Quercetti Fantacolor Baby Stift mosaik anmeldelse

Alder: 1-4 år | Materiale: 100% BIOplast | Mærke: Quercetti | Antal: 1 kasse med 28 dele.

"Jeg er positivt overrasket over både kvaliteten og underholdningsværdien. Delene holder til timevis af leg, ikke blot hjemme i de private hjem, men bestemt også i de mange forskellige institutioner. Villads har mange gange tabt og/eller kastet med de farverige brikker og det sker der intet ved. Vi har også stablet de mange brikker ovenpå hinanden og efterfølgende væltet tårnet, så brikkerne blev spredt ud over hele gulvet. Jeg kan godt lide, at Quercetti har tænkt på former og dermed sørget for, at der ikke er skarpe kanter og hjørner. Både brikker og pladen med kupler, er omhyggeligt afrundet og dermed behagelige at røre ved for både børn og voksne..."

En anmeldelse af Fantacolor Baby Stift mosaik fra Quercetti

Villads på 21 måneder, nyder at sidde med forskellige opgaver, hvor han kan forbyde sig i legen. Jeg har af den grund valgt at præsentere ham for Fantacolor Baby mosaik, fra det italienske mærke Quercetti.

Quercetti er især kendt for deres mange sæt med stifter, som giver både børn og voksne et hav af muligheder for, at lave forskellige flotte og detaljeret motiver, lige fra fotomotiver til motiver af dyr og bygninger.

Disse sæt med stifter er ikke egnet til de mindre børn, da stifterne kan ende i den gale hals.

Fantacolor Baby mosaik, er derfor Quercetti’s svar på en lignende aktivitet til de mindste. Selvom man er lille, skal man nemlig ikke snydes for gode og velovervejede aktiviteter.

Fantacolor baby mosaik er efter min mening et utrolig velovervejet, sjovt og lærerigt sæt til de yngste børn fra 1-4 år.

Perfekt til børn på alder med Villads.

Sættet er lavet i 100% BIOplast.

Det består af følgende 28 dele:

En plade, med 20 kupler.

Seks forskellige skabeloner/mønsterkort. (Motiverne er en elefant, bil, hus, flyver, sommerfugl og nogle frugter)
Mønsterkortene har 20 huller, så kortet nemt kan placeres ned over pladens kupler, så skabelonen sidder godt og ikke flytter sig.

Der medfølger 21 “stifter” eller brikker, fordelt på syv røde, syv gule og syv blå. Brikkerne har en fordybning, så de nemt kan sættes på kuplerne og til sidst danne et fint motiv.

Stifterne/brikkerne er store, runde og nemme at håndtere. De mange brikker har en perfekt størrelse som gør, at Villads heller ikke kan have dem i munden. - men stadig meget lærerige, at have med at gøre for de mindste, hvis finmotorik stadig kræver træning og stimulering.

Det at gribe om brikkerne og sætte dem fast på pladen er en god øvelse, og det er lige præcis det, som stiftmosaikken går ud på.

I starten er det ikke vigtigt, hvilke brikker der placeres hvor. Det lille barn skal først og fremmest undersøge, hvordan brikkerne er at røre ved og opdage, hvordan brikkerne kan sættes på pladen. Når barnet føler sig helt tryg ved delene og har mestret opgaven med, at sætte brikkerne på kuplerne på pladen, så kan næste fase begynde.

Her handler det om, at matche en brik med farverne på mønsterkortet og dermed danne motivet.

Villads blev lynhurtig opmærksom på, hvordan brikkerne skulle sættes på pladen, der gik derfor ikke længe før han havde forstået, hvad opgaven gik ud på.

I legen med baby stift mosaik oplever Villads både at blive udfordret, men på samme tid får han også succesoplevelser, idet han lykkes med at mestre opgaven i legen.

Det er dog ikke altid, at Villads sætter brikkerne på de korrekte farver, men jeg retter ham ikke. Han skal jo selvfølgelig have lov til, at lave sine egne fine motiver.

