til at bygge sin spillerplade (vinduet) med. Dette sikre variation fra spiller til spiller, men også for hver gang man spiller det.
  3. 4 glarmestre – dette er din spillerbrik og du kan vælge mellem rød, gul, blå og grå.
  4. 8 markører – 2 i hver spillerfarve. Disse er til at styre pointtavlen og dine knuste glasstykker
  5. 100 glasstykker – 20 i hver af de 5 farver pink, turkis, grå, orange og gul.
  6. 1 pointtavle
  7. 1 startbrik
  8. 1 pose – en flot farverig pose, med snører, i tykt og slidbart stof.
  9. 1 glastårn – til at smide de ”knuste” glas i. Dette gør det nemt at samle brikkerne sammen og hælde over i posen hvis man løber tør på glasstykker.
  10. 9 fabriksbrikker – disse er også vendbare og lavet på en måde så man kan spille spillet selvom man har svært ved at skelne farverne på glasstykkerne. En extra lille detalje der er kælet for.

Komponenterne i dette spil er af høj standart. Der er skruet op for farverne og kvaliteten, og det virker både gennemført og gennemarbejdet. Det eneste der falder lidt igennem, er selve pointtavlen der er lavet af papir ellers er alt lavet i kraftig pap eller plastik og man føler det holder.

Selve æsken er der også kælet for, og der er afbilledet hvad der skal ligge hvor, så det hele passer i æsken. Der står endda antal af konponenter så man hurtigt kan få et overblik om man har det hele, eller om man skal kigge efter på gulvet.

Med Azul – Stained glass og Sintra kan man forvente flotte, unikke print og komponenter, inklusive gennemsigtige ruder (glasbrikker), et tårn til at rumme knuste glasstykker og dobbeltsidede spillerbrætter og rudepaneler ud over mange andre smukke komponenter.

Selve spillet

Azul – stained glass of Sintra er et stemningsfyldt og udfordrende strategispil. Det har mange af de samme grundmekanismer som vi kender fra dens forgænger Azul.

Det gælder bare om at skaffe sig brikker i de rigtige farver og i de rigtige mængder, for hvis du hamstre for mange går glassene i stykker og de må kasseres og det koster dig point. Samler du derimod ikke nok glas, kan du ikke lave dit vindue færdigt og så får du ingen point.

Alle spillere vælger glas fra den samme pulje, så der kan være rift om nogle farver – her gælder det så om at tænke strategisk og vælge de glas som du selv kan bruge, men som også gør det svært for dine modstandere at få netop de glas de skal bruge.

Det lyder måske svært, men det kan spilles af børn helt ned til 8år, og når først strategien er luret så kan selv et yngre barn give en voksen kamp til stregen.

Der er mange måder at score point på, så man kan vælge én strategi over en anden eller flere strategier på samme tid.

Spilleren, som til sidst får flest point, og derved opnår det flotteste glasvindue, bliver kåret som vinder.

Stor alsidighed og mange spilleformater

I Azul - stained glass of Sintra, sker der dobbelt så meget som i den originale Azul.

Det er klart en fordel at kende grundreglerne fra Azul, for så herefter at tilføje alt det nye. Kender man ikke Azul, så skal man lige starte med at sætte 30 min. af, til at lære regler til Azul - Stained Glass, men regelbogen er fyldt med gode eksempler og billeder det gør det nemt at forstå og huske, og når man først er i gang og har forstået hovedmekanikkerne er det simpelt nok.

Spillet egner sig både til at spille med børn, eller at børn spiller mod hinanden, men det kan i den grad også sætte rammer for en sjov og hyggelig aften, samt hardcore konkurrence mellem voksne.

Der er mange forskellige muligheder i spillet, hvilket gør det meget alsidigt og forskelligt fra spil til spil. Og da spillet er forskelligt hver gang indbyder det i den grad til at spille flere gange og tilbyder ny spænding hver gang, med næsten uendelig variation.

Vores oplevelser med spillet

Temaet i spillet er gennemført. Man får fornemmelsen af man samler glasstykker for at bygge et flot og farverigt vindue. Der er kælet for detaljerne og brikkerne ligger godt i hånden.

Spillet føles gennemarbejdet og som en god opgradering af et allerede kendt og anerkendt spil.

Jeg er især begejstret for glastårnet til at samle brikkerne i, der gør det nemt at holde styr på alle de små brikker og for de lækre gennemsigtige glasbrikker der ser flotte ud.

Strategien i dette spil er intet mindre end fantastisk udtænkt, og med så mange muligheder at hvert spil fordrer et nyt. Jeg giver mine bedste anbefalinger til Azul – Stained Glass of Sintra, spillet er en af de ting man ikke ved at man mangler, men bare må eje.

- Michala Flacheberg

Læs også spilanmeldelsen af Azul grundspillet

Læs også spilanmeldelsen af Azul: Summer Pavillion

Anmeldelse af spilAsmodeeCategory_anmeldelse af spil

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris799,95 kr
På lager
Se varen