Når Villads sidder koncentreret og fordyber sig i legen med mosaikken, så træner jeg Villads’ ordforråd ved at vi taler om, hvad de enkelte farver hedder og hvilke motiver der er på de medfølgende kort. Vi kan også tælle brikkerne.

Udover at stimulere og styrke den sproglige udvikling, så vil Villads også styrke sine finmotoriske færdigheder, form- og farvegenkendelse, problemløsning og hånd-øje-koordination.

God underholdning

Han finder selv sættet frem og begynder, helt uden at jeg skal opfodre til dette.

Selvom Villads nu har haft sættet i noget tid, så er motivationen og interessen uændret. Han vil rigtig gerne sidde med sættet, både alene og sammen med andre.

Nogle gange bygger vi en hule og så kravler Villads ind i hulen med sit stift mosaik og en lommelygte, og så er der virkelig dømt hygge.

Med et sæt som dette får Villads masser af legeværdi. Størrelsen på sættet gør det nemt at medbringe, hvis vi eksempelvis skal på familiebesøg eller hvis Villads gerne vil have det med i vuggestue, så de andre børn også kan være med i legen.

Vores vurdering

Jeg er positivt overrasket over både kvaliteten og underholdningsværdien. Delene holder til timevis af leg, ikke blot hjemme i de private hjem, men bestemt også i de mange forskellige institutioner.

Villads har mange gange tabt og/eller kastet med de farverige brikker og det sker der intet ved. Vi har også stablet de mange brikker ovenpå hinanden og efterfølgende væltet tårnet, så brikkerne blev spredt ud over hele gulvet.

Jeg kan godt lide, at Quercetti har tænkt på former og dermed sørget for, at der ikke er skarpe kanter og hjørner. Både brikker og pladen med kupler, er omhyggeligt afrundet og dermed behagelige at røre ved for både børn og voksne.

BIOplast som produktet er lavet af, er et utroligt velovervejet og på samme tid holdbart materiale. - I skal derfor ikke frygte en kort holdbarhed.

Quercetti tænker grønt

Sættet er produceret af BIOplast, hvilket efter min mening blot gør produktet endnu mere attraktivt.

Vi lever i en verden med plastik og andet affald, som flyder rundt i skove, langs veje og i verdenshavene.

Heldigvis er folk blevet langt mere bevidste omkring miljøet, naturen og genbrug generelt, men der er stadig lang vej til en grønnere verden.

BIOplast er et rigtig godt alternativ til den traditionelle plast.

Den traditionelle plast, er baseret på råolier og er derfor tusindvis af år om, at blive nedbrudt i naturen.

Den miljømæssige skade som plastaffald i vores verdenshave gør, ses desværre meget tydeligt.

Koralrev, store og små havpattedyr, fugle og fisk risikerer at dø, når de bliver viklet ind i plastposer eller sluger plaststykker som eksempelvis skruelåg og andre mindre dele.

Den store fordel ved BIOplast er, at det er 100% genanvendeligt og at det kan fremstilles af fødevarer bl.a. majs, korn, sukkerrør og bambusfibre.

Forbruget af eksempelvis sukkerrør går ikke ud over naturen og miljøet. Samtidig hjælper sukkerrør med at absorbere CO2 fra vores luft, som eksempelvis brugen af biler, fly og busser - udskiller alt for meget af.

Legetøj produceret af BIOplast er især dedikeret til de forældre, der har et ønske om at beskytte vores planet, fordi de anvendte materialer er biologisk nedbrydelige og miljøvenlige.

Lad os lege og udvikle os, mens vi stadig har stor respekt for naturen, på den måde kan vi pleje den og se den vokse.

- Carina Lund

Læs også anmeldelsen af Quercetti magnetpuslespil

Læs også anmeldelsen af Quercetti Stift Mosaik Daisy Maxi

Læs også anmeldelsen af Spiral Tower kuglebane

 

 

 

Anmeldelse af legetøjCategory_anmeldelse af legetøjQuercetti

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris799,95 kr
På lager
Se varen